Gitte Mailand Jensen løb med sejren over Palle Dons-Heltoft i kampen om pensionisternes ene plads i hovedstyrelsen. Hun fik 59,9 af fraktion 4-stemmerne.

Pensionisternes nye hovedstyrelsesmedlem fik stemmer fra hele landet

Tidligere næstformand i Odense Lærerforening Gitte Mailand vandt kampvalget mod Palle Dons-Heltoft, Sønderborg. Begge fik stemmer fra samtlige kredse, men Gitte Mailand blev topscorer i 59 ud af 79 afstemningskredse. 

Publiceret

Gitte Mailand Jensen sætter sig på pensionisternes ene plads i Lærerforeningens hovedstyrelse med en bred opbakning fra hele landet. Med 59,9 procent af de afgivne stemmer blandt medlemmerne af fraktion 4 løb den tidligere næstformand i Odense Lærerforening med en solid sejr over den erfarne fraktion 4-repræsentant Palle Dons-Heltoft, Sønderborg. 

Begge kandidater fik stemmer i samtlige lærerkredse. Palle Dons-Heltoft fik flest stemmer i 18 ud af de 75 danske kredse. Derudover fik han flest stemmer i Sydslesvig, og afstemningen var uafgjort i Vejen Lærerkreds med 13 stemmer til hver af de to kandidater. 

I de øvrige 56 danske kredse fik Gitte Mailand Jensen flest stemmer, og blandt de pensionerede medlemmer hos både lærerkredsen i Grønland, Landskredsen og Skolelederforeningen gik flertallet af de afgivne stemmer også til Gitte Mailand Jensen. 

”Det er fantastisk, og jeg blev så overrasket, da der kom en mail fra DLF tirsdag eftermiddag med valgresultatet. For jeg kom lidt som en outsider, så jeg er glad, overvældet, stolt, taknemmelig og ydmyg, og det er en stor tillidserklæring”, siger Gitte Mailand Jensen.

Outsideren fra Odense 

Hendes modkandidat Palle Dons-Heltoft kom med opbakning fra både det nuværende hovedstyrelsesmedlem Jørn Kokkendorff og samtlige 10 kongresdelegerede fra fraktion 4 og med mange års erfaring med arbejdet i fraktion 4. Derfor blev Gitte Mailand Jensen set lidt som en outsider, da hun på årsmødet i fraktion 4 rejste sig op og meddelte sit kandidatur.

Dermed skulle de pensionerede medlemmer til stemmeurnerne for første gang i 20 år, og i alt afgav 3.877 pensionerede medlemmer deres stemme ved det netop overståede hovedstyrelsesvalg.

Flest pensionerede medlemmer stemte i København, Aarhus og Odense, hvor henholdsvis 166, 162 og 137 stemte til hovedstyrelsesvalget. 

Jeg køber et elektronisk trommesæt, og så kan jeg sidde nede i kælderen uden at larme

Afgående hovedstyrelsesmedlem Jørn Kokkendorff

Gitte Mailand Jensen fik det største antal stemmer i hjembyen Odense og i København med henholdsvis 126 og 123 stemmer. Palle Dons-Heltoft fik det største antal stemmer på hjemmebanen i Sønderborg og i Aalborg med henholdsvis 89 og 78 stemmer. 

Den største procentvise andel af stemmerne fik de to da også i henholdsvis Odense og Sønderborg. 92 procent af de afgivne stemmer i Odense tilfaldt Gitte Mailand Jensen. 92,7 procent tilfaldt Palle Dons-Heltoft i Sønderborg. 

Procentvist høstede Gitte Mailand Jensen – ud over i Odense – flest stemmer i Assens og Skive. Palle Dons-Heltoft hentede – ud over i Sønderborg – procentvist flest stemmer i Sydslesvig og Odsherred. 

Fire år med gode takter 

Selvom 3.877 afgivne stemmer ikke lyder af mange, når de pensionerede medlemmer i Danmarks Lærerforening tæller mere end 18.000 medlemmer, så er nuværende hovedstyrelsesmedlem for fraktion 4 Jørn Kokkendorff glædeligt overrasket over stemmeprocenten. 

