Debat

Jeg er oprørt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er træt af, og jeg er skuffet over de vilkår, min forening har forhandlet sig frem til på mine og op mod 6.000 læreres vegne.

Ikke mange tjekker, kontrollerer og kigger nøje på de pensionsvilkår, der gælder for ens ansættelse, når man er ung lærer.

Inden for det sidste års tid er det først rigtigt gået op for mig, hvordan mine pensionsvilkår er.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er jeg oprørt over.

I de sidste udregninger, jeg har læst, viser det sig, at jeg får ned til omkring en tredjedel af den pension, som jeg ville have fået som tjenestemand, hvis jeg går på pension som 60-årig (se flere detaljer i Folkeskolennummer 40 og 41).

Det kan ikke være rigtigt.

Det kan ikke være min forening, med Jon Kowalczyks ord som siddende hovedstyrelsesmedlem, der udtaler på den nyligt overståede kongres, at det vil være at stikke blår i øjnene på folk, hvis man tror, det kan lade sig gøre at rette op på dette inden for få overenskomstperioder.

Det kan ikke være rigtigt.

Nej, sandheden må være, at det skal der rettes op på øjeblikkeligt - altså med kommende overenskomst. Hvad nu, hvis jeg bliver invalid - eller værre endnu dør. Skal mine pensionsforhold så ikke svare til mine kollegers?

Vi - de glemte - der helt uforskyldt er kommet i en meget dårlig pensionssituation, skal se tiden an. Vi må vente på at få rettet op over nogle overenskomster, men kan ikke forvente at komme op på tjenestemandslignende vilkår.

Hvorfor ikke?

Det blev vi da lovet for mange år siden (før 1993). Dengang var udmeldingen, at det på nogle punkter ville være bedre. Vi har måttet tåle en mindre sikker ansættelse. Vi laver dog nøjagtig samme arbejde som tjenestemændene.

Hvordan skal jeg bevare entusiasmen i arbejdet, når jeg bliver så meget dårligere behandlet end mine ellers ligeværdige kolleger.

Enten må jeg straks ved næste overenskomst få en så stor lønstigning, at jeg selv kan lave en ekstra pension, ellers må hullet lukkes, så pensionen er tjenestemandslignende.

Nogen har svigtet, og der skal rettes op. Vi er åbenbart en lille flok, som foreningen har glemt.

En ellers glad for arbejdet-lærer på tolvte år.

Keld Nielsen

Vildbjerg