Hans Vejleskov

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Professor Hans Vejleskov, 66, stopper som professor på Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har været ansat på stedet siden 1966 og har alle årene beskæftiget sig med udviklingspsykologi med særligt henblik på den sproglige og intellektuelle udvikling.

Hans Vejleskov har blandt andet forsket i småbørnspædagogik og skolestart og gennem årene været medlem af alle de skolestartsudvalg, der har været nedsat.

Publikationslisten er imponerende lang med op mod 300 bøger og artikler. Den sidste bog, Hans Vejleskov har udgivet, handler om humor. Det er også et emne, som han vil tage op i afskedsforelæsningen, der har titlen 'Muligheder, magi og morskab'.

Selvom Hans Vejleskov siger farvel til Danmarks Pædagogiske Universitet, siger han ikke farvel til universitetsverdenen. Han fortsætter som censor på Københavns Universitet og vil også fortsat holde foredrag i Folkeuniversitetet, som han en periode var landsformand for. Forfatterskabet skal også holdes ved lige.

7. december holder Hans Vejleskov afskedsforelæsning på Danmarks Pædagogiske Universitet.