Tre timers danskundervisning hver dag i en lille gruppe. Det er taktikken i Frederikshavn for at få tosprogede børn til at kunne følge med, når de kommer i skole. Og metoden virker. Siden 1993 har 40 børn deltaget i den intensive undervisning. Den ældste årgang går nu i 4. klasse, og alle klarer sig på niveau med de danske børn.

De tosprogede børn lærte ganske enkelt ikke tilstrækkelig dansk ved at gå i børnehave. Det blev afsløret ved en sproglig screening af samtlige børnehaveklassebørn i Frederikshavn Kommune i 1991. Alle de tosprogede børn var så dårlige til dansk, at de kun ville få sporadisk udbytte af undervisningen i skolen.

Bjarne Klæstrup, som er tale-hørekonsulent i Frederikshavn Kommune, fortæller:

- Undersøgelsens resultat gav os et chok. Det drejede sig om 15 børn, som ikke talte og forstod dansk på et niveau, så de kunne klare sig i 1. klasse. De grundlæggende sproglige strukturer var på plads, men børnene var udstyrede med et rystende lille ordforråd og begrebsverden.

På baggrund af undersøgelsen besluttede kommunen i 1993 at tilbyde alle tosprogede børn en forebyggende intensiv undervisning i dansk året inden, de skal begynde i børnehaveklasse. Konkret betyder det, at børnenehverdag bliver kørt i taxa fra deres børnehave og hen til Ørnevejens Skole. Her tilbringer de tre timer sammen med en pædagog og en talepædagog.

Indsatsen koster Frederikshavn Kommune mellem 40.000 og 50.000 kroner per barn og overflødiggør, at børnene skal begynde i en særlig modtagelsesklasse.

Bjarne Klæstrup, som er ansat i Frederikshavns Kommunes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, har stået i spidsen for udviklingen af den massive danskundervisning.

- Indtil 1991 havde de tosprogede børn fået tilbudt en friplads i børnehaven. Vi troede, at i hvert fald de børn, som gik i daginstitution, talte og forstod dansk, for det kunne vi jo høre, at de gjorde. Til vores overraskelse viste det sig, at der sprogmæssigt ikke var nogen større forskel på hjemmegående børn og på børn, som havde gået i dansk daginstitution. Det betød, at mange af de børn, som havde et andet modersmål end dansk, måtte gå to år i børnehaveklasse.

- Vi måtte erkende, at det sprog, børnene udvikler i børnehaven, er et socialt omgangs- og legesprog, som ikke gør tosprogede børn i stand til at forstå og modtage beskeder. De fleste vil for eksempel ikke kunne forstå en opgave om at tegne tre firkanter, hvor den i midten skal være størst. Og ord som menneske, søn, datter, herre og kvinde indgår ikke i børns sprog, så hvor skulle de tosprogede børn lære disse ord, spørger Bjarne Klæstrup.

Han understreger, at evnen til at læse en tekst ikke nødvendigvis betyder, at barnet forstår tekstens indhold.

- En tosproget dreng, som gik i 6. klasse, læste som en engel. I en tekst stod der: Skipper Sørensen sejlede stolt ind i havn i sit nye fartøj. Da vi skulle tale om indholdet, spurgte drengen, hvad 'stolt' betød. Da jeg havde forklaret ham det, sagde han: Så kan jeg godt forstå, at han er stolt, men hvorfor skal mor ikke have nyt tøj?

Bjarne Klæstrup konkluderer, at gode danskkundskaber kræver en voksen sprogmodel, som barnet har tæt kontakt med, samt en systematisk træning i lighed med den, de fleste danske børn modtager i hjemmet.

- Vi har maksimum syv til otte børn i hver gruppe. Man kan ikke lave struktureret sprogundervisning med 15 til 20 børn i en gruppe.

Han erkender, at det er lettere at lave en effektiv og målrettet indsats i et område med forholdsvis få tosprogede, men anbefaler alligevel større byer at bruge metoden fra Frederikshavn.