Arven fra 1800

Billedet her er velkendt i skolekredse.

Maleren Malthe Engelsted gav det sent i 1890'erne titlen 'Hos Inspektøren'. Mange har nok også været i samme situation som drengen eller måske som den store mand. Scenen er skildret, så vi får en berettiget mistanke om, at det må være malerens egen barndomserindring.

Men billedet er også en del af vor skole- og kulturarv fra 1800-tallet. Maleriet er en hverdagsfortælling fra den almue- eller borgerskole, hvis rødder går tilbage til 1814.

Her er signaler om autoritet og om en angrende synder, der venter på sin straf. Engelsted har komponeret billedet, så begge personer ser nedad. De to og det stille rum mellem dem er også fortællingen om en skole, hvor læreren på godt og ondt var en person med magt, og som oftest nød almindelig agtelse.

Malthe Engelsted var en af det sene 1800-tals yndede genremalere. Han studerede teologi, men gik over til maleriet og underviste senere i tegning i København. Engelsteds maleri er bemærkelsesværdigt, fordi han har brugt skolelivet som genremotiv. Hans maleri er også et dokument om en skole- og billedform, der fulgte med ind i 1900-tallet, hvor i hvert fald billedkunsten snart kom i oprørt vande.

Almueskole - retskrivning 1903

Enkelte af det tidlige 1900-tals billedmagere fik øje på skolen og læreren, som overvejende var af hankøn. Han blev også offer for et par af tidens tegnere. Her er læreren kommet i vittighedsbladet 'Punch' i anledning af skolelovens krav fra 1903 om retskrivning. Tegneren og journalisten Axel Thiess har skildret en lærer, der nok er af fynsk afstamning: Teksten lyder 'La' mig nu se - sø'e børn, at I ikke glemmer det stumme d i brø` og grø`'.

Med Engelsted og Axel Thiess har vi et par billeder af lærer og elever i byskolen. Hvis vi leder efter tilsvarende billeder fra almueskolen på landet, må vi gå til den ypperste skildrer af jysk folkeliv, maleren Hans Smidth. Han studerede medicin, men skiftede efter et par år til penslen. Kunstskolens akademiske krav og stive arbejdsform ændrede heldigvis ikke den unge kunstners særlige interesse og blik for at skildre almindelige hverdagsmennesker.

Hans Smidth har malet en del billeder, hvor landsbyskolens lærere og elever var motiv. Smidths maleri her fra den lyse skolestue i en jysk landsby og Malthe Engelsteds mørke inspektørkontor er to forskellige sider af den billedmæssige arv, der førte ind i 1900-tallet.

På vej ud af 1800-tallet fik almueskolen og borgerskolen netop for 100 år siden navneforandring til folkeskolen.

Kommunelærerinde

Jo, vist var der kvinder til - i skolens mandsdominerede verden dengang, dem har vi da også billeder af.

Det sene 1800-tals bidske humorist og samfundsrevser, Gustav Wied, kaldte de emanciperede kvinder og især kommunelærerinderne for 'Almuejærn'.

Maleren Aksel Helsted har måske mødt sådan et (en) i sin barndoms skole. Hans maleri fra 1905 af lærerinden, der hører pigen i lektier, er i hvert fald en næsten Wiedsk karakterskildring af en lærer af hunkøn - uden slinger i valsen. Hun er mere malerens virkelige model end en karikatur. Den enkelte elev, situationen og rummet kan give en mistanke om, at vor markante lærerinde er i gang med lektiehjælp eller privatundervisning - en ikke ukendt suppleringsmulighed for mange af datidens dårligt betalte mandlige og kvindelige lærere.

De sidste fik endda mindste takst.

De kvindelige udøvere af lærerfaget blev ligesom deres mandlige kolleger også offer for de humoristiske tegnere, der leverede streger til vittighedsbladene.

Tidens mest populære vittighedsblad, 'Klods-Hans', kostede 20 øre i løssalg.

Her kiggede Aksel Thiess i 1905 indenfor i en københavnsk pigeskole, hvor lærerinden overhører en elev. Teksten til vittigheden er flad, den skal ikke med her, men vi kan da bemærke, at tegneren nok har haft levende model til sin lærerinde. Højhalset reformkjole med slips, lorgnetter og kortklippet frisure. Aksel Thiess har fået det obligatoriske, massive klasseskab og den store kakkelovn med. De velfriserede byskoleelever er i tidens lange pigekjoler med stor blondekrave og forklæde.

