Anmeldelse

Godt og billigt

Alt i alt et rigtigt fint ekstra materiale, hvor eleven selvstændigt eller under lærerens anvisninger træner egnet materiale. Og så er prisen til at overskue.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Serien "Matematik" fra forlaget Pirana/Gyldendal er med disse to til 7. og 8. klassetrin hermed komplet fra 0. til 9. klasse. Hæfterne er udarbejdet til at være suppleringshæfter til de enkelte årgange med en klar bevidsthed om, hvad kravet er til pågældende trin.

Fakta:

Titel: Pirana Matematik 7

ISBN: 9788702106664

Pris: 31

Sider: 64

Forlag: Pirana

Titel: Pirana Matematik 8

ISBN: 9788702106688

Pris: 31

Sider: 64

Forlag: Pirana

Først i hæftet findes en elevside, hvor eleven kan vælge de sider, der måtte ønskes, men samtidig på en overskuelig måde holde styr på, hvilke arbejdsområder der er blevet arbejdet med. Læreren kan også let følge med i arbejdet og anvise opgaver til videre fordybelse.

På piranaforlag.dk kan der helt gratis hentes facitlister, så arbejdet for eleven bliver selvrettende. På samme hjemmeside findes hæfterne i en digital udgave, der gør det muligt for læreren at bruge materialet direkte på de interaktive tavler. En fantastisk stor hjælp for alle parter.

Hæfterne er opbygget med sider med fokus på tal og algebra, sider med geometri og sider med statistik og sandsynlighed. Nogle af disse områder er sat ind i emner som for eksempel insekter og verdenshistorien.

Hver side består af cirka fire opgaver og én ekstra opgave, ligesom der på næsten hver side findes en sjov og i de fleste tilfælde eftertænksomhedskrævende opgave. Alle opgaver er udarbejdet med stor bestræbelse på at gøre dem både vedkommende og pirrende for den matematiske nysgerrighed.

Der er som sådan ikke nogen indholdsfortegnelse, men eleven kan derimod på de enkelte sider finde henvisninger til andre sider i hæftet, hvor der kan arbejdes med lignende opgaver. En rigtig god detalje for et materiale, der er tænkt til selvstændigt arbejde eller som suppleringsmateriale. Den dygtige såvel som den mindre dygtige elev kan finde træningsopgaver, der passer til eget niveau.

Layoutmæssigt ligner "Matematik" 7 og 8 de øvrige i serien med en letgenkendelig forside. Siderne er med de hvide, grønne og lilla felter meget rare at kigge på, men der skrives fortrinsvist i hvide felter. Der findes ikke en masse illustrationer, der med tiden bliver forældede, men derimod matematiske illustrationer, så eleven undgår at  skulle have fat i formelsamlinger for at løse opgaven.