Anmeldelse

Letlæsning

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forlaget Carlsen præsenterer med nedenstående fire titler en ny letlæsningsserie med den tiårige Zack i hovedrollen. Seriens hovedperson lever alene med sin fader i et typisk, relativt velstående New Yorker-miljø- men her holder det typiske også op. Zack er en dreng med særlig evne og smag for det overnaturlige - så derfor bliver seriens omdrejningspunkt da også det metafysiske.

I 'Oldefar er en kat' har Zack fået lov til at anskaffe sig en længe ønsket kat. Stor er hans overraskelse, da han på kattehjemmet, hvorfra han skal hente nyerhvervelsen, bliver tiltalt af en gammel, lidt ulækker hankat. Og overraskelsen bliver forvandlet til forbløffelse, da katten insisterer på at komme hjem med Zack, idet missen er en reinkarneret forfader til Zack - nærmere bestemt dennes oldefader, Julius. Og Julius har bestemt ikke været nogen helt almindelig person, da han gik på jorden som menneske.

I 'Spøgelset de kaldte Wanda' bliver Zack og faderen hjemsøgt af en poltergeist, som ustandseligt roder i deres ellers forholdsvis, ordnede hjem. Klassekammeraten, Vernon, bliver ligeledes hjemsøgt af en overnaturlig, tjenende ånd, men da denne udøver en anden funktion, end poltergeisten hos Zack gør - nemlig at rydde op i Vernons ubeskrivelige, ulækre rod - så er der pludselig ting at tage stilling til for de to klassekammerater. De finder en god løsning i Eventyrland.

'Gennem medicinskabet' er genremæssigt en mixture af den fantastiske fortælling og en science fiction. Zack opdager en morgen, da han er ved at ordne sin tandbøjle, at han på den anden side af medicinskabet har en dobbeltgænger ved navn Zick. Denne lever i en fremtidsverden - kaldet Nyere York - en nøjagtig analog tilværelse til Zacks og faderens. Og så er tanken om at bytte tilværelser for en stund jo både fristende, fascinerende og nærliggende. Men skal det være for altid?

I den sidste af de fire første titler i serien - kaldet 'Zap! Jeg er tankelæser' - bliver Zack ramt af et elektrisk stød under et forsøg i natur/teknik. Det gør ham til tankelæser, hvilket kan have sine store fordele for eksempel i prøvesituationer i klassen. Men når man så kommer undervejs med, at ens klasselærer tilsyneladende går og planlægger et mord - eller er det pedellen? - så er det pludselig en tung viden at bære rundt på for en lille dreng.

Serien spænder fra lix 17 til lix 20, hvilket gør den læsbar fra slutningen af 3. klasse. Serien om Zack og hans oplevelser i New York er velskrevet, humoristisk og med megen lokalkolorit og New Yorker-stemning. De sort-hvide kultegninger supplerer og understøtter teksten fint, så serien vil være vældigt anvendelig til selvlæsning fra ti år - specielt drenge. Bøgerne vil være fint anbragt på læseklinikken eller i en læsekasse beregnet på læsekampagner - men læreren og skolebibliotekaren bør være opmærksom på det relativt høje lixtal, som er angivet i bøgernes kolofon.

De farverige, iøjnefaldende forsideillustrationer signalerer humor, oplevelse og fantasi.

Oldefar er en kat

Af Dan Greenburg

64 sider, 78 kroner

Gennem medicinskabet

Af Dan Greenburg

57 sider, 78 kroner

Spøgelset de kaldte Wanda

Af Dan Greenburg

64 sider, 78 kroner

Zap! Jeg er tankelæser

Af Dan Greenburg

62 sider, 78 kroner

De nævnte titler er alle fra serien: Zack

Carlsens Forlag