Inger Holm Hansen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, vi torsdag den 22. august på Bakkeskolen i Kolding modtog meddelelsen om, at overlærer Inger Holm Hansen var afgået ved døden onsdag den 21. august efter længere tids svær sygdom.

Inger blev uddannet fra Haderslev Statsseminarium i 1961 med liniefag i matematik. Fra 1961-1967 var hun ansat på Grønland. I 1967-78 ved Sønderborg kommunale Skolevæsen. Inger startede på Bakkeskolen den 1. august 1979.

Inger var aldrig bange for nye udfordringer. Ofte var hun med, når der blev taget initiativ til nye tiltag. For Inger var arbejdet med børnene - og for børnene - det altoverskyggende i hendes liv.

Inger underviste især i matematik, dansk og kristendom. Typisk for Inger var det også, at hun ikke underviste specielle årgange, men var så fleksibel, at hun kunne undervise fra 1.-10. klasse med lige stor entusiasme.

Inger var en afholdt lærer og kollega. Eleverne elskede hende for hendes ligefremme væremåde, hendes viden og interesse for netop deres liv. For mange af sine elever var hun et 9roligt gemyt i en kaotisk hverdag. Hun var i stand til at få eleverne i gang og stadig bibeholde de faglige krav. Hun var en dygtig lærer, og eleverne kunne regne med hende.

Det kunne kollegerne også. Vi oplevede Inger som en åben og god kammerat og en loyal samarbejdspartner. Vi kunne altid få hjælp og vejledning, hvis vi manglede materialer og inspiration. Vi mindes Inger - altid med et smil på læben og en venlig bemærkning.

I det sidste trekvarte år Inger levede, vidste hun, at hun var alvorligt syg. Hun talte åbent om sin sygdom og håbede til det sidste, at den alligevel ikke var så alvorlig, som den var. Selv i den sidste svære tid bekymrede Inger sig om sine elever.

Vi vil savne Inger og hendes varme smil.

Vor dybeste medfølelse går til sønnen Henrik og Ingers øvrige familie.

På kollegers vegne