Hjem fra skole

Her er børnene på vej hjem fra skole i landsbyen Ring på Sjælland. Det er en efterårsdag kort før århundredeskiftet. De har mødt landsbyens original, som nok har fået en tår over tørsten. Når man er i flok eller mange om det, tør man godt råbe efter tossen, der før har prøvet at være offer. På nudansk hedder det mobning, men resultatet er det samme.

Billedet af de ikke særlig velklædte skolebørn fra landsbyen er interessant, fordi vi nu med sikkerhed ved, at maleren Laurits Andersen Ring har skildret en oplevelse fra sin egen barndom.

Det er endda sandsynligt, at maleren har placeret sig selv i drengeudgave med ryggen til helt fremme ved billedets kant ved siden af en lidt betænkelig kammerat med tørklæde om ørerne. Maleren Laurits Andersen, der på grund af forvekslinger med malerkollegaen Hans Andersen (fra Brændekilde) tog sin fødebys navn Ring som efternavn, var i hele sin kunstnerperiode stærkt socialt engageret. Hans motivverden var ofte dem på samfundets skyggeside. Dem så han - og dem skildrede han med samme ærlige og realistiske penselføring, som han har brugt i billedet af landsbyskolebørnene på vej hjem.

Ring har malet 10-12 skolebørn på billedet. Men deres lærer var dengang ellers vant til helt andre talstørrelser. Ofte var der 60-70 elever til kun en lærer, som omkring 1899 skulle levere arbejde i 246 dage om året.

Ind i det nye århundrede

Vort lille monarki gennemgik som bekendt i 1901 et politisk systemskifte fra udpræget højrevælde til venstredominans. I den forbindelse vender vi senere tilbage til 'degnen fra Hee', læreren og venstremanden I.C. Christensen, som jo blev landets konseilspræsident.

Men det tidlige 1900-tal rettede også opmærksomhed og interesse mod menneskets adfærd, underbevidsthed, drømme, sjæleliv og andre former for liv. Sigmund Freuds tanker og ideer blev udgangspunkt for psykoanalysen, og interessen for barnets adfærd og barndommen voksede.

Endnu stod loven om revselsesretten stadig ved magt. Den var ganske vist formgivet til 'gavn' for det dovne tyende. Den bjergsomme justitsminister Alberti havde netop i 1905 fået vedtaget sin 'Pryglelov'. Det var ikke kun tyendet, men også børnene, der stiftede bekendtskab med lovens bogstav - eller redskab.

I 1903 fik vi en ny lov om 'Den højere Almenskole', som blandt andet indførte mellemskolen og al dens væsen. Den nye lov pillede dog endnu ikke ved bestemmelserne om de gejstliges tilsyn med udøverne af lærergerningen. Det tilsyn forsvandt først med en lov fra 1933, der på det sociale område blev det store reformår.

Forskel på forældre og børn

Drengen har fået klø, vi kan næsten gætte, at beviserne sidder på hans nøgne ryg, der er vendt mod retsskriveren ved vinduet.

Scenen er byretten i 1901, hvor genremaleren Erik Henningsen har fortalt sin historie om drengen, der er anbragt hos de to plejeforældre. Den stivnakkede plejemor og den aggressive plejefar har maleren skubbet helt ud til venstre.

Billedet vakte opsigt, da det blev udstillet på Charlottenborg, hvor i hvert fald den velbjergede del af det honnette borgerskab så billedet. Maleren har ikke ønsket at spille på klasseforskelle, men han har måske villet hædre skoledrengens beskytter, hvis modellen da ellers skulle hedde Peter Sabroe. Den skæggede herre, der holder drengen, ligner nemlig det nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlem, Peter Sabroe fra Århus. Han begyndte som skomagerlærling, men hans journalistiske evner og stærke sociale engagement gjorde ham tidligt i 1900-årene til redaktør og børnenes beskytter og varme fortaler. Peter Sabroe var kras i sine mange angreb på opdragelsesanstalter og børnehjem. Det medførte, at lov om børne- og ungdomsforsorgen blev stærkt revideret, og at en ny Børnelov så dagens lys i 1905. Den indførte blandt andet værgeråd.

