Lange skoledage fungerer

Eleverne har fået noget ud af Skives forsøg med Leg og Læring, viser evaluering

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoledag fra 8-14. De første tre lektioner med en lærer. Derefter en times frokostpause, hvor lærere og pædagoger planlægger leg og læring frem til klokken 14.00.

Sådan var oplægget til Skives projekt Leg og Læring. Og sådan har skoledagen mere eller mindre været tilrettelagt for elever, lærere og pædagoger i Skive Kommune.

Forsøget er kaldt Leg og Læring og har været genstand for mange skænderier mellem fagforeningerne om, hvem der skal undervise de mindste børn i skolen.

Nu har firmaet PLS Rambøll evalueret indholdet af projektet. Gennem næsten et år har interviewere udspurgt forældre, pædagoger, lærere og skoleledere, som har været involveret i projektet.

Konklusionen er, at Leg og Læring faktisk giver børnene mere tid til at fordybe sig i centrale færdigheder og kundskaber, samtidig med at der er plads til undervisningsdifferentiering, tværfaglighed og projektarbejde.

Faktisk mener PLS Rambøll, at projektet er 'meget tilfredsstillende'.

De fleste af de pædagoger og lærere, der er blevet spurgt, mener, at der er sket en styrkelse af børnenes læring, og at børnene har fået styrket deres sociale kompetencer.

Hovedparten mener, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger har fungeret godt og er blevet styrket gennem projektet. 14 procent mener dog, at ligeværdigheden mellem lærere og pædagoger i mindre grad eller meget ringe grad er blevet styrket.

Langt de fleste vurderer, at de fysiske rammer til projektet ikke er optimale.

Op mod halvdelen af medarbejderne mener, at der i høj grad er skabt helhed i børnenes hverdag.

De fleste af medarbejderne ønsker, at projekt Leg og Læring skal fortsætte.