Musical med hajer og klumpfisk

Gæster på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals undrer sig, når de møder børn klædt i plusfours og med underlige hatte. De skal først lige blive klar over, at de unge er i gang med de sidste prøver inden opførelsen af Jules Vernes »En verdensomsejling under havet«

Publiceret Senest opdateret
Hele koret på scenen foran kæmpeakvariet. Flere af eleverne har mange roller undervejs i forestillingen som matroser, kannibaler, folkeliv og kæmpeblæksprutte
Kaptajn Nemo – alias Rasmus Frederiksen – i en tænksom stund med billedet af sin afdøde hustru i hånden

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fire millioner liter vand som bagtæppe. 30 syngende og spillende elever. En dykker. To entusiastiske lærere. En klassiker. Tre kommunale institutioner og et museum samt en stime hestemakreller, nogle knurhaner, hajer og et par klumpfisk.

Det er opskriften på en spændende oplevelse med Lørslev Skoles kor i Hjørring, der inviterer på »En verdensomsejling under havet« frit efter Jules Verne og opført på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Lørslev Skole har mange års erfaring med korarbejde, men dette er deres største udfordring, og de medvirkende er selv begejstrede over musicalens kulisse, der tilfører stykket en ekstra dimension. Det virker som en særlig kommentar til begivenhederne på scenen, når en haj kigger nysgerrigt ud, eller en klumpfisk svømmer adstadigt forbi i en stille scene.

De 30 elever er fra 2. til 7. klasse, og flere af dem har mange roller undervejs i forestillingen. Som matroser, folkeliv på gaden i 1866, besætning på den mystiske undervandsbåd, kannibaler og kæmpeblæksprutte.

Man lærer sammenhold

»Det har været fedt at være med«, siger Maria Kristina Rump fra 5. klasse. Hun synger en solo i forestillingen, og ellers spiller hun xylofon, keyboard og klaver i orkestret.

»Jeg tror aldrig, vi får lov til at opleve noget større end dette, og det er noget, man kan huske, når man bliver voksen. Det her er meget større end skolen, den er bare lille«.

Maria Kristina Rump mener, at hun lærer at spille, bliver bedre til at synge og ramme de rigtige toner og til at vise sig frem for andre mennesker.

Kaptajn Nemo alias Rasmus Frederiksen fra 7. klasse fortæller, at det er hårdt at øve, men at det også er skidesjovt.

»Det bedste er, at Verdensomsejlingen opføres her på Oceanarium, og det værste er ventetiden«, siger han.

Kaptajn Nemo er ikke med i de første scener, så han må sidde en del og vente. Men han har prøvet det før. Han spillede Svinedrengen i 2. klasse.

»Man lærer et rigtig godt sammenhold her, og at alt ikke handler om én selv«, mener Rasmus Frederiksen.

Prøver på Oceanarium

Nogle af gæsterne på Nordsøen Oceanarium undrer sig, når de møder børn klædt i plusfours og med underlige hatte. Men forestillingen foregår i 1866, og tøjet skal jo passe. De sidste prøver foregår på Oceanarium, så alle detaljer i opførelsen kan tjekkes. Elever og lærere fra skolekoret opholder sig på lejrskole et par dage i Hirtshals.

Mathias får lov at sætte Verdensomsejlingen i gang. Han kommer cyklende hen over scenen, der befinder sig foran det kæmpestore akvarium, der dog i begyndelsen af forestillingen er dækket med et stort lærred.

Her vises dias med malerier, som elever fra billedskolen har produceret. Eleverne herfra har også skabt de store farvestrålende fisk, der hænger ned fra loftet i en silkepapirstangskov.

Under lærredet udspiller folkelivet sig. En avisdreng råber dagens store nyhed ud over gaden: »Har I hørt det sidste nye. Endnu et skib er forsvundet, 100 søfolk er væk«. Og byens måbende befolkning stopper op og taler om søuhyret, kæmpenarhvalen eller måske - helt ufatteligt - en kæmpestor ubåd.

»Vi har store problemer her, Leif, vi mangler monitoren. Men vi må videre nu«, siger Tina Vestergaard. Hun er en af de to drama- og musiklærere, og hun sidder foran scenen med manuskriptet og styrer musicalens gang.

Leif Kjær Jakobsen er den anden lærer. Han styrer orkestret og løber indimellem op til de elever, der står ved teknikerpultene, for at klare et problem.

Professor Pierre Aronnax og hans tro tjener Conseil kommer ind på scenen. De skal med fregatten Abraham Lincoln ud for at lede efter kæmpenarhvalen.

»I skulle have været klædt om. Vi mangler Steen og Hans«, lyder det fra Tina Vestergaard, da en matros dukker op. Resten af matroserne har ikke fået klædt om endnu. Skolens sekretær er med på lejrskolen og holder styr på omklædningsrummet. Hun får et par matroser ind på scenen.

Lydeffekterne kommer heller ikke, lige når de skal. Lærerne griner og taler om at indlægge lidt hyggemusik med måger, mens børnene får klædt om. Manuskriptet får tilføjet et par noter om et problem, der skal løses.

Så kommer en flok matroser løbende, et ror er dukket op på scenen, og det er tid til en matrossang, mens de spejder ud over vandet efter uhyret. En spiller søsyg, så man tror, det går galt.

Flydende objekt om bagbord

Skingre sirener og rock afbryder. Et flydende objekt er observeret om bagbord.

