Er du i stand til at modtage en kollektiv besked?

Prøv lige at tænke over spørgsmålet. Sidst du sad til et møde eller på et kursus og for eksempel blev bedt om at gå hen i et bestemt grupperum eller fik besked om dagens program, hvornår der var kaffepause eller lignende, havde du så straks modtaget budskabet?

Ofte fortæller lærere, at eleverne i folkeskolen ikke er i stand til at modtage en kollektiv besked. Pædagoger siger tit det samme om børnehavebørnene, og ikke sjældent kædes det sammen med 'den nye børnekarakter', og om hvordan børnene i dag adskiller sig fra tidligere tider.

DLF holdt i forrige uge en konference om den professionelle elev, hvor to gymnasielærere fortalte om, hvordan selvansvarlighed og medbestemmelse praktiseres i gymnasiet og om gymnasieelever, der ikke er i stand til at modtage en kollektiv besked.

- Selv om læreren skriver lektien op på tavlen, er der altid flere i klassen, der bagefter spørger, hvad lektien er, sagde Anne Lybecker fra Østre Borgerdyd Gymnasium i København.

Konferencen beskæftigede sig blandt andet med, hvilken pædagogik der er fremherskende i gymnasiet og i børnehaven set i forhold til pædagogikken i folkeskolen, og konklusionen var nærmest, at de tre instanser ikke hænger sammen pædagogisk set.

Alle tre steder er man enige om, at børnene/eleverne ikke er i stand til at modtage en kollektiv besked, men efter denne konstaterede lighed kniber det mere med sammenhængen.

Den selvstændighed, man kræver i gymnasiet, er ikke blevet opbygget i folkeskolen, hvor lærerne i højere grad tager sig af eleverne også socialt, sætter dem i gang med arbejdet, hjælper undervejs og spørger til arbejdet, hvis de ser, at eleverne ikke er beskæftigede. Og den selvaktivitet, der fylder meget i børnenes liv i børnehaven, bliver ikke videreført i skolens systemverden, der baseres mindre på børn-børn-relationer og mere på lærer-elev-relationer.

I øvrigt blev det på konferencen flere gange diskuteret, om den professionelle elev eksisterer.

Skal kunne planlægge

Eleverne i gymnasiet er meget forskellige, fortalte Anne Lybecker og hendes kollega Mette Løndahl. Nogle af eleverne er ikke vant til at skrive, og flere siger ligefrem, at de ikke tidligere har sat to ord sammen. De skal lære at tage notater, det tænker de slet ikke på at gøre, hverken når læreren taler, eller når de læser hjemme.

- De kan ikke høre efter, mens de skriver, eller også skriver de bare dét ned, som læreren har skrevet på tavlen. Mange af eleverne skal i det hele taget lære at læse lektier, for de elever, vi får i gymnasiet, er ofte dem, der aldrig har haft brug for at læse lektier i folkeskolen, sagde Anne Lybecker.

- Meget på gymnasiet foregår via opslag, som eleverne skal læse og sætte sig ind i, de skal selv henvende sig til et udvalg eller på kontoret, ligesom de selv skal henvende sig til studievejlederne, hvis der er problemer. Men det kniber det virkeligt for mange at finde ud af. Når de begynder hos os, spørger de ofte, hvem der er deres klasselærer. Måske svigter vi dem rent følelsesmæssigt.

Når eleverne kommer i gymnasiet, vil de betragtes som voksne, og det bliver de i høj grad, men det går ikke altid lige godt.

- Vi stiller krav til dem om, at de kan kombinere, reflektere og perspektivere, samt at de kan planlægge deres arbejde, sagde Mette Løndahl.

- Men nogle af dem, der drysser ud af gymnasiet undervejs, er gode og kreative elever. De forstår bare ikke at planlægge deres arbejde. Faktisk skal man kunne planlægge omkring fire uger frem i gymnasiet, ellers kan det godt gå galt.

Ifølge de to gymnasielærere har eleverne i gymnasiet svært ved at administrere den frihed, de får. Det resulterer i, at de for eksempel går til købmanden midt i timen, ikke afleverer opgaver til tiden, og at de forsømmer så mange timer, at flere af dem må gå op i fuldt pensum til eksamen.

- Eleverne kan ikke en snus grammatik, eller også taler jeg sådan, at de ikke kan forstå det, sagde Anne Lybecker, der underviser i latin.

- Der er i hvert fald noget, der går skævt. Eleverne har jo været til afgangsprøve i folkeskolen, så de kan stoffet. Men der er så noget, de ikke viser, at de kan.

En af konferencedeltagerne, der har deltaget i et brobygningsforsøg mellem folkeskolen og gymnasiet, sagde, at hun i det projekt havde tænkt meget over gymnasielærernes sprog.

- I taler om kombination, refleksion og perspektivering. Dét videnskabssprog har eleverne ikke, når de kommer i gymnasiet. De forstår det simpelt hen ikke, mente hun.

Det sociale fylder

Pædagogernes og børnehavernes pædagogik blev på konferencen præsenteret af Stig Brostrøm, lektor på Danmarks Lærerhøjskole. Han talte om, at børnehaven befinder sig påén yderlig fløj, der handler om børneleg uden pædagogernes indblanding, mens folkeskolen befinder sig på den anden yderfløj med fagligheden og den skemalagte hverdag.

- Der foregår ikke meget organiseret pædagogik på institutionerne i dag, viser mine observationer. Der er mere leg, som børnene selv igangsætter. Men det er nok en reaktion efter 70'erne, hvor det var omvendt, sagde Stig Brostrøm.

Det faglige og det sociale må gerne fylde lige meget i en daginstitution, mener han. Men det pædagogisk/faglige, som pædagogen iværksætter, må gerne fylde mere, end det gør i dag.

- Børn skal have mange oplevelser og erfaringer via lege. Børn ved i dag, at de lærer noget i børnehaveklassen, men når børnene kommer i skole, er det forkert, hvis det så kun er læringen, der tæller. Alt det sociale betyder meget i skolen, de sociale relationer betyder meget i hele vores liv. Jeg kan godt skælde institutionerne ud for at have for lidt faglighed, men jeg er glad for, at det sociale fylder på institutionerne, sagde Stig Brostrøm.

Han talte om vennernes betydning. Om alt det tidligere generationer lærte med vennerne i gården, i mosen eller i skoven. Dét skal børnene lære i daginstitutionen i dag.

Børnehaven og skolen står over for hinanden som en systemverden over for en livsverden, som indlæring over for udvikling, som undervisning over for opdragelse og omsorg. Skolen har den didaktiske tænkning, hvor børnehaven er psykologisk orienteret. Skolen er lærercentreret, og børnehaven er børnecentreret. I skolen sker indlæringen og den faglige formidling, mens børnehaven står for leg og musisk virksomhed og relationer børn og børn imellem.

- Derfor er det så pokkers svært at mødes om noget fælles, sagde han.

- Vi kan ikke tale os fra myterne imellem pædagogerne, lærerne og gymnasielærerne, men vi kan handle os ud af dem ved at handle sammen. Efter børnehaveklassernes indførsel har pædagogerne og lærerne fundet ud af, at hver især kan noget, sagde Stig Brostrøm.