”Mange flere har stemt, end jeg havde forventet, men jeg er overrasket over, hvem der blev valgt. Jeg pegede selv på Palle, men sådan er et levende demokrati, og jeg vil gøre mit yderste for at klæde Gitte på, så hun kan blive en god formand for pensionisterne i fraktion 4 med pladsen i hovedstyrelsen”, siger Jørn Kokkendorff. 

Selv ser han tilbage på sine fire i hovedstyrelsen med både glæde og stolthed. For han har været med til at udvikle en pjece fra hovedforeningen, som kredsene kan bruge til at fastholde de pensionerede medlemmer. Han har fået ryddet op på DLF’s hjemmeside i forhold til pensionisterne, og han har været med til at indføre medlemsmail til alle pensionerede medlemmer ved særligt vigtige informationer. 

”Derudover er jeg glad for, at jeg fik os ind i Faglige Seniorer, så vi på den måde har fået ældrepolitik ind i DLF, og jeg er glad for, at årsmøderne i fraktion 4 er kommet til at handle om andet end at udveksle erfaringer om arrangementer i de enkelte pensionistfora”, fortæller han. 

Han ærgrer sig dog over, at han ikke kom i mål med en decideret politik for pensionistarbejdet i DLF. 

Gitte Mailand Jensen

67 år og arbejder p.t. som lærervikar. Gik i 2021 på pension fra et lærerjob på Hunderupskolen i Odense. Uddannet fra Odense Seminarium i 1979 med speciale C i specialpædagogik. Har arbejdet på en række skoler i Odense og været tillidsrepræsentant ad flere omgange.
Tidligere styrelsesmedlem, kongresdelegeret og næstformand i Odense Lærerforening. Aktiv i fraktion 4 siden 2021, hvor hun er næstformand i fraktion 4 i Odense og har sæde i Det Forpligtende Kredssamarbejde på Fyn. Årsmødedeltager for fraktion 4. Aktiv i Faglige Seniorer i Odense.
Hun bor i Odense, er gift med Niels, der er pensioneret tømrer. Sammen har de tre døtre, en søn og fem børnebørn.

”Vi har forsøgt at få os ind i principprogrammet, og jeg forventer, det kommer til at ske på kongressen i 2024”, siger Jørn Kokkendorff. 

En livslang drøm 

Selvom han har været glad for de fire år som hovedstyrelsesmedlem, glæder den 72-årige Jørn Kokkendorff sig også til at stoppe. 

”Jeg glæder mig til at være sammen med min hustru og glæder mig til, at vi kan planlægge ferier og ture, uden at tænke DLF ind”. 

For Jørn Kokkendorff bliver det nu et endegyldigt farvel til fagpolitik. 

”Hvis det begynder at krible i fingrene, bliver det i den lokale afdeling af Faglige Seniorer, og jeg fortsætter selvfølgelig også med at deltage i arrangementerne for pensionisterne her i Aarhus”. 

Derudover har han planer om at opfylde en livslang drøm om at få et trommesæt. 

”Jeg køber et elektronisk trommesæt, og så kan jeg sidde nede i kælderen uden at larme”, fortæller han. 

Årsmødet sætter retning 

For Gitte Mailand Jensen starter en ny tilværelse som hovedstyrelsesmedlem pr. 1. januar. Allerede på mandag mødes hun med Jørn Kokkendorff og de 10 kongresdelegerede til en overlevering. 

”Jeg er gået til valg på en række fokuspunkter, men jeg skal ikke bare holde på mit. Det er årsmødet, der sætter retning. Og her i starten vil jeg primært lytte, stikke en finger i jorden og forsøge at bidrage positivt til hovedstyrelsesmøderne”, siger Gitte Mailand Jensen.

Frem til den 20. december arbejder Gitte Mailand Jensen i et fuldtidsvikariat på Korup Skole i Odense. Egentlig vil hun gerne fortsætte med at arbejde lidt som vikar, for hun kan godt lide stadig at have kontakt til folkeskolen. 

”Vi må se, hvad det kan blive til af vikartimer fremadrettet, for det skal ske i respekt for det mandat og den store tillidserklæring, der er blevet mig givet”, siger hun. 

Gitte Mailand Jensen er valgt til hovedstyrelsen fra 1. januar 2024 til 31. december 2027.

Palle Dons-Heltoft har ikke ønsket at stille op til interview. Han fik 1.555 stemmer. Gitte Mailand Jensen fik 2.322 stemmer.