Jeg vil gerne bede om en megafon, en paraply og en fløjte. Jeg skal nemlig på arbejde i næste uge og undervisningen skal foregå udenfor. Hvad jeg underviser i har ingen betydning, så længe ungerne holder to meters afstand til hinanden, skal det nok gå.

Jeg har allerede pakket tasken. Den indeholder store mængder håndsprit, hjemmelavet, naturligvis – jeg hamstrer jo ikke, et mundbind, lavet af min egen mor (af omsorg for og håb om, at jeg ikke dør ”tak mor”, fordi jeg har astma og derfor ifølge hende, som jo  har  nogle år på bagen, et helt livs erfaringer osv. tror, at jeg hører til den sårbare gruppe, der hurtigst kradser af) og som indeholder den smarte gimmick, at jeg kan fore det med et trussebind, nyt eller brugt efter eget valg – for at holde skidtet ude, og en pakke kridt, så jeg kan tegne borde, stole og antal kvm barnet må røre sig på og jeg glæder mig. Jeg skal jo være en af de sande helte. En af dem, der åbner landet og så er jeg jo, (det var i hvert fald det jeg bildte mig ind, jeg ville blive, da jeg læste til lærer – altså, inden jeg overhovedet kendte til, hvilken virkelighed jeg en dag ville stå i) en af dem der styrker, motiverer, opdrager, guider og hjælper børnene til at blive stærke i egen tro, sætte mål for livet, opleve og bibeholde glæden ved læring, dannelse og uddannelse og hvor bare én af dem,  måske en dag, måske på grund af mig, får lyst til at  sidde på den gyldne stol, hvor statsmedisteren, ifølge  min 6årige søn, sidder, og regere landet og træffer så eminente vigtige og rigtige valg og som en dag vil huske tilbage på de gyldne timer, hvor de sad udendørs i et lille kridtbur og legede undervisningen ind.  Vigtig, faglig undervisning med store mål, trinvise tiltag, og mange daglige og meget lange evalueringer og hvor vi drøftede, om vi nu havde nået dagens dagsorden. Glemt er de formanende ord, råbt gennem en megafon ”NEJ! Er du tosset? Du må IKKE, jeg gentager, IKKE gå på line, sæt dig ned på din kridtstol”. Og ”Hey, dig, allerbagerst, nede bag legepladsen,  ved søen, rundt om træet, åh mand, jeg skulle vist have medbragt en kikkert også, men dig, sæt dig ned” for ikke at glemme de børn, hvorefter man råber ”Ja, ja… gå længere tilbage. Naturligvis skal du inkluderes, du må bare ikke sidde så tæt på”. Og glemt er de lange frikvarterer, hvor jeg med briller og stramme folder i ansigtet, og dybe fuger der trængte helt ned i sandalerne, fortalte dem om regler for deres helt egen legetid. ”Nej, du må ikke forlade dit kridtbur. Jo, du må godt spille bold … med dig selv. Ja, det havde været sjovt hvis I kunne sjippe sammen ikke – men det må I ikke og nej, jeg kan desværre ikke give dig et plaster på, men hey, tag den tusch du har liggende på dit imaginære kridtbord og tegn et plaster, så bliver det hele godt igen. Ja, jeg ved det godt. Du vil gerne have et kram nu. Ja, jeg forstår dig, men nej. Jeg har jo selv tre små børn derhjemme og dem vil jeg gerne se igen og hey, hvis du nu er inficeret med den der virus du kan dø af, så kan du godt se, det ikke er smart jeg rører ved dig, ikk? Hov, hvorfor græder du? Det skal nok gå. Nu skal du høre en historie om en mand der hed Charles Darwin.  Har du nogensinde hørt om evolutionsteorien? Nå, du går kun i 2.klasse… men altså, ser du ”Survival of the fittest … bla bla bla”.

Så jo, jeg tænker, der vil være masser af god læring forude og jeg glæder mig. Jeg er beredt til næste uge, både fagligt og mentalt, men bliver det som beskrevet? Det håber jeg ikke. Kan jeg være en lærer – på afstand. Jeg ved det ikke. Jeg er dedikeret. Både til undervisningen, men også i forhold til børnene. Skal jeg skabe hele mennesker – eller være med til det, så kommer det til at foregå på den måde, jeg er bedst til det, men hvordan er det?  Med hjertet eller fornuften? Jeg håber, det kommer til at gå. Det skal gå. Statsmedisteren har lovet, det vil gå. Men hvordan skal vi være sammen om undervisningen – på afstand. Og hvilke ting mangler jeg, udover megafonen, paraplyen og en fløjte, at komme i tasken?