Anmeldelse
Historie, Lejrskole
Danmarks Vikingetid
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Kåre Johannesen
232 sider, 269 kroner
Politiken
Når man vil kombinere en historiebog med en rejsefører, kommer man til at træffe nogle valg, der ikke altid forekommer lige logiske. Som her, hvor nutidens geografiske Danmark har været bestemmende for, hvad der skal omtales af levn og lokaliteter, der kan tidsfæstes til den periode, der med lidt god vilje kan kaldes begyndelsen til den danske stat. Herved udelukkes blandt andet Hedeby og Dannevirke (med forløbere), til trods for at disse lokaliteter havde stor betydning gennem store dele af den danske vikingetid. Til gengæld har man medtaget lokaliteter i Sydsverige, logisk nok historisk set, men altså et brud på det princip, udgiverne selv har fastlagt.
Men det, vi får med, er spændende læsning. Forfatteren, der er museumsinspektør på Trelleborg ved Slagelse, fortæller vidende, engageret og fordomsfrit om, hvad man mener at vide om perioden. Det med det fordomsfrie er vigtigt. Mange - formentlig hovedparten - af de materialer om vikingetiden, der fylder op på bogdepoter og skolebiblioteker, er sigtet gennem nationalromantikkens filter, eller de videregiver tolkninger, som nye fund og moderne metoder har bevist er uholdbare. Eller de videregiver ikke alle oplysninger, hvis de stred mod den herskende moral på udgivelsestidspunktet. I denne bog fortæller forfatteren ikke, at vikingerne førte et djærvt sprog. Han viser det! Og det er ikke for sarte sjæle. Ligeledes er han ikke bleg for at relatere sine facts til populære fremstillinger som Tolkien, Peder Madsens tegneserier og roliganhjelme med horn. Men han strækker sig ikke længere, end kilderne kan bære.
Der er 100 sider koncentreret historisk gennemgang, lige så mange sider beskrivelser af seværdigheder og - hvis man skulle løbe sur i arvestridighederne i første afsnit - et mindre opslagsafsnit med vikingernes blå bog, der også omfatter visse sagnfigurer.
Bogen er spækket med emneopdelte faktabokse samt masser af kort og fine fotos.
Anbefales til skolebiblioteket.
Tonny Hansen