En af tidens populære københavnermalere, Paul Fischer, har i 'Klods-Hans' i 1902 fortalt sin historie om en dreng, der i hvert fald ikke har plejeforældre.

Hans velklædte moder har hentet ham i skolen. På vej hjem møder de en fornem dame, som drengen hilser på. Vittighedsteksten lyder: 'Hvem var den dame, du hilste på, Erik?'

'- det var bare en 1.ste klasses moder'.

Vi formoder, at Erik sikkert går i 2. klasse.

I skole om søndagen

Læreren mangler på maleriet her, men han er der nu alligevel - de fleste børn ser jo på ham ude til højre.

To af pigerne er uopmærksomme, og den lille dreng foran i maleriets venstre del ser ud til at interessere sig mere for maleren. Han hed Jens Birkholm, og han boede en del af sit liv i Faaborg, hvor han også blev kaldt 'socialistmaleren'.

Birkholm var en af de fynbomalere, der først i århundredet gjorde tingene i kunstens verden på en anden måde. Han kendte læreren, som vi altså ikke kan se på maleriet fra Asylet i Faaborg. Det var en af byskolelærerne, som havde missionsk ballast fra sin egen barndom. Han holdt ulønnet søndagsskole, og mon ikke det blev gjort med styrke og solid overtalelse? Den slags undervisning blev langt senere i folkeskolen kaldt indoktrinering.

Lektielæsning er også et motiv

En af fynbomalerne eller 'bondemalerne', som visse dele af københavnerpressen nedladende kaldte dem, var Fritz Syberg. Hans farve- og formsprog og motivvalg var også anderledes, end man yndede det på kunstens selvbestaltede højborg på Kongens Nytorv - Charlottenborg.

Den nye tids frontfigurer i billedkunstens verden havde brudt med akademiarven fra 1800-årene. 'Ånden fra Paris' inspirerede de unge billedkunstnere, og det gav frisk luft, nye farver og former og et nyt billedsprog.

I 1918 tager Fritz Syberg os med ind i stuen i sit malerhus, hvor han skildrer hverdagen med lektielæsning. Husets søn Ernst får hjælp af sin moder Anna, mens fader Fritz maler det, han ser.

Syberg har givet os en koloristisk stærk fortælling om en skoledreng i færd med sit vigtige arbejde.

Der var også andre, der havde øje for at bruge lektielæsningen som et motiv. Da kunstneren Edvard Weie malede sit farvestærke portræt af drengen Bent von Müllen, sikrede han sig, at modellen sad stille - ved at lade ham læse lektier. Christianshavner- og Christiansø-maleren Edvard Weie var en af den ny tids stærke kolorister. Han var elev af professor Kr. Zahrtmann, men blev omkring 1912 uvenner med sin gamle lærermester, der hadede al fransk maleri og kultur.

De blev ikke ved

'- lang og tro tjeneste' er en af de vendinger, som gennem årene er brugt i afskedstaler for mange af folkeskolens lærere. De fleste blev jo også ved faget, men andre byttede katederet og pegepinden med talerstol og andre arbejdsredskaber. Ofte skiftede læreren skolelivet ud med det politiske.

Det var måske en idé til en mindre forskeropgave at registrere lærerflugten til politisk hel- eller deltidsarbejde?

Nu er vi så kommet til læreren Jens Christian Christensen, som ikke blev ved med sit degnekald i Stadil. Tidens foretrukne portrætmaler, Herman Vedel, har malet ham i 1916 i en koloristisk, varm skildring af 'manden fra ploven', der begyndte som vogterdreng, blev seminarist og endte som landets konseilspræsident.

Herman Vedels galleriportræt på Frederiksborg Slot er nok mindre kendt end portrættet af I.C. Christensen med ræven bag øret. I 'Blæksprutten' skabte den træfsikre karikaturtegner Alfred Schmidt det spidskålsformede ministerhoved, hvor han anbragte en ræv bag I.C.s øre. En elskværdig tegning i lurendrejerstil.

Degnen fra Stadil blev altså både tegnet og officielt malet, den skæbne er ellers ikke overgået lærere i større stil, hvis vi ser bort fra lærerportrætter af politisk aktive kolleger.

