Når hverdagen vender tilbage

Det kan være svært at huske, hvor relevant det var at kravle gennem edderkoppespind, når travlheden indfinder sig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi må gøre noget. Og det skal være nu'. 'Enig. Men vi skal have både en kortsigtet og en langsigtet løsning'.

Det er midt på formiddagen på lærerværelset. Centerlederen og to af lærerne diskuterer, hvordan de skal tackle problemerne på et hold med urolige elever. For et stykke tid siden opstod der en episode, der skabte utryghed, og dagen før havde der igen været optræk til ballade.

'Vi kan ikke have, at det udvikler sig'.

'Der skal være to lærere i lokalet i alle timer'.

'Det er der allerede nu'.

'Hvad gør vi i dag?'

De er enige om, at der må ske noget, og det bliver foreslået, at hvis der opstår uro, skal den ene af lærerne tage den urolige elev med udenfor.

Lærerne går til timen, og centerlederen tager fat på nye opgaver. En lærer har haft for mange timer, og der skal tages stilling til, hvad der skal ske med en elev, der akut har fået det psykisk dårligt.

Det er november og hverdag på Kalundborgs 10.-klasse-center, og de augustdage, hvor lærere og leder var på teambuildingkursus, synes meget langt borte.

Nogle husker dem dog tydeligt.

'Det var rigtig godt', siger lærer Jimmy Sørensen.

'Jeg så styrker og svagheder ved personer, som jeg siden har kunnet tage bestik efter. Lærte, at de, der virkede svage, også havde noget at byde på, og jeg fik mine egne kræfter prøvet af'.

Kurset har ført til en friere omgangstone.

'Jeg kan tillade mig at sige flere ting til folk, end jeg ville have kunnet, hvis vi ikke havde været på kursus', siger han.

Familieerfaringer

På det urolige hold skal man se film om familieforhold i Danmark. Der sidder allerede nogle elever i lokalet, da lærerne møder op. En af dem beder en elev rykke nærmere.

'Sådan nogle som jer vil jeg ikke tæt på', svarer han.

Efter filmen skal eleverne fortælle om deres indtryk. Det går lidt trægt, men efterhånden kommer flere på banen med egne familieerfaringer. Timen får et tilfredsstillende forløb.

Susan Hansen mener, at teambuildingkurset blev holdt for tidligt, og at det ikke har betydet noget for hverdagen på centret.

'Alle var nye, og vi var fremmede over for hinanden. Derfor endte det med, at vi følte, at vi bare kunne det der med at fungere som et team. Så lige pludselig var det hverdag. Den fælles ånd fra kurset blev glemt, da vi fik for travlt', siger hun.

Det havde været bedre, hvis lærergruppen havde arbejdet sammen i et år først.

'Vi havde ikke noget at arbejde med, fordi vi ikke kendte hinanden godt nok, derfor er rollerne i dag de samme, som de var, den dag vi begyndte. Kurset skabte ikke den grundlæggende tryghed, som kunne have været udbytterig'.

De tre dage, kurset varede, var for kort til at tage de diskussioner, der poppede op. Havde der været bedre tid, kunne det have ført til bedre resultater.

'Jeg vil ikke afvise, at et kursus af den art kan give et godt resultat. Det kan også være, at vi ville have godt af at komme på et igen, men så skal det have en anden form', siger hun.

De to lærere med det urolige hold er opstemte efter timen, og rullebordet med tv-apparat og videobåndoptager triller lettere hen ad de linoleumsbelagte gange. På lærerværelset snakker de om, hvorfor det gik godt. En forklaring kan være, at den mest urolige elev ikke var der.

Godt med genopfriskning

Centerleder Peer Lysemose taler med en lærer om eleven med de psykiske problemer. Hun kan ikke bare gå hjem, fordi hendes mor måske vil tro, at hun pjækker. Skal man ringe og sige, at eleven kommer hjem, eller hvad?

Peer Lysemose er enig i, at det havde været en god ide, hvis man havde kendt hinanden bedre før kurset. På den måde kunne en uheldig episode, hvor en af deltagerne gik grædende bort, være undgået.

'Men vi har lært noget, som vi kan bruge. Mange af os har fundet ud af, at vi en gang imellem skal stoppe op og spørge: 'hvad var det, du var ved at sige?' i stedet for at tonse videre', siger han.

Nogle af øvelserne blev brugt på en introdag og i forbindelse med et såkaldt superdøgn, hvor eleverne opholdt sig på skolen i 24 timer. Ellers er det ikke lykkedes at bruge noget fra kurset i forhold til eleverne.

'Det er en stor proces at tage fat på et nyt center, og nogle af os glemte helheden, da hverdagen begyndte at trængesig på. Nu har vi lige haft en udviklingsuge, hvor vi genopfriskede det, vi lærte om teambuilding. Det har bragt os tilbage på sporet', siger han.

Læreren med eleven, der har psykiske problemer, kommer tilbage og siger, at eleven bare vil have lov til at gå hjem. Hun skal nok selv forklare situationen hjemme.

Eleven får lov til at gå. Imens bliver der snakket vikarproblemer og praktiske gøremål over madpakkerne på lærerværelset. Der er ingen lærer til at tage et par timer med et hold. Den eneste, der er ledig, har i forvejen for mange timer.

Begyndervanskeligheder

Stina Rasmussen synes, det er svært at sige noget om, hvorvidt kurset i teambuilding har givet noget. Kollegerne har et godt indbyrdes forhold, men det havde de måske også haft uden kurset.

'Vi er måske blevet lidt mere disciplinerede. De par gange, vi holdt møde før kurset, var det i alt fald mere kaotisk. Det kørte ud af en tangent. Nu har blandt andre jeg lært ikke at have kommentarer til alting', siger hun.

Der er stor forskel på, hvordan lærerne oplever arbejdsforholdene på det nye center.

John Madsen hører til dem, der tager det afslappet.

'Selvfølgelig er der begyndervanskeligheder. Det vil der altid være, men ellers er det spændende at være med', siger han. 'Kurset i teambuilding har betydet noget kollegialt, men jeg er ikke sikker på, at det vil give noget, hvis det var blevet fulgt op af besøg af nogle af instruktørerne eller af et nyt kursus. Det er dagligdagen, der afgør, hvordan vi kommer videre, og om vi får gang i teamarbejdet. Den kan folk udefra ikke ændre på'.

Han mener, at det største udbytte måske har været, at lærerne hurtigt har fået nogle fælles holdninger over for eleverne. Det er guld værd, når man overtager elever, der har gået på flere forskellige skoler, og som har vidt forskellig baggrund.

Jan Kaare er freelancejournalist

Teambuilding

De ti lærere på Kalundborgs nye 10.-klasse-center var i august på kursus i teambuilding arrangeret af firmaet RTU Link. Umiddelbart efter kurset syntes de fleste, at udbyttet havde været stort. Efter fire måneder med mange skoledage er meningerne delte.

Jeg så styrker og svagheder ved personer, som jeg siden har kunnet tage bestik efter