En evaluering skal tolkes

Evalueringer betyder ikke så meget i sig selv

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Evalueringerne kommer vrimlende fra alle kanter i de her år, OECD, EU, DE (Danmarks Evalueringsinstitut) og kommunerne.

Det kan man ikke standse, fastslog lektor Peter Dahler-Larsen, Syddansk Universitet, på konferencen. Evaluering er en del af tidsånden.

Men lærerne kan prøve at bemægtige sig fortolkningerne af evalueringerne.

'Der er typisk tre reaktionsmønstre på evalueringer. Mange bliver bange, sure og kede af det', sagde Peter Dahler-Larsen.

'Andre siger, at først må vi have en afklaring af værdierne, kan vi evaluere. Men grunden til, at skolerne bliver evalueret, er netop, at vi ikke længere er sikre på skolens værdier'.

'Og evalueringerne fortsætter lystigt under alle omstændigheder, også uden en værdiafklaring'.

Endelig er der den tredje reaktionsmåde, som Peter Dahler-Larsen foretrækker.

'Man kan indtage den holdning, at en evaluering hjælper én til at reflektere hurtigere og klogere. Så kan man være med til at definere i stedet for at føle sig defineret'.

'Tricket er nemlig, at målingen i sig selv ikke betyder så meget. Det er, hvordan den forstås og tolkes, der får afgørende indflydelse på konsekvenserne af en evaluering'.

At være professionel

En sådan offensiv evalueringsforståelse vil også få betydning for udformningen af en professionsetik, mener Peter Dahler-Larsen.

'At være professionel handler ikke blot om at tage vare på sin egen etik. Det handler også om at bruge sin særlige viden til at forvalte et mandat, man har fra samfundet; også selv om samfundet i øjeblikket har problemer med at holde sig selv ud rent værdimæssigt'.

For en lærer må det handle om at 'gide forklare os andre', hvordan 'vi' skal forstå evalueringer af skolen.

'Lærerne skal gide at tilbyde os en fortolkningsramme, som er pædagogisk og fagligt forankret, men rækker udad til os andre'.

'For eksempel forklare os, at den store læseundersøgelse målte funktionel læsefærdighed, ikke indholdmæssig læseforståelse'.

Lærerne må i det hele taget forklare forældre og presse, at skolen arbejder med for eksempel undervisningsdifferentiering og ansvar for egen læring af de og de grunde.

'Så kan lærerne selv spille en trumf i stedet for løbende at blive trumfet af brugerne', sagde Peter Dahler-Larsen.

Ingen fælles værdiparaply

'Skolen og samfundet som sådan har i dag ikke en fælles værdiparaply. Derfor er det vigtigt, at skolen gider producere fortællinger, der handler om vores børns undervisning'.

'Det skal være fortællinger, der handler både om det pædagogiske og om, at eleverne faktisk er nye medlemmer af samfundet'.

Peter Dahler-Larsen sad i debatpanel med et halvt dusin af forfatterne til Lærerforeningens nye bog 'Vi lærer for livet - hele livet'.

Formand for pædagogisk udvalg i DLF, Jørgen Stampe, gjorde opmærksom på, at lærere verden over gennem den internationale organisation Education International (EI) allerede har aftalt at bruge Internettet, når fortolkningskampen om den nye OECD-evaluering går i gang i 2001.

Ligesom EI allerede har været med til at vinde et slag, der fik de bløde værdier med ind i denne nye undersøgelse.

Professor ved Danmarks Lærerhøjskole, Klaus P. Mortensen, hævdede, at mange evalueringer simpelt hen er tidsspilde. Forskningschef ved Danmarks Pædagogiske Institut, Poul Skov, mente, at det er vigtigt at fastholde skolen som kulturinstitution. Den må ikke blive en serviceinstitution.

Biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, sagde, at forældrene skal blande sig udenom.

'Børnene skal lære, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt, og lærerne er de eneste, der kan. Ikke fordi de er dygtige, men vi ser ikke vores børn, det gør de. Og vi skal lade være med at blande os'.jvo