I 1901 blev eksempelvis den unge lærer K. Kr. Sørensen ansat lidt uden for Vejle. Han fik en ugeløn på 17 kroner. Han voksede fast i Vejle, blev medlem af kommunalbestyrelsen og blev i den anledning skildret i portrættet herunder af Vejle-maleren Victor Jensen, da læreren havde 40-års-jubilæum.

Victor Jensen var en alsidig maler, som ofte hentede sine folkelige motiver på Dyrehavsbakken eller i Tivoli. Han underviste også i mange år ved Teknisk Skole i Vejle.

En lærer samler kunst

Vi kan runde siden af med maleriet herover. Den er et eksempel på et almindeligt lærerportræt, som hverken er et politisk galleriportræt eller på anden måde et bestillingsarbejde.

Ordet almindelig passer dog slet ikke i kunstnerisk henseende på den massive lærer i lænestolen. Lærer Lars Andersen er nemlig malet i et dynamisk, stærkt og næsten satanisk portræt i 1922. Maleren Martin Kaalund Jørgensen har skildret en lærer, der må have fyldt meget i sit skolesamfund.

Lars Andersen interesserede sig stærkt for moderne kunst, og han var en af de lærere, der trods en ikke imponerende løn var i stand til at skabe sig en god samling af moderne kunst. Han kendte kunstneren Kaalund Jørgensen, som malede portrættet af ham. Den malende seminarist fra Silkeborg, Asger Oluf Jørgensen, der senere ændrede navn til Asger Jorn, hørte også til lærer Andersens kunstnerbekendtskaber. Det var i øvrigt Kaalund Jørgensen, der for alvor satte Jorn i gang med maleriet. Asger Jorn opfordrede senere med held Silkeborg Kunstmuseum til at erhverve det udtryksfulde lærerportræt.

De byttede til tegnepennen

'Jeg fik min eksamen - dog så skikkeligt, at Københavns Skoledirektion kunne forsvare at optage mig på sin vikarliste'.

Sådan skrev den unge Herluf Jensenius i 1909, hvor han nu skulle på katederet - med store betænkeligheder. Han kom dog levende fra det, blev endda i 1912 fast ansat med 129 kroner per måned. Men det meste af fritiden gik med at tegne. En dag tog den unge lærer mod til sig og gik til Alfred Schmidt, der var tegneriets store navn. Den gamle karikaturtegner mente dog, at læreren manglede uddannelse - udi tegnekunsten.

Alfred Schmidt tog grundig fejl. Til alt held mislykkedes forsøgene på at finde en kunstskole, som ville undervise den unge lærer. Kommunelæreren ville helst tegne, og han fik da også solgt lidt af sine arbejder. Men hans kloge kone kunne se vejen frem. Trods mange advarende familiebemærkninger, 'husk dog den gode faste stilling og den rare pension!', forstod hun, at Herluf måtte forlade katederet. Og det gjorde han så. Viggo Barfod (Ærbødigst) digtede om det:

'Manden først var drengetamper,

skolelærer, den var hamper,

sikket held han har en frue,

for en dag i deres stue

sa' hun: Lille Herluf, hør

smid nu væk dit spanske-rør

du skal være tegner kun.

Den historie laved hun'.

Efter springet fra skolen kom der gang i 'Jus's tegnepen. I 1929 var Danmarks Lærerforening medarrangør ved 'Den Pædagogiske Verdenskongres', som blev afholdt på Kronborg. Det gik ikke stille af, og naturligvis måtte 'Blæksprutten's redaktion sende deres nye, sagkyndige medarbejder, den unge Herluf Jensenius, som kom hjem med sin tegnede rapport. Den fik titlen: 'Den umyndiges røst'. Det er den, der lyder fra vindueskarmen.

Livets gang i Lidenlund

Det kan diskuteres, om vor næste tegnende kollega, Henning Gantriis, også byttede katederet ud med tegnepennen. Han blev ganske vist lærer, men ifølge hans datter, tegneren Ida Gantriis, blev undervisningen ikke til meget, fordi 'jeg ikke kunne styre ungerne', som han sagde. Men lærer var han - og tegnekunstner også. Tegneriet var han født med. Fra sin tidlige barndom tegnede han på alt, i skolen på kladdepapiret, i skolebøgerne og på alt andet papir, han kom i nærheden af. På seminariet måtte hans gamle atlas holde for. Det fik aktuelle randtegninger nær de forskellige lande. Jeg har selv senere forsøgt at abstrahere fra hans tegnede, geografiske påhit, da jeg brugte det atlas.

