Lærer på behandlingshjem: Sådan skaber jeg tryghed for mine elever

I mine mange år som lærer på et skole- og behandlingshjem er det blevet tydeligt, hvor afgørende det relationelle rum mellem mine elever og jeg er. Det er her, der kan skabes en tro på, at vi sammen kan gå nye veje.

Det er afgørende, at eleverne får en oplevelse af sikkerhed og tryghed og en stabil hverdagsramme. For trygheden skal være etableret, før vi kan gå i gang med den faglige udvikling.

Flere af de elever, jeg arbejder med, har dårlige erfaringer med sig fra tidligere relationer. Derfor har de som udgangspunkt negative forventninger til det at indgå i relationer med andre. De har før slået sig på livet og vælger at gøre det, der for dem føles sikrest. Det kan f.eks. udspille sig i modstand, afvisninger eller tilbageholdenhed.

Her er det vigtigt, man viser hver enkelt den tryghed og den opmærksomhed, der skal til, for at de tør danne nye erfaringer med relationer. En sikkerhed der ikke opstår med ord, men som skal føles helt ind i den enkeltes nervesystem.

I mit arbejde observerer jeg elevernes reaktioner fra start. Jeg udstikker meget få instrukser. Jeg viser dem, at jeg har tillid til, at de er eksperter i deres eget liv, og at jeg ønsker at lære af dem. Det er først og fremmest min person, de skal føle sig sikre ved. Hvis følelsen af sikkerhed forsvinder, mister de modet, og kan få behov for at lukke af, devaluere eller afvise helt.

Man skal ikke ændre på eleverne

Det hjælper mig, at arbejdet med at skabe den trygge relation foregår i mit klasserum. For hvis en elev oplever, at andre tør give sig hen, tør lave fejl eller tør blive vrede, så kan det blive lettere at finde modet frem selv.

Jeg skal ikke skal ændre på eleverne, selv om de til tider har uhensigtsmæssige måder at agere på. Det er vigtigt for mig, at de oplever, at jeg kan holde til dem, præcis som de er, med alt hvad de indeholder. Mit fokus må være at styrke relationen til eleverne.

Her viser jeg, at jeg kan holde til, at de er uenige med mig. At jeg er vedholdende, og har en viden om, hvad der skal til. At jeg har blik for det næste udviklingsskridt. Jeg prøver ofte at skabe ordløse stunder, hvor et blik, et smil eller et tryk på skulderen viser, at jeg holder ved på en omsorgsfuld måde. Ord kan ikke alene skabe den følelse.

At opbygge en relation er også et samarbejde, og her må man være særligt opmærksom på elevens små invitationer og initiativer. Måske inviterer de til at se en video på TikTok de synes er sjov eller tilbyder at hjælpe mig med at koge vand til kakao på lærerværelset.

Det kræver stor opmærksomhed

Nogle af mine elever har tidligt lært, at det er livsnødvendigt at tage styring og sætte retning. De kan have en meget tydelig mening om, hvordan tingene skal foregå i skolen.

De har dårlige erfaringer med at vise sårbarhed, og de kan bruge en del energi på at være afvisende. De kan være direkte og grove i deres sprog og kan fremstå kommanderende i deres fremtoning. Her skal jeg ikke bare spille med musklerne og få dem til at rette ind.

Jeg er opmærksom på, at når jeg føler mig forurettet og urimeligt behandlet og har lyst til at tage afstand, regulere og sanktionere, er det bedste middel at investere endnu mere i relationen. Det kan føles meget modsatrettet og kræver stor opmærksomhed og energi fra min side. Jeg kan f.eks. invitere dem til spil de holder af, huske at spørge ind til ting, de har fortalt mig om, og etablere situationer, hvor vi kan grine sammen.

Målet er at eleverne får en tro på, at jeg har lært dem at kende, og at jeg ved, hvad de kan holde til. Så ved de af levet erfaring, at jeg samler dem op og tager ansvar, når de falder.

Det kan føre til, at de langsomt tør gøre ting på nye måder, og det er sejre, der skal fejres. De skal mærke, at jeg finder dem værdifulde og dejlige, præcis som de er. Alt kan tage fart derfra. Nye mål kan nås. Først hånd i hånd og derfra på egen færd med vores relationelle rejse i bagagen.