Forældresamarbejde er som at gå til eksamen

Forældresamarbejdets stadig gentagne, lidt anspændte ritualer må afløses af en åben, tryg og professionel dialog, der bygger på en præcis opfattelse af samarbejdets hvorfor, hvad og hvordan

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til en diskussion af en sådan fornyelse er denne bog et godt udgangspunkt. I forordet skriver Steen Hildebrandt følgende: "Forældresamtalen er ikke en pligt; er ikke en formel og rituel handling, som skal gennemføres og overstås - det er en mulig kilde til barnets udvikling, dannelse og opdragelse". Bogen handler om forældresamarbejde i daginstitutioner og skole.

Nye teorier om barnets udvikling er grundlaget for de mange gode forslag til praksis. Så snart barnet er født, er det et socialt væsen, der ønsker kontakt. Et af grundtemaerne i vores udvikling hele livet er, at vi lærer om andre og om os selv gennem relationer i sociale fællesskaber. Børnene søger anerkendelse og kontakt, og voksnes reaktion på denne søgen er afgørende for, om de også i denne kontakt kan opbygge en selvstændig integritet.

Lærere, pædagoger og forældre har også skabt deres opfattelse af sig selv og verden gennem relationer med andre. I forældresamtalen må de professionelle være opmærksomme på, at erfaringer - destruktive og positive - fra tidlige faser af deres liv kan spille ind i deres reaktioner, især i konfliktsituationer.

Løsningen af et problem i forbindelse med barnets læring og udvikling består ikke i at finde fejl hos barnet, men i at finde ud af, hvordan relationer mellem forældre, de professionelle og barnet kan ændres. Lærerne/pædagogerne er ledere af og har ansvaret for kvaliteten i dialogen. De må kunne give rum til aggressioner og synspunkter, de ikke er enige i. De træffer som ledere af processen de endelige beslutninger, men må være lydhøre over for forældrenes ønsker. I bogen er der en række glimrende eksempler i form af cases, som illustrerer forfatternes synspunkter, og der er mange praktiske forslag til forældresamarbejde og spørgsmål til diskussioner.

At magte en forældresamtale kræver også, at de professionelle har styr på deres egen fagpersonlighed. De skal kunne forholde sig til sig selv og vise empati over for forældrene og kunne beskrive personlige og faglige problemer på en præcis og konkret måde. For at kunne agere professionelt må man uddannes ved træning og refleksioner over egen praksis, have supervision af en eller anden art, inddrage sit team og sætte sig ind i et teoretisk grundlag.

Et afsnit til sidst til forældrene virker malplaceret. Det kan ikke læses af de fleste forældre, og et andet komprimeret, opsummerende teoretisk afsnit fremkalder modtagerforvirring. Den meget ideelle praksis, der beskrives i bogen, stiller store krav til lærerens personlige integritet og selvtillid.

Men generelt kan bogen kraftigt anbefales som grundbog og inspiration til et dybtgående og seriøst arbejde med et professionelt forældresamarbejde - på et både teoretisk og praktisk niveau.

Powered by Labrador CMS