'Man kan ikke ville både demokratiet og enevældet', fastslår Astrid Schjødt Pedersen i et interview i Folkeskolennummer 44.

Det har hun jo fuldstændig ret i. Men hun bruger udtalelsen til at påstå, at et spinkelt flertal i Københavns Lærerforenings (KLF) bestyrelse har handlet i modstrid med principper og holdninger hos lærerne og har ageret som en virksomhedsledelse. Det er helt forkert. KLF har en vedtaget lønpolitik - der er lidt anderledes end DLF's - og den er overholdt med den meget omtalte forhåndsaftale, vi har indgået for nylig. Politikken foreskriver nemlig, at vi skal fastholde og udbygge lønsummen, fortsætte udbygningen af forhåndsaftalerne - der bygger på objektive kriterier - og blandt andet gøre tillæg pensionsgivende. Det er netop dét, der er sket.

Det er rigtigt, at der blev 'ydet kvalificeret modstand' mod ny løn, og det er faktisk også derfor, jeg har rost LC-lønaftalen (Lærernes Centralorganisation) fra 1999. Men når Astrid Schjødt Pedersen mener, at 'Jan Trojaborg er helt på vildspor, når han angriber DLF for, at lærerne ikke får nok ud af ny løn i dag', har hun ikke forstået budskabet. Det ringe udbytte skyldes ikke en dårlig lønaftale, men at DLF i årene før 1999 sagde nej til den decentrale løn. Det var hér, man stod fast i mudderet og ikke samlede pengene op i tide. Derfor mangler man midlerne til at kunne få ny løn til at virke. I København valgte vi som selvstændig lærerforening at anvende de decentrale lønkroner. Også dengang var der debat om det rigtige i at sige ja til kommunepulje, lokalløn og decentral løn, men hver gang var der tilslutning. Der er altså ikke tale om, at vi er ude af trit med medlemmerne og vedtagelserne. Men der skal på den anden side heller ikke være tvivl om, at der ikke er begejstring for den del af den nye aftale, der i en forsøgsperiode på et år medfører uddelegering af en del af forhandlingsretten vedrørende løn til tillidsrepræsentanterne. På KLF's generalforsamling i oktober vedtog forsamlingen således en resolution, der udtrykte utilfredshed med dette, samtidig med at man tog aftalen til efterretning.

Firmaet Dafolo, der står bag den spændende udviklingsrapport, konkluderer, at DLF savner en tydelig politisk ledelse med klare meldinger. Astrid Schjødt leverer en glimrende illustration på dette ved ikke at ville give sin mening til kende om direkte valg af formand og næstformand. Hun fralægger sig sit ansvar med den tågede bortklaring, at 'det er meget vigtigt for hende, at det er medlemmerne, der diskuterer, hvor DLF skal hen - og ikke udviklingsprojektets formand, der lægger en plan på bordet'. Så har hun undgået at tage stilling til et væsentligt foreningsproblem, undladt at vejlede medlemmerne og bidraget til, at DLF fremstår som et meningsmålingsinstitut, der lodder stemninger frem for at være en fagforening med klare synspunkter, som medlemmerne kan forholde sig til.

Jan Trojaborg

formand for Københavns Lærerforening og medlem af DLF's hovedstyrelse