Anmeldelse
Geografi, Biologi
Grundvandet som drikkevandsressource
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Redaktion: Amternes GrundvandsErfasamarbejde og Amtsrådsforeningen
38 sider, gratis
Amtsrådsforeningen
Telefon 3529 8100, e-post: arf@arf.dk
'Tænk dig om, du bor oven på dit drikkevand'.
For at blive bedre til at beskytte et af vores allervigtigste levnedsmidler har Amtsrådsforeningen taget et godt initiativ ved at udarbejde denne publikation, der som undertitel hedder: 'Beskrivelse af grundvand, vandindvinding, vandforsyning og grundvandsforurening'. Desværre er de fleste elever i grundskolen allerede her faldet fra - så alene titlen stiller spørgsmål ved forordets udsagn om, at hæftet er '. . . særligt velegnet til undervisning i folkeskolen. . .'.
Det rent faglige indhold når hele vejen rundt, og hæftet giver en basal indføring i emner som vandets kredsløb, grundvandsdannelse, vandkemi, indvindingsmuligheder, drikkevandskvalitet, sårbarhed, kortlægningsmetoder, forureningskilder og trusler mod grundvandet. Teksten er særdeles overskuelig og ledsages overalt af gode og supplerende illustrationer, men det faglige niveau og et væld af begreber og udtryk betyder, at publikationen efter min vurdering desværre ikke er velegnet til undervisning i folkeskolen.
Naturligvis er det prisværdigt, at Amtsrådsforeningen tænker på udvikling af læringsmidler med grundskolen som en af sine målgrupper, men et nøjere samspil med en pædagogisk redaktion har der åbenbart ikke været tale om, så denne publikation rammer til trods for sin nydelige udformning desværre slet ikke vore elever. Bedre held næste gang, for forhåbentlig udnyttes de mange helt oplagte, faglige resurser rundt om i amterne fortsat i forsøget på at videreformidle vigtigt og grundlæggende stof til grundskolens elever.
Publikationen kan rekvireres gratis og fås også direkte til udskrivning fra Amtsrådsforeningens hjemmeside: www.arf.dk. Kun specielt interesserede elever vil måske i forbindelse med et projektarbejde kunne få glæde af publikationen, men den bør absolut anskaffes til lærerbiblioteket som en solid og effektiv, faglig introduktion for underviseren om et uomgængeligt grundvandsemne.
Kaare Øster