Det, har altid knyttet sig sorg til det at forlade sit fædreland for at flytte til et andet land. Men der er også forventninger og drømme, som det nye land kan imødekomme mere eller mindre heldigt.

Med integrationsloven fra 1. januar 1999 - der lægger opgaven med integration af flygtninge og indvandrere ud til kommunerne - kom også muligheden for at oprette integrationsråd. Kommunalbestyrelsen kan enten selv tage initiativet, eller mindst 50 borgeres opfordring og underskrift kan tvinge den til det.

Integrationsrådet har til opgave at vejlede kommunen om måden, integrationsbestræbelserne gennemføres lokalt. Det gælder både den integrationsopgave, loven pålægger kommunerne, og kommunens egne integrationsprogrammer.

Ud over repræsentanter fra dem med flerkulturelt tilhørsforhold er vist ingen mere oplagt, medlemmer af Integrationsrådet end netop lærerne. Der skal være mindst syv medlemmer. Det er vigtigt, at rådet og dets kommunale sekretariat ikke knyttes til en enkelt forvaltningsgren, men at det går på tværs af alle forvaltningsgrene, og at der udarbejdes delmålsætninger for integrationsarbejdet inden for alle relevante områder.

Den bedste form for integration er at blive taget venligt ved hånden fra første dag og blive ført ind i normer, regler og sprog samt hurtigst muligt at komme ind på det danske arbejdsmarked. Det er der i øvrigt bedre mulighed for, end der har været længe. Den faldende ledighed har skabt en fornyet forståelse for udviklingen af et rummeligt arbejdsmarked med plads til også dem med flerkulturelt tilhørsforhold. Mange kommuner og store arbejdspladser indfører for tiden principper om etnisk ligestilling i deres personalepolitik. Der er ingen tvivl om, at det er langt sundere at blive integreret via det arbejdsomme danske arbejdsmarked end via livet med integrationsydelse og kontanthjælp.

Det er også værdifuldt, hvis en del af indføringen kan ske gennem undervisere, der selv har en anden etnisk baggrund. Det giver ofte troværdighed i prægningen - med hvad det indebærer af identifikation. En blød integration kan også indebære mor-barn-grupper, hvor der sker indføring i normer for børns opvækst i Danmark. Og at det ikke mindst er vigtigt, at børnene får lært at tale dansk - om end indlæring af normer, værdier, moral og traditioner bedst sker gennem forældrenes modersmål og hjertesprog.

Daginstitutionerne skal også præsenteres som et sted, børn i Danmark hører til, og hvor det danske sprog og hverdagsliv kan læres i den lærenemme alder. Både institutionerne og skolerne er nogle af de få danske fællesskaber, mennesker med flerkulturel baggrund har adgang til - ud over arbejdsmarkedet. De må så også lære og forstå, at man kommer på sine børns skole og deltager i forældremøder, fælles arrangementer og det demokratiske liv. Det samme gælder den pædagogik og måde at omgås børn på, som vi har her.

Jeg vil i øvrigt gerne udtrykke min store respekt for Ishøj Kommune, hvor 22 procent af borgerne har flerkulturelt tilhørsforhold, og hvor der alligevel aldrig er alvorlige konfrontationer. I mine øjne bør borgmester Per Madsen og hans kommunalbestyrelse have en medalje. Lad mig derfor slutte med Ishøj Kommunes Integrationsråds mål for folkeskolen, nemlig: 'At de tosprogede elever gives sproglige, kulturelle og faglige forudsætninger, således at de kan deltage i samfundets politiske, økonomiske, uddannelsesmæssige, sociale og kulturelle liv med de samme rettigheder, forpligtigelser og muligheder som andre borgere'.

Gunvor Auken er socialrådgiver i Specialarbejderforbundet