Man kan næppe bebrejde engelske skolefolk, at de med baggrund i deres egen noget tunge, men dybt se­riøse skole, som vi vælger at se som sort munke­middelalderlig børnepineri, pirres nysgerrigt efter at besøge det antipodisk lallende, overfladiske danske uddannelsessystem med de overmåde glade skolebørn, der næsten bobler over af glæde ved at skulle indlære skolens fag. Noget, som vort skolesystem snedigt nok sørger for ikke kan ske i nævneværdigt omfag, hvilket må­ske begrunder glæden, og hvilket Asger Baunsbak-Jensen andet sted i Folkeskolen nummer 33 mener er udtryk for den mest fremsynede folkeskolelov, vi nogen sinde har haft. Og en sådan vankundighedens fremsynethed er nok et studium værd for den angelsaksiske verden, der åbenbart lider under at tage uddannelse alvorligt. Lidt engelsk humor får de nok også brug for. Jo, for nogen har fortalt dem, at hos os bakker forældrene enigt op bag skolen, og dermed fortiet den u­enighed, der giver sig udtryk i flugten fra folkeskolen til friskolerne. Men som Baunsbak siger, så er sådanne stakkels forældre nok bare »markedsramte« i deres udanske skelen til deres børns fremtid. Men enighed mellem for­ældre og folkeskole er just ikke, hvad der plager os mest. Så det er da lidt af et vildledende bluffnummer, vi med den i nummer 33 omtalte rapport har bundet englænderne på ærmet.