I 2002 kom bogen »Ung i 50erne«, og afsætningen har været så god, at både forfatter og forlag har fået mod på at lave en krønike ud af det. Formatet er det samme, stort, og udstyret er ligeledes det samme: Pænt glittet papir og sort-hvide fotos.

For os, som var unge dengang, var det en spændende tid, en tid med forandring, nytænk­ning, nybrud og fremgang. Det grå og triste efterkrigssamfund så en farverig tid i møde, og der skete ting og sager: Pigerne trak i lårkort, drengenes hår blev langt, seksua-liteten og pornoen blev sat fri, musikken blev vild og politisk, The Beatles og en mængde andre udenlandske og danske bands og solister erobrede musikscenen og så videre og så videre. Det var bare så vildt, at der går frasagn om det endnu så meget, at de unge af i dag tror, at det ville være herrefedt for dem at være en del af det, og at de er født for sent.

Sandheden er, at alt er relativt, og hvis de unge kunne bygge deres elskede tidsmaskine og blev sat tilbage i 60erne, ville de falde om af grin eller dø af kedsomhed det hele ville bare være så noller og slidt og trist, for fremskridtet det materielle var kun lige begyndt.

Meget af dette får bogen med, også at de tre små prinsesser blev store, forlovede og gift, og mange andre også mere væsentlige træk, som karakteriserer perioden. Billederne er for de flestes vedkommende velkendte, bortset fra at forfatteren anvender sine egne klasse-, studenter- og soldaterbilleder; lidt vel privat, men eksemplarisk. Og skønt teksten ikke direkte er henvendt til de unge, men er lidt bred og indforstået i stilen, skal der da nok være afsætning for den på skolebiblioteket. At de unge så bliver lidt skuffede, både af bogen og tiden, fordi den i virkeligheden er/var småkedelig, kan være en ekstra illustration.