Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I 40 år har et utal af udviklingstiltag forsøgt at løfte de svageste elever i folkeskolen, så de kan gennemføre et uddannelsesforløb og have et godt voksen- og arbejdsliv.

Men de mange tiltag har ikke formået at sætte sine spor i den undervisning, der foregår i klasseværelserne – og hvis ikke udviklingstiltagene når den enkelte lærer, når de aldrig eleverne. 

Derfor har jeg sendt et brev til undervisningsminister Mattias Tesfaye og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund. Gordon Ørskov Madsen og Regitze Flannov fra Danmarks Lærerforening har også fået en kopi.

Vi bliver nemlig nødt til at indse, at lightudgaver af forskningsbaserede udviklingsprojekter såsom co-teaching og Nest, ikke får den ønskede effekt, hvis ikke politikere, skoler og kommuner overholder de betingelser, der er nødvendige for at få projekterne og pædagogikkerne til at lykkes.

I bedste fald medfører lightudgaverne spild af gode ressourcer, og i værste fald ender det med frustration og modvilje mod udviklingsprojekter blandt skolernes medarbejdere.

Forberedelse, respekt og vedholdenhed

Jeg ser tre hovedårsager til, hvorfor de sidste mange års udviklingstiltag ikke er lykkedes.

Det første handler om, at man ikke forbereder lærerne ordentligt, inden et nyt projekt går i gang. 

Lærerne er blandt andet nødt til at være fagligt rustet på til at gå helhjertet ind i arbejdet med en ny indsats- eller undervisningsform, men det lykkes alt for sjældent at sikre den nødvendige kompetenceudvikling – hvilket går ud over både opbakningen og accepten af udviklingstiltagene.

Alt for ofte gennemføres udviklingstiltagene også uden den tilstrækkelige respekt for de betingelser, som forskningen stiller. For eksempel gennemføres implementeringen af co-teaching ofte uden respekt for, at den ene lærer skal have specialpædagogiske erfaringer og kompetencer og uden den nødvendige forberedelsestid. Discount-udgaver af Nest-pædagogik ses også. 

Den sidste årsag til, at udviklingstiltagene falder til jorden, handler om vedholdenhed. Det er afgørende, at parterne i et projekt har aftalt, hvordan man holder fast i den praksis, man har sat i gang. Det har blandt andet Nest-pædagogikken en stor opmærksomhed på.

Hvem skal så sørge for, at disse forhold overholdes? I folkeskolen er det først og fremmest de kommunale chefer og skoleledere, der er ansvarlige. De skal sikre, at der er tid til netværksmøder mellem projekternes nøglepersoner og yde den nødvendige ledersparring.

Skolepsykologerne skal tilbage

Hvis vi virkelig vil rykke skolen, skal faglige ressourcepersoner som f.eks. PPR også inddrages langt mere aktivt i skolernes udviklingsarbejde. Lige nu arbejder de alt for ofte alene og mest med det, man kan kalde ”brandslukningsopgaver”.

Derudover skal vi sikre, at PPR-medarbejder har den nødvendige pædagogiske og didaktiske legitimitet, så de kan bruge deres faglige baggrund i samarbejder med lærerne, når et udviklingsprojekt sættes i gang.

Her er det problematisk, at PPR-psykologerne over de seneste 30 år mistet legitimitet i takt med, at de læreruddannede skolepsykologer er gået på pension.

Derfor er der behov for, at man igen kan ansætte læreruddannede psykologer i PPR. Det er nemlig det samlede samspil mellem skolechefer, skoleledelser, lærerne, de faglige resursepersoner og PPR, der kan sikre det tilstrækkelige tværfaglige fundament, der skal til for at løfte de svære udviklingsopgaver i folkeskolen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk