Det skal blive, som det er, og være, som det var.

Sådan lød ordene i begyndelsen af dette århundrede, når den vestsjællandske forfatter Thorkild Gravlund gav sit bud på fremtiden. Så det er ikke kun navnet, som chefredaktør Thorkild Thejsen på Folkeskolen har til fælles med den danske digter. Angsten for forandringer ligger rodfæstet i dem begge.

For eksempel i Folkeskolen nummer 48, hvor lovudkastet om Centre for Videregående Uddannelse (CVU) i lederen bliver underkastet Thorkild Thejsens kritiske lup.

Hans konklusion er: CVU'er oversættes til Centrenes Vilde Udvikling eller omdøbes til CRN, Seminariernes Reelle Nedlæggelse.

Det påstås, at 'frivilligheden er kraftigt tonet ned', og at 'CVU-bestyrelsen kan få Undervisningsministeriets godkendelse til at lukke seminarier'.

Udgangspunktet var en sammenligning med andre lande.

Altså endnu et skud fra automatknappen. Forandringer er til for at gøre verden mere ond og har altid en beskidt bagtanke.

Jeg genkender ikke de intentioner. Tværtimod.

For at tage det sidste først. Udgangspunktet for lovforslaget er ikke en sammenligning med andre lande, men en analyse af fremtidsvilkårene for de mellemlange videregående uddannelser. Analysen, som blandt andet blev diskuteret i Folketinget den 4. februar i år, viste, at universitetsuddannelserne udgør magneterne i det videregående uddannelsesbillede, og at søgningen til de fire store universitetsbyer truer grundlaget under det regionalt placerede videregående uddannelsesudbud.

Samtidig påpegede analysen, at det er afgørende nødvendigt at bevare et videregående uddannelsestilbud placeret regionalt fordelt i hele landet. For det første fordi den unikke grundstruktur i dette uddannelsestilbud imødekommer en lang række centrale erhverv og professioners behov for kvalificerede medarbejdere. For det andet fordi institutionsstrukturen sikrer udbud af videregående uddannelser og tilstedeværelse af højtuddannede borgere og medarbejdere i hele landet. For det tredje fordi der fortsat er mange unge, der lægger vægt på det praksisnære, målrettede uddannelseselement og/eller på at kunne gennemføre deres uddannelse lokalt.

Cirka 105 mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark kan frivilligt vælge at benytte den nye institutionsform, og CVU-konstruktionen er baseret på et partnerskabsprincip. Altså er frivilligheden sat i højsædet.

Udgangspunktet for fastsættelsen af kompetencefordelingen mellem CVU og de tilsluttede institutioner er en sikring af et nærhedsprincip omkring beslutningskompetencen i grunduddannelsen. Det er nemlig et fornuftigt princip i både demokratisk og økonomisk forstand.

Lovudkastet om Centre for Videregående Uddannelser sigter ikke mod Seminariernes Reelle Nedlæggelse, som det hævdes i lederen. Tværtimod.

Margrethe Vestager

undervisningsminister

Forkortet af redaktionen

Svar

'Ensom sad jeg - på min ø af surhed - i et frådende hav af begejstring'. Cirka sådan skrev professor Hans Brix engang i en anmeldelse. Og sådan burde jeg føle det, forstår jeg på ministeren.

Jeg vil meget gerne have uret i min pessimistiske analyse, og jeg håber, at Margrethe Vestagers optimistiske intentioner får gennemslagskraft. Men de CVU-dannelser, der foreløbig tegner sig, viser, at kun to af de ni ikke ligger i tilknytning til universitetsbyer. Såh . . .?

'Udgangspunktet for lovforslaget er ikke en sammenligning med andre lande . . .' skriver ministeren. På ministeriets hjemmeside www.uvm.dk kan læseren under On-line-publikationer finde 'Redegørelse for det 21. århundredes uddannelsesinstitutioner' og selv tjekke, om det er Folkeskolen eller ministeren, der har orden i historikken. Samme sted kan man finde et link til Evalueringsinstituttets rapport til ministeriet. Det er her, det fremgår, at man i udlandet har brugt ti år på ikke at kunne konstatere kvalitetsforbedringer efter sammenlægninger.

Men selvfølgelig kan foregangslandet Danmark da gøre det bedre end de andre!

Thorkild Thejsen

chefredaktør