Teamledelse er sagen

Ingen person alene kan magte alle de opgaver, der bliver pålagt en skoleleder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En skoleleder kan ikke længere klare sig med et godt overblik, orden i talegaverne og en i øvrigt fin fornemmelse for, hvad der sker blandt lærerne.

Lederen arbejder med så mange forskellige opgaver, at det er umuligt at finde én person, der alene kan overskue og udføre det hele, konkluderes det i et debatoplæg om fremtidens skoleleder (omtalt i Folkeskolen nummer 34 og 35).

Lederen skal både have visioner og være i stand til at arbejde med såvel målrettet organisationsudvikling som effektiv ledelse af personalet.

Det er urealistisk, at en enkelt person har alle de kvalifikationer, der skal til. Derfor bør skolerne udvikle teamledelser og på den måde fordele de administrative, personalemæssige og pædagogiske opgaver samt forbindelsen til skolens kontakter udadtil imellem flere mennesker.

I første omgang kan det ske ved at udvide og opkvalificere kontorpersonalet og supplere staben med afdelingsledere og ledere af de enkelte lærerteam. Men på længere sigt bør skolen udvikle en ny organisationskultur. Ellers er der risiko for, at undervisningen ikke kan følge med de stadig hyppigere omvæltninger i samfundet, der gør, at nutidens elever som voksne kommer til at leve i en verden, hvor forandringer er det normale.

Når udviklingen er uforudsigelig, må den enkelte skole vælge, hvilken vej den tror, udviklingen vil gå. Ved at spørge sig selv, hvad man ønsker at skabe, får man et svar, der angiver den retning, alle på skolen skal arbejde efter.

Derfor er skolen nødt til at udvikle sig til det, der i moderne ledelsesteori kaldes for en lærende organisation. Kort fortalt betyder det, at lærerne både skal have hver sin og en fælles vision. På den måde kan de på en gang arbejde selvstændigt og følge den røde tråd for skolens undervisning.

Det kræver både en stærk ledelse, og at lærerne holder op med at snakke om mit arbejde, min klasse og mine fag. I stedet skal de begynde at tale om vores fælles opgave, der skal løses så godt som muligt.

Den proces stiller store krav til skolelederen, der skal designe skolens struktur, have ansvar for, at skolen styrer mod den overordnede vision, fungere som skolens læremester og sørge for at rådgive lærere og andre medarbejdere, så de hele tiden arbejder i retning af både deres personlige og skolens fælles vision.

Henrik Stanek er freelancejournalist.