Henning Gantriis' pædagogiske evner var nu ikke så ringe endda. Det afspejler sig klart i hans kostelige, daglige beretning om, hvordan livet gik i Lidenlund. Den tegneserie leverede han i mange år til Politiken. Og i byen Lidenlund (Lemvig var model) var der naturligvis også lærere og elever. Dem har han spiddet i en klar og venlig streg ofte som en aktuel dagskommentar, hvor han for eksempel kunne berette om lærerens og lærerindens genvordigheder.

En poetisk tegnefortæller

Kære læser, hvis du henter Folkeskolen nummer 42 fra i år frem og blader om til side 40, kan du møde ham selv - vor næste lærer, som heller ikke forblev i klasseværelset. Dér har nemlig Ib Spang Olsen fortalt om lidt af sit lærerliv - langt bedre end jeg kan gøre. Jeg behøver heller ikke tilføje, at han er Danmarks største, nulevende poetisk-dramatiske tegnefortæller.

Men det gør jeg nu alligevel.

Det hører næsten hjemme i matematiktimens mængdelære at forestille sig, hvor mange bløde tegneblyanter han har slidt op i sin lange kunstnertid. Hans blyantstreg har altid været både levende, blød og karakterfuld og samtidig signaleret poesi i ordets bedste forstand. Men han har også kunnet bruge sine fascinerende gråtoner til motiver sprængfyldt med dramatik. Stregen har aldrig været den enkle, konstruerede, hårde, sorte kontur.

Ib Spang Olsen har tegnet næsten alt, bogillustrationer, aktuelle tegninger til artikler, plakater og meget mere. Hans arbejder spænder fra store fortællende vægmalerier på skolevægge, tætsluttende bogillustrationer til de store klassikere, børnebilledbøger og til herlige tegninger til vrøvlevers og rimerier.

Hans levende streg og fantasirigdom har også givet os nye og spændende H.C. Andersen-illustrationer.

Ib Spang Olsen har ikke siddet på første række på Blågaard Seminarium, det fremgår klart af tegningen af seminariekammeraterne set bagfra - med blyantsbideren nærmest. Det er en typisk arbejdssituation præcist opfanget med Olsens sikre blik og blyant. Han signerer sig nemlig også som Olsen i en del af de tegninger, han venligst har fundet frem til vores side i Folkeskolen.

Det var meget svært at vælge blandt de mange kostelige skildringer fra Ib Spang Olsens seminarietid. Men jeg har valgt tegningen, hvor Olsen har fanget det meget talende rygparti af seminarielærer 'Josephsen, der lytter'.

Det næste valg blev tegningen af kammeraten Keld, der dybt koncentreret er i gang med et problem. Her har vi helt fra 1942 alt det bedste fra Ib Spang Olsens blyant.

Ib Spang Olsen brugte 14 år af sit liv på katederet. Vi har i Folkeskolen læst hans egen morsomme beretning om, hvad en opvækst på Østerbro kan betyde for en ung lærer, når han lander som vikar i Gentoftes bedre skolekredse.

I 1948 fik lærer Olsen fast grund under fødderne i Københavns Kommunes heldagsskole, der kun var for drenge. Her var der modeller nok for hans skarpe blik og hurtige, bløde blyant. Vi må nødvendigvis have en af hans gamle elever med her på siden. Måske var han en rod, måske hed han bare Peter og ikke Brian, måske er han her slet ikke mere, eller måske er han nu en adstadig herre omkring de 60.

Vil han mon bestå

Sent i fyrrerne, hvor Spang Olsen stadig var på heldagsskolen, var drengenes store mareridt endnu mellemskoleprøven. Den måtte man jo bestå, hvis man per tradition eller forældres honnette ambition ville gå klogevejen i den delte skole.

I 1948 fandt tegneren Valdemar Larsen et godt emne til årets skoletegning i 'Blæksprutten'. Det blev til en tegning af familiens lyse hoved, som i en sen nattetime før prøven supplerer sin viden. Far og mor ser til med bekymring og med håbet om, at deres lille Peter kommer i den rigtige afdeling.

Den bekymring kunne lægges bort ti år efter, hvor en ny skolelov lyttede til forældrene, hvis de ikke ønskede, at deres børns klasse skulle deles. Men 1958 bør vel også her sættes i relief, fordi vi første gang fik mulighed for, at eleverne kunne til- og fravælge fag. Dengang var det en aldeles umulig og uhørt idé for en del af skolens egne folk.

