Folkeskolen har fået en ny minister - Ulla Tørnæs. Og Danmark har fået en regering, hvor kun det ene af de to regeringspartier - Venstre - er en del af det brede forlig på folkeskoleområdet. Det Konservative Folkeparti er således ikke et af forligspartierne bag den nuværende folkeskolelov. Det bør regeringen ikke lade få indflydelse på det videre arbejde med folkeskolen. Folkeskolen er så vigtig en del af det danske samfund, at traditionen for brede forlig på området ikke må erstattes med grøftegraveri tværs gennem Folketinget.

Jeg siger velkommen til Ulla Tørnæs med åbent sind. DLF er partipolitisk uafhængig. Vi har haft et godt samarbejde med Margrethe Vestager på en række områder, og jeg håber - og vil selvfølgelig arbejde for - at vi også får et godt samarbejde med den nye undervisningsminister. Regeringen har fremlagt sit grundlag under overskriften 'Vækst, velfærd - fornyelse'. Det indeholder blandt meget andet en række forslag på folkeskoleområdet. Nogle af forslagene giver grund til bekymring - andre ser fornuftige ud. Et af fejlskuddene er, at regeringen lægger op til afskaffelse af den obligatoriske modersmålsundervisning. Tosprogede elever får det bedste udbytte af folkeskolen, hvis de kan bruge både deres modersmål og deres danske sprog i undervisningen.

Folkeskolen står netop nu over for en række udfordringer, der kræver et godt samarbejde mellem alle parter omkring skolen. Samtidig er der behov for en resolut politisk indsats for at sikre den fælles folkeskole for alle - uanset om man kommer fra Frederikshavn eller Frederiksberg.

Inden valget henvendte DLF sig til alle medlemmer af Folketinget for at få deres holdning til de store forskelle på vilkårene for undervisningen i folkeskolen. Af besvarelserne kan vi konstatere, at folketingsmedlemmer fra samtlige politiske partier er enige i, at forskellene er for store. Det var Ulla Tørnæs, der svarede på vegne af Venstres folketingsgruppe. Og også folkeskolens nye minister gav udtryk for, at forskellene er for store (se hele Ulla Tørnæs' besvarelse på www.dlf.org). Det er et godt udgangspunkt, når vi skal have sikret et minimum for de rammer og vilkår, der tilbydes for undervisningen. Der har været bred politisk opbakning i Folketinget til at indføre de såkaldte Klare Mål for undervisningen. Vi har valgt at gå positivt ind i arbejdet. Men vi har også benyttet enhver lejlighed til at understrege, at Klare Mål skal følges op af klare rammer. Det, der truer den fælles folkeskole i øjeblikket, er ikke mangel på mål, men en manglende sikkerhed for, at den lokale skole ikke bliver et tagselvbord for kommunalpolitiske besparelsesraids.

Et akut eksempel på decentraliseringens vrangsider ser vi på seminarieområdet, hvor overgangen til Centre for Videregående Uddannelser har betydet, at en række seminarier skal til at købe deres bygninger. Og vel at mærke hente pengene fra den løbende drift. Det drejer sig om de seminarier, der - af tilfældige historiske grunde - hidtil har været ejet af staten. Det vil meget hurtigt betyde forringelser af læreruddannelsen de steder og i værste fald sende kvaliteten ud i et frit fald. Og det vil forstærke de forskelle på seminarierne, som de lærerstuderende i forvejen udsættes for. Vi er konkret i gang med at overbevise ministeren og uddannelsesordførerne om, at der bør gribes ind over for den absurde situation. Men seminariernes virkelighed illustrerer meget godt den virkelighed, som hele folkeskolen er på vej mod: En decentralisering, der betyder så store lokale forskelle, at det truer selve ideen om en fælles folkeskole. Den store udfordring i de kommende år bliver at sætte hælene i over for den decentralisering. Også når det vil betyde begrænsninger i det kommunale selvstyre.

Venstre har netop relanceret en af sine tidligere kæpheste på folkeskoleområdet - nemlig ideen om at gøre elevernes præstationer i forskellige fag offentligt tilgængelige og opstille ranglister for de enkelte skoler. Lad mig her en gang for alle slå fast, at den form for målinger vil være et direkte benspænd for en fornuftig kvalitetsudvikling i folkeskolen. Eleverne og deres forældre har naturligvis krav på en grundig indsigt i, hvordan det går på skolen. Og forældre med skolesøgende børn skal selvfølgelig have mulighed for at danne sig et indtryk af de lokale skoler. Men skolevalget bør ske på grundlag af en fornuftig dialog med skolerne og ikke ud fra golde ranglister, der i virkeligheden ikke fortæller noget som helst om, hvordan en skole fungerer. Jeg håber, at vores nye undervisningsminister i stedet vil tage afsæt i den brede politiske erkendelse af, at forskellene mellem landets skoler er blevet for store. Det giver et godt udgangspunkt for i fællesskab at styrke folkeskolen. Det gør vi ikke ved snuptagsløsninger eller ved popsmarte eksperimenter. Der kræver et langt sejt træk, hvor alle parter omkring skolen bruger de nødvendige kræfter og resurser med udgangspunkt i den eksisterende folkeskolelov.