Citat: Pædagoger og lærere uddannes til at kunne noget forskelligt, og forskellighederne kommer kun glimtvis frem

Jeg gik til det første bind af denne nye introducerende bog med meget positive forventninger. For her er der tænkt anderledes. Det drejer sig ikke (kun) om at præsentere pædagogikkens store navne og teorier i en fortyndet version. Her vil man beskrive de vilkår, som er med til at bestemme læreres og pædagogers handlemuligheder.

Bogen tager afsæt i filosofi, psykologi, didaktik, sociologi og jura. I andet bind, som endnu ikke er udkommet, vil man fokusere på praktisk undervisningsarbejde.

Det lover godt. Men det lykkes ikke helt, og årsagen er, tror jeg, at tanken om at skrive en introduktion til både pædagog- og lærerstuderende er forkert. Pædagoger og lærere uddannes til at kunne noget forskelligt, og forskellighederne kommer kun glimtvis frem.

Lars-Henrik Schmidts filosofiske afsnit er sprængfyldt med vitaminer og provokerende formuleringer. En 'lidt strengere definition' af den moderne pædagogiske metier vil med rette kunne hævde, skriver Schmidt, 'at pædagogen drager omsorg, hvorimod læreren forestår læring'. Hvorefter han beskriver de tendenser, der betyder, 'at læreren må påtage sig mere og mere af opdragelsens omsorgsdimension'.

Man får at vide, at 'pædagogerne nu er blevet præcis det, de har forsøgt at kæmpe sig væk fra i de sidste tyve år. De er blevet forældrenes forlængede arm'. Her er noget at diskutere og analysere. Men er det den rette introduktion? I hvert fald er det et spørgsmål, om nybagte studerende kan have megen nytte af at få at vide, at det pædagogiske forhold er 'tragisk' og båret af 'afmægtighed'. Tragisk, fordi forholdet aldrig ophører definitivt, og afmægtigt, fordi mennesket er henvist til den anden og derfor født i afmægtighed! Det gør det ikke nemmere, at stikordsregistret ikke henviser til nogen af ordene, så man senere i studiet og diskussionen ikke umiddelbart kan finde tilbage til Schmidts definitioner og kontekst.

Stig Brostrøm og Mogens Hansen bruger mere end 100 sider til at skrive om didaktik, læring og dannelse. To hver for sig kompetente mennesker får kogt en uklar suppe sammen. Her går det for alvor galt, fordi der hele tiden skal stå lærer og pædagog.

De peger på, at 'nogle psykologer' peger på, at barnets første halvandet år er en vigtig base, mens 'andre' siger, at børn kan klare sig på den halve tid og ligefrem kan udnytte at komme i institution i seks-ottemånedersalderen. Det er 'et af de største udviklingspsykologiske spørgsmål', der her sættes på spil, skriver de og fortæller så, at det stadig mere er et synspunkt end en indsigt. Det kobles fint til folkeskolen, der 'med denne trendsætning' dyrker barnet med 'ansvar for egen læring' og den nye lærerrolle: 'læreren som konsulent'. Men så fortsætter teksten: 'Børn kan nu selv, selv om det for bare et par tiår siden var pædagog, lærer og forældre, der som voksne havde ansvaret'.

Ja, det er et synspunkt. En trend. Men det er problematisk, at man i en introduktionstekst ikke præciserer lærerens didaktiske og juridiske ansvar. Det gøres heller ikke senere i Leif Hermanns på mange måder fremragende - men noget teksttunge - kapitel om de retlige dimensioner. Hverken 'ansvar' eller 'ansvar for egen læring' er med som opslag i registret.

Brostrøm og Hansen fortæller, at 'teori uden praksis er gold, og praksis uden teori er retningsløs'. Javel ja! Det er et populært synspunkt. Men de sætter aldrig praksis på andet end hverdagsbegreb, og teoribegrebet bliver kun til big theory, de store teorisystemer, 'der ofte har præg af at være lukkede systemer af sproglig-logisk-diskursiv art' . . . der 'bliver en slags tekstintern tænkning'. At teori kan bruges til at skabe overblik over hverdagens kompleksitet, og at kun præcise begreber gør den pædagogiske diskussion mulig, forsvinder i det populære synspunkt om teori og praksis.