Fra Jørgensen til Jorn

Fra at være den fattige seminarist Asger Oluf Jørgensen og til at blive den verdensberømte kolorist Asger Jorn er der jo unægtelig et spring. Seminarist Jørgensen har i studietiden også forsynet sine lærebøger med tegninger. I den autoriserede 'Sangbog for Seminarier og Børneskoler' af hr. Emborg gemmer der sig en række tegninger.

Eksempelvis er slutvignetten til 'Vort modersmål er dejligt' blevet til en stramtandet mø med knold i nakken klædt i højhalset kjole med kors i kæde foran. Verset slutter jo 'og hun er så ung - og så yndig ser hun ud'. Det kunne være interessant at vide, hvem modellen har været.

Måske har seminaristen også haft en udvalgt model til den smukke Roselil, som han har slynget sammen med hr. Peder, der jo beviseligt 'kyssed hendes læber med list'.

Kunsten smitter af

Jorns maleri 'Børneleg' fra 1958 er næsten en programerklæring eller et signal om det nye, befriende syn, folkeskolen endelig fik på faget tegning, hvor de faste modeller jo hidtil havde været mønstre, klodser, trekanter og cigarkasser. Fred være med dem og deres former.

Nu hed faget 'formning' med fri udfoldelse. Og præcis her er faget i stor gæld til 1900-tallets kunst. Kunsten lærte på godt og ondt børnene at tegne spontant og 'abstrakt'.

Lærerne så på de rigtige kunstneres produkter og forklarede den - eller forsøgte på det. Det fik tegneren Valdemar Larsen i 'Blæksprutten' til at indfange en lærer, der på lidt gyngende grund udlægger kunsten for de umyndige. Teksten lyder: 'Kan I se, hvordan kunstneren har vist Abrahams sjælekamp ved at skulle ofre Isak . . .?'

'Jamen, hr. lærer, her står, at det er Potifars hustru'.

'Nå ja . . ., men se så da, hvordan Josef vrider sig løs fra den onde kvinde'.

Måske erindringer

Når man ser på Robert Storm Petersens tegninger af skolefolket, får man lyst til at vide mere om hans skolegang. Der er en del variationer i tegningerne af de mandlige lærere, mens Storms lærer(r)inder er mere ensartede - på vej til en type: briller, højhalset kjole, opsat hår ofte med knold i nakken og måske lidt skæghår på hagen. Det er ikke samtidsiagttagelser, men må være kunstnerens erindringsbillede.

Storm P's karikaturer af lærerfolket er egentlig ikke særlig venlige, men heller ikke onde eller bidske.

Sådan var han jo ikke, den store tegnende og skrivende pudsenmager, hvis navn også rangerer højt på 1900-tallets filosofliste.

Eleverne i Storms skolebilleder er tegnet med et kærligt blik og en enkel streg, der viser Storms glæde ved børn. Han tegnede ofte søde, artige piger og drenge med en lille ansats til skæg og ballade. Mon det ikke også er erindringsbilleder?

Fra Storm P's kalotklædte lærer går vi frem til en helt anden type. Tegneren Ole Byskov har skildret en hyggelig, halvskaldet lærer ved Europakortet. Året er 1961, Fællesmarkedet eller EF, som det hed dengang, lå foran. I den anledning har Ole Byskov i 'Blæksprutten' tegnet den vennesæle lærer med strikvest for at fortælle om endnu en af de mange nye opgaver, som folkeskolelæreren også skulle tage sig af. Byskov må have set sådan en lærer med pegepinden et eller andet sted.

Tegningens tekst lyder: 'Bette Børn, I kjære, kom, nu skal I lære -'.

En del af konturen i levende silhuet med de bette, kjære børn kunne være Storm P's.

Indeklima

På vej mod de fodformede pædagoger må vi have den næste lærertype med. Nu er året 1968, hvor samfundet og også skolen beskæftigede sig med det nye begreb 'indeklima'. Det kunne udlægges på mange måder og blev det da også - lige fra kollegialt samvær, larm og ballade og chefers diktatur til temperaturer og trækforhold i klasselokalet.

