Jeg har langt, lyst hår og blå øjne. Kan du se mig for dig, når jeg uforstående spørger: Hvorfor kan vi ikke bare tale ordentligt sammen, når vi skal lave en aftale? Vi har jo dybest set samme mål. Vi vil alle sammen vores børn det bedste. Vores egne børn. Vores børnebørn. Vores elever. Vort fædrelands børn. Er svaret så simpelt som: ”Magt! Magt! Magt! Mere vil have mere!”? –Eller er det i virkeligheden à la: ”Jamen, det var de andre, der startede”?

En debat om, hvordan vi skaber en god skole, er blevet til en situation, hvor man holder med enten det ene hold eller det andet. I en debat, hvor der sandsynligvis er lige så mange forskellige holdninger og idéer, som der er mennesker, har vi pludselig kun to muligheder. Det er de gode mod de onde, rigtigt/forkert. Der er vinderne, og så er der taberne. Dette er en generel tendens i dansk politik. Jeg savner virkelig en saglig debat, hvor parterne ser bort fra egne karrieremæssige ambitioner og personlige behov for oprejsning og i stedet arbejder løsningsorienteret.

Udover at undervise agerer jeg rollemodel for mine elever. Den post besidder jeg sammen med blandt andre Justin Bieber som ryger hash, Niklas Bendtner som kører spirituskørsel og så vores lands ledere. Dét er udfordrende! I Folkeskolens formålsparagraf står der, at ”Skolens undervisning og dagligliv må (…) bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.” Når voksne mennesker ikke kan fastholde fokus på den sag, de angiveligt kæmper for, og behandle deres kolleger med respekt men i stedet forvandler en saglig debat til en egocentrisk mission, er det svært at lære børn, hvordan man opfører sig pænt over for hinanden.

Lad mig foreslå en bødekasse på Christiansborg. Det kunne være således:

- Afbrydelse af igangværende tale: 100 kroner

- Almindelig tilsvining: 150 kroner

- Personlige beskyldninger: 200 kroner

Det skal dog nævnes, at selvom vi her taler om en pengesag, bør det i dette tilfælde nok ikke være finansministeren, der står for at administrationen. Med pengene fra bødekassen skulle der være rigeligt til at rette op på landets økonomi og måske endda sætte lidt til side til at forbedre skoleområdet.