Mest problematisk er forfatterparrets upræcise overvejelser om didaktik. At påstå, at institutionspædagogen og læreren er fælles om den samme didaktik, får teksten til at pløre. Deres sammenskrivning af Erling Lars Dales definition på didaktisk kompetence bliver alt for bred og upræcis. Ja, nærmest forkert. Dales didaktiske rationalitet knytter sig til skolen som professionel organisation. Derfor kan man ikke tyvstjæle hans begreber til noget bredere. (Og så er han i øvrigt ikke pædagog, som det hævdes, men professor ved Pedagogisk Forskningsinstitutt i Oslo).

Brostrøms og Hansens afsnit om læring kan derimod være god at tage afsæt i, om end de også her flere steder bliver upræcise. Ærgerligt, når nu man ved, hvor præcise de begge kan være.

Lars Ulriksen giver i sit kapitel en vellykket sociologisk belysning af de samfundsforhold, der sætter skolers og institutioners vilkår. Hans introduktion om sociale forholds og kønnenes indflydelse på hverdagen er fremragende. Det samme gælder hans afsæt om indvandrere og deres efterkommere. Pierre Bourdieus begreber habitus, felt og kapital introduceres også fint. Men når Bourdieus begreb om praktik nævnes så kort, så kan forudsætningsløse måske blive forvirret over, at det ikke handler om uddannelsens praktikperioder.

Den nugældende skolelovs bagmænd vil sikkert ikke bryde sig om at læse, at undervisningsdifferentiering betyder individualisering. Til gengæld glæder det anmelderen, at der her peges på 'væsentlige forskelle' mellem skole og daginstitution. Det gør det simpelthen nemmere at diskutere og studere, når begreber og kategorier er klare.

Finn Held er en god og engageret formidler, og hans kapitel om 'de pædagogiske fag og professioner' lægger sig flot i forlængelse af det sociologiske afsnit.

Jeg har ikke før set de to fagforeninger, Danmarks Lærerforening og BUPL - Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, så meningsfuldt inddraget i en introduktion om pædagogik. Men hvorfor referere til 'en international undersøgelse offentliggjort i 1993' uden at henvise direkte til den med titel og forskernavne?

Folkeskolen har 'spillet fallit', når det drejer sig om tre helt centrale områder, får læseren at vide: uddannelse til alle, særlig omsorg for de svage og politisk engagement.

Det er korrekt, at der er store og uløste problemer. Men det kunne have været rart, hvis Held havde givet en antydning af mulige årsagssammenhænge. Hvad skyldes skolens spil, hvad skyldes rammevilkår og sociale forhold? Og hvad skyldes måske læreruddannelsen? I en introduktion er det godt med nogle kategorier at søge i og analysere med.

Opsummerende: Der står en masse gode og vigtige ting i denne mursten af en introduktionsbog - som også udsendes som fem mindre bøger, der kan købes enkeltvis. Der behandles vigtige (nye) områder, som ikke er med i andre introducerende bøger. Men både den lærer- og pædagogstuderende ville have været bedre tjent med ikke at få rodet tingene så grundigt sammen.

Og så et par hjertesuk: En masse af de billeder, der skulle vise liv og hverdag, signalerer 70'er- 80'er-skole. Billedet af Danmarks Lærerforenings sekretariat er fra 80'erne, og foreningen har i årevis boet på en anden adresse! Det støjer også i teksten, at ombudsmanden er med lille begyndelsesbogstav, grundloven og landsretten med stort, og undervisningsministeriet cirka hver anden gang er med enten stort eller lille! Og så fortæller forlagets stavekontrol nok, at udviklingszone bør hedder udviklings zone. Og meget mere af samme skuffe.

Introduktion til pædagogik

- opdragelse, dannelse, socialisering

Redigeret af Finn Held og Flemming Olsen

554 sider, 348 kroner

Forlaget Frydenlund