Tre elever reagerede heldigvis hurtigt, da en klassekammerat mistede bevidstheden i det store bassin til Skolernes Motionsdag. Arkivfoto.

Tre elever reddede klassekammerats liv

På Skolernes Motionsdag mistede en elev fra 6. klasse på Grundskolen i Tønder bevidstheden under et triatlonstævne – midt i det store bassin i svømmehallen. Heldigvis reagerede tre klassekammerater hurtigt og reddede ham.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dagen før efterårsferien stod traditionen tro i motionens tegn for eleverne på Grundskolen i Tønder, som skulle igennem et triatlon. Men for de tre elever Jeppe Hornbek Friedrichsen, Mikkel Toft Zeberg Sørensen og Nikolaj Bohsen fra 6. klasse vil det næppe være dagens dyst i sport, der vejer tungest i erindringen. For havde det ikke været for de tre kammeraters hurtige indsats, kunne dagen have fået et helt andet udfald.

En af deres klassekammerater mistede nemlig pludselig bevidstheden under en del af en triatlon og sank til bunds det store bassin i den svømmehal, hvor eleverne skulle gennemføre første del af triatlonet. Det fik de tre klassekammerater til at reagere lynhurtigt. To af drengene fik ved fælles hjælp trukket den bevidstløse kammerat op til overfladen, mens den tredje tilkaldte hjælp fra en forælder, som trak den bevidstløse elev op af vandet og startede på førstehjælp, imens en livredder kontaktede alarmcentralen og hentede en iltflaske.

Den resolutte indsats gjorde, at eleven efter kort tid kom til bevidsthed igen. Og efter en undersøgelse på sygehuset kunne drengen samme eftermiddag vende hjem.

Eleverne hædret for heltemod

Efter efterårsferien blev de tre drenge hædret for deres flotte indsats af formanden for børn- og skoleudvalget i Tønder, Henrik Mehlsen, og svømmehallens bademester, Lone Madsen. De unge drenge blev rost for deres flotte indsats og fik samtidig overrakt diplomer, gavekort og klippekort til svømmehallen.

"At reagere hurtigt i en situation som denne er altafgørende. Men det er også vigtigt at holde hovedet koldt og tænke klart. Begge ting formår de tre drenge trods deres unge alder, og det er meget flot", siger Henrik Mehlsen.