»Kunne I ikke nok lade, som om I er bange?« spørger Tina, og eleverne begynder at skrige. Dén skal lige øves igen.

»Morten, hvor bliver du af? Det er din vigtigste opgave. Du skal køre det lærred op, når musikken går i gang«. Morten skynder sig at få lærredet op, og akvariet med fire millioner liter vand åbenbarer sig. Foran på dørken ligger fem mennesker slået omkuld. Musikken bliver stille.

De fem er havnet i kaptajn Nemos ubåd.

Ventetid og koncentration

Verdensomsejlingen er et stort projekt, som skolekoret har arbejdet med i flere måneder. Publikum bliver præsenteret for en stille undervandsbegravelse, lystig sang, rockmusik, frygtindgydende kannibaler og mytteri.

Lørslev Skole har en stor kortradition, og de to lærere bag musicalen har mange ideer. Tina Vestergaard har skrevet musicalen, og Leif Kjær Jakobsen var hendes barselsvikar i musik. Ingen af dem ønskede at slippe musiktimerne og koret, men sammen med skolelederen og Hjørring Musiske Skole fandt de en løsning. Et samarbejde, hvor den ene er ansat af skolen og den anden af musikskolen.

Faget musik er udvidet og omdøbt til »Den musiske time«, der indeholder musik, sang, billedkunst og drama. Det er én lektion torsdag eftermiddag.

»De elever, der melder sig, skal være indstillede på, at det ikke kun handler om sang og musik som tidligere. Det har været svært for nogle elever«, fortæller Leif Kjær Jakobsen.

Lærerne har brugt det første halve år til at lære eleverne at kende, og stykket er skrevet specielt til de enkelte elever. De har selv måttet beslutte, om de ønskede en stor eller lille rolle.

»Men når man så har meldt sig, kan man ikke melde afbud eller springe fra. Vi har forventninger til dem, og de yder meget. Vi vil det musiske på skolen«, siger Leif Kjær Jakobsen.

»Vi træner dem i ventetid og koncentration, og vi tror på, at de kan overføre det til andre faglige sammenhænge. Det giver succesoplevelser for alle at være med i musicalen. Måske kan man synge den smukkeste solo, selv om man ikke er så fagligt dygtig i andre fag«.

Den musiske times lektioner er blevet samlet, så efter forestillingen er der ikke flere i resten af skoleåret.

De elever, der ikke deltager i musicalen, har fagdage, mens det koncentrerede øveforløb på Verdensomsejlingen finder sted. Nogle af eleverne arbejder med Jules Verne til en udstilling på skolen.

Musical med dykker

Lærerne fortæller, at målet har været at sætte sig i en umulig situation. Derfor blev det til en musical under vandet. Det virkede jo ret umuligt. Så kom ideen med at opføre stykket på Nordsøen Oceanarium.

»Da vi skrev ansøgningen, viste det sig, at de på museet netop havde haft et møde om at prøve at inddrage nye samarbejdspartnere. De tilbød at stille en dykker til rådighed«, siger Tina Vestergaard.

Derfor indeholder prøven også en sekvens, hvor kaptajn Nemo taler gennem det 41 centimeter tykke glas i akvariet med dykkeren. De skal have styr på, hvor hurtigt dykkeren kan hente en skattekiste i skibsvraget på havbunden. Dialogen mellem de to skal afpasses tidsmæssigt.

»Vi vil gerne have noget formidling med, og derfor taler dykkeren og Nemo også om knurhaner, sild og makrel, så vi får dét med«, fortæller Simon Madsen, der er formidlingschef på Oceanarium og én af de dykkere, der har en rolle i forestillingen.

Sælerne fodres

En kæmpeblæksprutte kommer ravende ind på scenen. For tidligt. Om igen. Og blæksprutten kommer væltende ind på scenen. For tidligt.

Eleverne griner, prøver igen, og nu kniber det lidt med koncentrationen. Prøven har varet i to timer. Kaptajn Nemo går i gang med sin tale om, at menneskeheden ikke bør reddes. Så lyder det over højttalerne: »Hallo, hallo - sælerne bliver fodret om ti minutter«. Først på dansk, så tysk, engelsk, svensk og endnu flere sprog. Men elever og lærere har prøvet det før. De smiler og får styr på slutningen - en kamp med blæksprutten, larm og lys og så stille musik. Laura som Conseil synger, og Verdensomsejlingen slutter.

Jules Verne i Hirtshals

30 elever fra Lørslev Skole i Hjørring har opført musicalen »En verdensomsejling under havet« otte gange for over 1.500 gæster. De fem gange var skoleforestilling for 3.-6.-klasserne i Hjørring Kommune. Forestillingerne blev hurtigt udsolgt.

Musicalen er blevet til i samarbejde med musikskolen, billedskolen og Nordsøen Oceanarium. Oceanarium udviklede et naturfagligt undervisningsforløb, der tager udgangspunkt i Verdensomsejlingen. Når eleverne havde set musicalen, blev de bagefter inviteret til »Nordsøen rundt på 60 minutter« med Skoletjenesten.

Verdensomsejlingen er støttet økonomisk af kommunen, der blandt andet har betalt transporten til skoleforestillingerne. Den Musiske Skole har betalt bustransport, lejrskole og noget af lærerlønnen. Resten har Lørslev Skole betalt.

Læs mere på www.verdensomsejlingen.dk

Her er også videoklip og to sange med noder