310 kongresdelegerede stillede deres humane mandat til rådighed for DLF og formanden, som netop fra talerstolen gjorde opmærksom på, at hun hidtil ud fra sit menneskesyn havde taget stilling til indvandrings- og flygtningepolitikken. Nu skulle der vedtages et fælles papir, der jo så ville bekræfte menneskesynet. I en sådan stemning er det klart, at ingen ville udsætte sig for prædikatet umenneskeligt syn. Her var resultatet af afstemningen givet på forhånd. Hvis man kunne krybe ind i hovederne på alle 310, kørte der sikkert parallelle filmruller med billeder af marcherende racister, billeder af angreb på flygtninge, forfølgelser i Europa, som en gentagelse af en frygtelig historie, vi igen og igen har historisk viden om. Her kunne man komme til at mene noget forkert, blive taget til indtægt for fascistoid menneskefjendsk holdning. Og formanden satte trumf på, da det meddeltes, at klasseværelset var stedet, hvor kampen mod den religiøse fanatisme skulle begynde og den sande integration indledes.

Problemet med denne fremgangsmåde er, at det førte til, at ingen spurgte, om det nu også var folkeskolens opgave at integrere på de betingelser, der hersker. Når familiesammenføringsregler fører til, at et overvejende flertal af indvandrere og asyltildelte i både anden og tredje generation finder partnere i hjemlandet ved giftermål, så kan nok så mange dygtige integrationslærere arbejde på sagen, men virkeligheden giver intet løfte om en ændring af tingenes tilstand.

Tværtimod kommer der endnu flere utilpassede ind i landet, dette fastholder en uheldig udvikling, som på længere sigt kunne give aldeles ubehagelige virkninger for det danske samfund. Den religiøse dimension lader sig heller ikke bare behandle væk i en integrationsproces. Religion og samfundsforståelse er en binding, ingen integrationspædagogik kan stille noget op med. Hvis dette er mest sandt, så er udspillet fra DLF udtryk for, at folkeskolen ikke skal være så ivrig efter at udmelde, at nu er lærerne spændt for integrationsvognen. Vi skal først have politikerne til at standse med bortforklaringer på en udvikling, der let kommer ud af kontrol og fører til et uforsonligt enten-eller. Vi lærere er jo også medlemmer af den store samfundsenhed i en befolkning, der næppe lader sig repræsentere af 310 kongresdelegerede.

Torben Thomsen

Aars