Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Livet i 1.b
Skolens sproglige opdragelse af eleverne er uløseligt knyttet sammen med det pædagogiske arbejde. Sproget er lærerens væsentligste udtryksmiddel og arbejdsredskab, og de sproglige omgangsformer i skolen sætter deres præg. Der er skrige og råbe-klasser, og der er stilfærdige klasser, som holder hus med de store ord og den kraftige stemmestyrke. Der er lærere, som konstant taler i kursiv, og der er lærere, som kun undtagelsesvis sætter streg under, hvad de mener.
Eleverne møder jo ikke op som ubeskrevne blade. De er selv et produkt af en sprogkultur i hjemmet og nogle sproglige adfærdsformer i institutionerne. Nogle kæmper om lærerens opmærksomhed, fordi de får for lidt opmærksomhed hjemme, de gør sig gældende, fordi de bærer rundt på et underskud. Andre opfatter sig selv som verdens centrum og har svært ved at indgå i samspil, hvor man snart er aktiv, snart passiv, snart taler, snart lytter. Gideon Zlotnik har brugt betegnelsen trofæbørn.
Nyuddannede lærere får ofte et virkelighedschok, når de i august måned møder deres nye klasser. Det sproglige og det opdragende fylder mere, end de troede. Bare det at skabe rammerne for undervisningen er en kunst. Det blev tusindvis af danskere klar over, da DRTV viste hele to timelange udsendelser om en lærers arbejde med 1.b på Sjælsøskolen i Birkerød. Det var en dygtig og sympatisk lærer med børn, der efter bogen skulle komme fra beskyttede miljøer, hendes kolleger var gode samarbejdspartnere, og ledelsen bakkede fint op. Alligevel stillede mange af timerne næsten umenneskelige krav til læreren.
De to udsendelser har skabt større forståelse for lærernes arbejdsvilkår, end en kampagne i millionklassen ville have gjort.
Tak for det!
Professor Higgins
