DM i hjemmesider

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det uofficielle Danmarksmesterskab i hjemmesider løber af stablen i sidste halvdel af januar 2002, og skoleelever fra børnehaveklasse til 10. klasse inviteres til at deltage. Hver skole kan deltage med flere hold, og hvert hold skal udarbejde en hjemmeside med et tema eller formål, det selv bestemmer. Resultaterne bedømmes på tre kvaliteter: flottest, stærkest, klarest.

80 elever fra Rynkevangskolen i Kalundborg har sammen med webbyen.dk udviklet et helt nyt program til formålet. Det skulle være hurtigt og nemt at bruge. Allerede nu kan man se eksempler på elevfabrikerede hjemmesider på www.vovser.webbyen.dk eller på www.sffilm.webbyen.dk

Konkurrencen indledes den 13. januar 2002 og slutter ved midnat den 30. januar. Bubber afslører vinderne i Snurre Snups Søndagsklub på TV2 den 17. februar. På www.webbyen.dk kan man tilmelde sig konkurrencen og få flere oplysninger.

Pris til naturfagsinitiativMedia Communications Association (MCA) har netop uddelt priser til årets mest velfungerende, kreative og velproducerede video- og multimedieproduktioner. I kategorien Multimedie, ekstern kommunikation gik Guldprisen til Ultimatum Peoplegroup for cd-rommen 'Videnskabet', der er rettet mod folkeskolens 7.- til 10.-klasser. I dommernes begrundelse står der:

'Når man som undertegnede er en rigtig forfinet og snobbet sproglig student, der så på fagene matematik, fysik og kemi med samme begejstring som på en hengemt madpakke, der i ugevis havde forputtet sig mellem bladene i en fysikrapport til 03, kan man godt ærgre sig over, at man ikke i hvidt kridt og sort tavle-tiden kunne møde en så skæg formidler som dette program, der ser på sin målgruppe i øjenhøjde og forbilledligt gør naturvidenskaben levende og vedkommende'.