Vision: Lærere underviser for livet, er elevernes forbillede og skaber livsduelige mennesker.

Skrækscenarie: ISS overtager folkeskolerne med styring fra minut til minut.

Vision: Avisforside: 'Prins Nikolaj vælger seminariet'.

Blot et par udtryk fra konferencen 'Danmarks Lærerforening i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse', som fandt sted to dage i sidste uge i Rebild Bakker. Med til konferencen var en repræsentant fra næsten alle kredsstyrelserne, det meste af hovedstyrelsen og en række inviterede repræsentanter fra organisationer, som DLF samarbejder med.

Det var identitetsbureauet e-Types, der havde planlagt konferencen i samarbejde med Udviklingsudvalget i DLF. Planen er, at konferencen munder ud i en mini-bog, og at alle kredse - alle lærere - skal diskutere fremtiden for DLF.

Konferencen var opbygget med arbejdsgrupper, der skulle præstere visioner og skrækscenarier samt komme med varemærker, der kunne 'sælge' læreren. Der skulle tages udgangspunkt i den enkelte lærer og lærerens identitet, for at DLF kan handle ud fra det. Grupperne skulle finde ud af, hvad læreren kan, hvad læreren står for, hvordan læreren er, og hvordan læreren fremstår.

Ved slutningen af konferencen skulle grupperne hver hænge fem udsagn op på en lang tørresnor - 40 udsagn i alt - og deltagerne skulle så stemme på de to, de mente var bedst at arbejde videre med.

Der var ingen klare vindere i afstemningen, men en del mente, at lærerne skal gå foran og være ambassadører for egen god praksis, udarbejde en klar mediestrategi, at lærere skal kunne argumentere for deres eksistens ved at synliggøre professionens faglighed, og at begrebet rummelighed skal afdækkes og defineres.

Nødvendig dokumentation

'Læreren har altid en god historie om folkeskolen, men læreren skal lære teknikker til at fortælle den', lød det fra én i gruppearbejdet.

'Vi skal dokumentere skriftligt, vi skal gøre os fortjent til tilliden. Det er vejen frem helt konkret, mener jeg'.

'Ja, helt banalt skal vi nok forklare befolkningen bedre, hvad vores professionalisme egentlig er'.

Gruppen arbejder med at beskrive, hvordan læreren er. De når frem til, at det altid giver en voldsom diskussion blandt lærere, når talen falder på kravet om skriftlig dokumentation i lærerjobbet.

Én fortæller om stor modstand hos en gruppe på hendes skole. De understregede, at de da altid overvejer deres undervisning, og at man må have tillid til læreren.

'Men det flyttede faktisk noget, da vi besluttede at gøre den skriftlige dokumentation obligatorisk. Tingene blev sat i system, og alle reflekterede. Modstanderne indrømmede også, at det endte med at være godt', siger hun.

Også under gruppearbejdet giver den skriftlige dokumentation anledning til en del debat.

'Kan vi tillade, at en eller flere lærere bruger en forkert metode i metodefrihedens hellige navn, bare fordi sådan har hun nu gjort i 25 år', spørger én.

Nej, lyder svaret promte fra en anden. Skolen skal kunne åbnes ud imod samfundet. Folkeskolen skal kunne tåle at få spotlight på sig.

'Vi render jo rundt og påstår, at vi alle er lige gode', siger én.

'Nej, det synes jeg ikke, vi gør mere. Vi siger, at vi kan noget forskelligt, og sådan er det jo også', mener en anden.

Skolen som supermarked

Undervejs i konferencen blev gruppearbejdet afbrudt af input fra forskellige oplægsholdere. De talte om fremtidens samfund, hvor mange skal være vidensarbejdere, og der kun er brug for få servicearbejdere. En talte om spindoktorer og mediernes verden, en anden talte om læring og en om vigtigheden i at kunne fortælle den gode historie.

Hvor står vi i år 2005, lød et spørgsmål til grupperne.

'Mit skrækscenarie er, at vi da har skoler med en fjerdedel anderledes uddannede, og så vil de uddannede lærere flygte fra disse skoler'.

'Mit skrækscenarie er kvindeskolen. Det er den vej, det går. På min skole er vi nu 31 kvinder og tre mænd. Det er ikke godt hverken for lærerne eller for børnene'.

'Min skræk går på tilvalgsskolen. Det totale supermarked, hvor forældrene vælger, hvad de vil have'.