Tegneren Ejler Kragh har nok med vilje misforstået ordet indeklima, når han gør det til et spørgsmål om dårlig lugt, hvilket naturligvis heller ikke er et fænomen, der er ukendt for lærere.

Kraghs skarpe blik og hans lynhurtige pen indfangede mennesker, han mødte, og hans streger fortæller meget om dem, han har tegnet. Læreren på katederet er tegnet efter model anno 1968, hvor hans type dog ellers var på vej ud af billedet.

Nu er vi tæt på 1970, hvor politikere og Undervisningsministeriet lod høre nyt. Nu skulle folkeskolen leve op til sit navn - folkets skole - skolenævn blev obligatoriske.

Cowboybukser og træningssko

På vej videre fremad må vi ikke glemme kollegerne fra 60`erne. Mange af dem er der vel endnu, men de har nok skiftet udseende eller image.

Dengang gik de under betegnelsen fodformede pædagoger med alt, hvad dertil hørte. Det har tegneren Hans Qvist fortalt om i billedet af de to skæggede herrer fra 1968. Klassekvotienten ser her ud til at være 5,5, men sådan måtte det vel også være, hvis de små rødder ellers lignede dem, Qvist tegnede.

Vi er nu færdig med tresserne og tiden før dem. Vor EF-lærer og indeklimalæreren er gået på pension. Skolefrøkenens kjole og de højhælede, det pæne jakkesæt, slipset og mappen i læder er byttet ud med rygsæk, cowboybukser m/k, T-shirt og træningssko.

Tegneren Claus Deleuran har formgivet en kvindelig lærer i kortærmet hønsestrik. Når man kigger nærmere på hendes rundbueprofil, ser det ud til, at hun inden længe selv vil være med til at forøge fødselstallet i en periode, hvor de store årgange allerede var på vej.

Vi er i gruppearbejdets blomstringstid. Deleuran tegnede altid personer, han kendte. Derfor er der kun ni elevansigter. Det var, hvad der var i tegnerens nabolag. Vor formgivne kollega deler opgaver ud til de elever, der efter de nye lovbestemmelser fra 1975 nu selv skulle være med til at bestemme arbejdsdagens indhold.

Status

Der skulle som bekendt gå lang tid efter 6. Frederiks lov af 29. juli 1814 om: 'Almueskolevæsenet i Kjøbstæderne og paa Landet i Danmark', før vi fik væsentlige ændringer af skolebilledet. Men siden 1958 har folkets skole til gengæld heller ikke manglet nye love og bekendtgørelser - med tendens til blandet landhandel.

Arven fra 1800-årene, som skolen fik med ind i 1900-tallet, var unuanceret, ukompliceret, sort og autoritativ.

Til gengæld er den ballast, vi har med ind i 2000-tallet, nu en broget buket af årsplaner, digitale IT-planer, medarbejdersamtaler, akkordaftaler, timerammer, målsætning, lærerteam, skole-hjemsamarbejde og meget andet. Det er blot en del af de mangeartede vilkår, som landets gode lærerstab alligevel formår at samle til en helhed i hverdagens solide arbejde, hvor læreren, samtalen og bogen stadig er uundværlig.

Men den unge IT-verden skaber nye arbejdsvilkår for lærer, elev og skole. Den samme effektive IT-verden står også klar til at forsyne 2000-tallets skole med værktøjer, hjælpemidler og muligheder eller digitale genveje, som supplerer den traditionelle bog.

Fremtidens lærer vil nok ikke ligne nogen af dem, vi har mødt på de foregående sider. Det har tegneren David Nygaard Eilertsen givet os et humoristisk fremtidsbud på. Katederet er væk, den sorte tavle er blevet digital i storformat, musen er død, skrivetøjet er trådløst, og lærerens hukommelse er bærbar.

Tegnerens signalement er måske slet ikke så langt fra realiteterne i 2000-tallet, hvor du - kære læser - også selv er med til at tegne lærerbilledet færdig - derfor: god arbejdslyst og godt nytår.-Mogens Eilertsen er pensioneret skoleinspektør og forfatter til en lang række bøger med og om kunst.

Herluf Jensenius (1888-1966), privateje

Ejler Kragh (1908-1985), privateje

Hans Qvist (1929-1992), 'Svikmøllen', privateje

Claus Deleuran (1946-1996), privateje

David Nygaard Eilertsen (1978-), Folkeskolen