Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Matematrix« er udarbejdet ud fra ganske bestemte ideer om, hvilke matematisk relaterede kompetencer eleverne skal have, når de har forladt skolens matematikundervisning, og hvordan undervisningen skal organiseres. Det er der meget bevidst søgt at arbejde med gennem hele systemet. Og det er lykkedes ganske godt at give læreren et godt og åbent værktøj til undervisningen med mange muligheder i det daglige arbejde.
I pakken fås en lærebog til eleven, en lærervejledning og en lærermappe med en cd-rom indeholdende flere typer regneark og alle kopisider i pdf-format.
Elevbogen indeholder ni kapitler med det matematiske stof, og sammenholdt med materialet til 8. klassetrin er det et materiale, der dækker slutmålene for faget. Hvert kapitel er bygget op over nogenlunde samme læst. Introduktionsaktiviteter til området, nogle åbne oplæg til undersøgelser og øvelse ofte af repeterende art. Dernæst et par sider med en mere fagteoretisk gennemgang af fagområdet med definitioner og formler. Et stort antal opgaver af alle sværhedsgrader også for de virkelig dygtige er der så at vælge ud af, inden der ofte er et par sider med temaer, der passer til fagområdet. En side, der kan bruges til afrunding og evaluering, slutter hvert kapitel. Sidst i bogen er der forslag til undersøgelser og arbejde med temaer af åben karakter, der kan minde om mundtlige oplæg, inden en brugbar facitliste. De faglige overskrifter på de enkelte afsnit er: Matematisk modellering, rumfang og dimensioner, statistik, grafer, sandsynlighedsregning og kombinatorik, vækst, bevisførelse og sidst geometri.
Lærermappen indeholder kopiark til de enkelte kapitler, til afrunding og til de undersøgelser, der foreslås, foruden den omtalte cd-rom.
Kopiarkene er både relevante sider til undervisningen, som en side om metersystemets opbygning eller sider med grafer, der skal analyseres, og sider, der ikke er nødvendige at bruge for at opfylde de afsluttende trinmål, som nogle forholdsvis teoretiske sider om andengradsfunktionen. Der er så til gengæld noget at hente for den specielt interesserede elev. Kopisiderne til afrunding er en god blanding af sider med fokus på de enkelte kapitler og mere traditionelle færdighedsregningssæt, hvor sværhedsgraden er særdeles passende for klassetrinnet. Som sådan også udmærkede sider til repetition.
I lærervejledningen er en gennemgang af grundtankerne bag systemets opbygning og form, kaldet timeglasmodellen, ligesom et kapitel om teorien bag systemet ikke mangler. Den tager udgangspunkt i matematiske kompetencer, som er opstillet på baggrund af Klare Mål. Der er adskillige forslag til tilrettelæggelse, organisering og planlægningen af undervisningen. En god hjælp, når man skal udarbejde årsplaner og den nærmere planlægning af undervisningen i dagligdagen. Derefter en grundig gennemgang af bogens kapitler, både rent matematikfaglige kommentarer, ofte med afsæt i faghæftet for matematik, og fyldige og grundige kommentarer og ideer til undervisningen foruden de enkelte opgaver.
Facitlisten til elevbogen er værd at efterligne for andre. Den indeholder ikke blot facit, men ofte en ultrakort beskrivelse eller et algebraisk udtryk, så eleven dermed lettere på egen hånd kan kontrollere, rette og eventuelt ad den vej ræsonere sig frem til, hvordan opgaven skal løses.
Et spændende lærebogssystem med mange muligheder for elever og lærere. Sider med lidt teoretisk indhold har været savnet i nogle nyere systemer, men her har man dog indimellem gabt lidt for højt og måske glemt lidt, at noget af det stof, der blev arbejdet med i 7. og 8. klasse, nok kunne trænge til en fornyet gennemgang. Det savner jeg. Det kunne have været som kopisider. Der er en del sider, hvor sværhedgraden er lige i overkanten, emner, der rækker længere indholdsmæssigt, end hvad slutmålene for 9. klasse siger. Men som samtidig bidrager til at nå dem. En del elever har dermed mulighed for fagligt at få nogle fine udfordringer. Samtidig er regnearkene af en kvalitet, der gør dem velegnede til at arbejde med undersøgelser af forskellige områder, som ville være umuligt uden regneark eller tilsvarende matematikprogrammer.
Et system, der med den rigtige formidling passer fint til de nye fælles mål, og hvor det matematikfaglige indhold rækker længere. Hvor ideerne og mulighederne for lærerne er store for at skabe en god og engageret undervisning med mange forskellige udfordringer til eleverne.
Indimellem savner jeg mere undersøgelsesagtige øvelser, opgaver, hvor eleverne mere selv bliver ledt frem til formler og teoretiske betragtninger om matematikken. Når det er sagt, skal tilføjes, at der er utrolig mange spændende og gode opgaver, langt mere end man kan nå at arbejde med.