De fem glade vindere fra UC SYDs læreruddannelse i Esbjerg.

Middelaldermatematik løb med pris

Fem studerende fra læreruddannelsen i Esbjerg vandt førstepræmien Den Digitale Læringspris for et digitalt undervisningsforløb, som kombinerer matematik, historie og digitale tegneredskaber. Ved siden af æren får de lærerstuderende 25.000 kroner til deling.

Publiceret

Fakta om Den DigitaleLæringspris

Den Digitale Læringspris er indstiftet af it-virksomheden KMD isamarbejde med landets læreruddannelser. Tidligere hed prisen KMDEducation Award. Prisen gives til lærerstuderende, som har udvikletdet bedste digitalt baserede undervisningsforløb.

Juryen bestod af Mette Hauch, konsulent i konsulenthuset Autensog mangeårig digitaliseringskonsulent i Gentofte Kommune, PernilleRosenkvist, digital redaktør for forlaget Alinea, Thomas Yung,ekstern lektor og censor på læreruddannelserne og Søren Sommer,implementeringskonsulent, KMD Børn og Unge.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Morten Nielsen, Nicolai Edsbjerg Hansen, Jesper Aarhus, Claus H. Hansen og Marie Degn fra UC Syd's læreruddannelse i Esbjerg fik både æren, juryens anerkendende ord og en check på 25.000 kr., da de løb med sejren i den nationale finale i Den Digitale Læringspris, der uddeles af it-virksomheden KMD for årets bedste digitale undervisningsforløb blandt lærerstuderende.

Prisen blev overrakt i eftermiddags på Danmarks Læringsfestival i Bella Center i København. De fem jyder har vundet Den Digitale Læringspris fra KMD i konkurrence med lærerstuderende fra hele landet.

"De studerende bag læringsforløbet 'Tegn på Tiden' udviser masser af engagement sammen med en dyb faglighed. Det viser lige præcis, hvordan man med digitale resurser kan løfte undervisningen og skabe nye muligheder for læring. Den dedikation til projektet, der skinner igennem projektet, viser, at vi her har gøre med nogle studerende, der brænder for deres fag og for det digitale. Det er nørdet på den helt fede måde", siger Mette Hauch, konsulent i Autens, der udvikler skoler og skoleløsninger, og dommer i konkurrencen.

Forløbet "Tegn på tiden" er en utraditionel tværfaglig kombination. Eleverne bruger et 3d-tegneprogram til at lave middelalderbygninger i form af byporte, håndværkerhuse med mere. I den proces arbejder de både med målestoksforhold og undersøger livsvilkår og magtpolitik i middelalderen.

På den måde er fagene historie og matematik begge to i spil, samtidig med, at der er en god dosis it og kreativitet ind over.

Dommerne var begejstrede.

"Undervisningsforløbet er tydeligt drevet af begejstring og entusiasme. Det er meget solidt udført med et klart fokus på 21st Century Skills. Videoerne skaber gode muligheder for flipped classroom og forløbet virker meget færdigt.

Øvelserne er fint skruet sammen med rigtig gode elementer i videoerne som ordforklaringer og skuespil. Dommerne lægger også vægt på, at der er fokus på processen for eleverne med klare instruktioner i, hvordan man giver feedback og hvordan man sikrer, at alle elever får del i at bruge Google Sketch-up. Der er også point for at benytte Google Sketch-up og lade programmet være et middel til læring og ikke et projekt i sig selv. Det kommer tydeligt til udtryk i den glimrende lærervejledning, der er udviklet til forløbet".

Sjovere undervisning

Den Digitale Læringspris er indstiftet af it-virksomheden KMD i samarbejde med læreruddannelser over hele landet. Og der er stor ros til årets vinder fra den danske it-virksomhed. "Det er et rigtig godt forløb, som vinderne fra Esbjerg har fået sat sammen. Der skal lyde et kæmpe stort tillykke og masser af ros herfra. Ideen med Den Digitale Læringspris har netop været at inspirere flere til at bruge digitale resurser i undervisningen i folkeskolen og på læreruddannelsen. Og det gør vinderne til fulde", siger Jan Gaardboe Jensen, direktør for Børn og Unge i KMD.

"Den Digitale Læringspris skal være med til at gøre det endnu mere interessant for lærerstuderende i Danmark at arbejde digitalt. Der er ingen tvivl om, at digitale ressourcer og læremidler brugt på den rigtige måde kan skabe en sjovere undervisning for både lærere og elever. Digital undervisning kan også udfordre eleverne på flere forskellige niveauer og dermed understøtte mange af målene for folkeskolen", forklarer Jan Gaardboe Jensen.

Ud over gruppen fra Esbjerg var der også rosende ord og diplomer til Josefine Brinck Mulvad, Kenneth Skovbo Weiland, Odin Nielsen og Veronica Kvist Rønnest fra læreruddannelsen Campus Carlsberg under UCC som tog 2. pladsen i Den Digitale Læringspris med et forløb om sociale medier. Claudia Grandahl Christensen, Kimie Dyrvig og Pernille Rohde Sloth Møller fra University College Lillebælts læreruddannelse i Odense tog 3.-pladsen for deres forløb i matematik om algebra med Barbie-elastikspring som et af hovedelementerne.