'Jeg frygter den totalt lederstyrede skole'.

Gruppen mente, at en skole skal være bygget på tillid, på at læreren føler ansvar og tager ansvar. Der skal være tillid til, at lærerne udfører deres arbejde professionelt.

Den enkelte og fællesskabet

Rummelighed blev også drøftet i grupperne. Hvor stor skal skolens rummelighed være? 'Der skal være plads til den enkelte, men vi skal ikke udarbejde en undervisningsplan for den enkelte. Vi står også for fællesskabet', sagde én.

'Efterhånden er folkeskolen nok det eneste 'tvungne' fællesskab, der er tilbage'.

'Vi tager udgangspunkt i den enkelte elev, men vi underviser. Vi skal ikke skabe et lavere fagligt niveau', blev det fremhævet.

'Specialundervisningen er faktisk ikke steget i 20 år. Det er de sociale og emotionelle problemer, der er steget en smule'.

Skolens rummelighed og et behov for at få defineret og afklaret begrebet var et ønske i flere grupper, og ønsket endte da også som en seddel på tørresnoren ved konferencens slutning.

Verdens vigtigste job

Første aften på konferencen sluttede med fernisering. Grupperne havde været kreative udi plancheproduktion, slogans, papir-riv, tegning, sang og en lille stump levende billeder.

De store ord var fremme om lærernes glæde ved arbejdet, at børnene betyder alt for lærerne, at læreren vier sit liv til gerningen, og at det er verdens vigtigste job. Iblandet skrækscenarier og visioner blev det en farverig blanding.

Vision: At børnene lykkes som mennesker.

Vision: Læreren er udviklingsorienteret, kompetent, dagsordenssættende og skaber fundament for livslang læring.

Vision: Læreren kan professionelt redegøre for sine kompetencer, metoder og praksis over for omverdenen.

Et slogan sagde: Fra Blødt Klynk til Lærer - med vilje.

Ferniseringen var velbesøgt. Nelson Mandela var der - altså på en fotokopi, og DLF's logo havde fået ny tekst - et lån fra reklamernes verden: Find dig i lærerne eller find dig i hvad som helst.

Der var skræmmende skrækvisioner, fede visioner og rene utopier.

Hvem gør hvad?

Søren Skafte Overgaard fra e-Types opsummerede på konferencens anden dag. Han fortalte, at lærerne tydeligt har behov for anerkendelse, og kom med en opfordring: Udfordr jer selv - vend blikket indad.

Han citerede en lærer på konferencen for at sige: 'Jeg ved ikke, hvor vi er, men vi kan i hvert fald ikke blive her'.

Om den videre vej imod fornyelse sagde han, at lærerne og DLF skal gøre sig klart: Hvad skal vi sige? Hvordan skal vi sige det? Hvor og til hvem skal vi sige det? Og endnu mere handlingsorienteret: Hvad skal vi gøre? Hvordan skal vi gøre det? Hvem gør hvad?

Det var oplægget til det videre arbejde - til DLF, til den enkelte kreds og til den enkelte lærer.

'Jeg har været meget glad for, at vi har fået vedtaget vores professionsideal. Det er jeg stadig, men efter denne konference kan jeg godt se, at det ikke er nok. Vi bliver nødt til at gå ud og fortælle, at vi er professionelle lærere, på en måde så folk forstår det'

DLF's formand, Anders Bondo Christensen 'Man skal kunne fortælle, hvorfor man har undervist, som man har. Dét udstråler professionalisme'

Sagt under gruppearbejde

'Jeg tror, lærerne selv betragter sig som vidensarbejdere, men samfundet betragter lærerne som servicearbejdere på lige fod med en McDonald's-ansat'

Medlem af planlægningsgruppen for konferencen - e-Types'Når vi henvender os til lokalpressen, fortæller vi ikke, at nu har 5.c lavet en musical. Vi fortæller om vores projektorienterede undervisning'

Sagt under gruppearbejde

'Faktisk er der noget kald i at være lærer. Vi har ansvaret for børns udvikling, og vi vier vores liv til gerningen'

Sagt under gruppearbejde'Forældrene ved godt, at det er godt, dét vi laver, men vi skal fortælle borgerne, hvad vi gør'

Sagt under gruppearbejde

'Opgaven her går på læreren, men i gruppen kom det lynhurtigt til at handle om det overordnede niveau. Det er ærgerligt'

Sagt under afsluttende café-møde