Før astmaen breder sig

Astma-Allergi Forbundet tilbyder at undersøge skolernes indeklima

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børnene risikerer at få astma og andre overfølsomhedssygdomme, fordi ventilationen og rengøringen på skolerne er for dårlig, og ingen varetager børnenes arbejdsmiljøinteresser. På den baggrund har Astma-Allergi Forbundet besluttet at bruge ressourcer på at tage ud og gennemgå skolernes indeklima.

- Den primære grund er bekymring, siger Lars Tornvig, der er bygningsingeniør og leder af indeklimaafdelingen i Astma-Allergi Forbundet.

- Hver fjerde voksne dansker har en overfølsomhedssygdom, og der er sket en kraftig stigning inden for de seneste 20 til 30 år. Mere end 100.000 skolebørn har astma og høfeber, og man regner med, at tre til fem procent af skolebørnene går rundt med en astma, der ikke er diagnosticeret. Vi håber at kunne være med til at stoppe denne udvikling med forebyggelse.

- Mange kender til at have hovedpine og være træt og uoplagt, fordi indeklimaet er for dårligt, og det går ud over børnenes indlæring, siger Lars Tornvig.

Skolebesøg til 10.000 kroner

- Astma-Allergi Forbundet tilbyder foredrag til skolernes sikkerhedsrepræsentanter og skolebestyrelser, og forbundet tilbyder at komme ud på skoler og daginstitutioner for at vurdere kvaliteten af indeklimaet og rådgive om, hvilke ændringer der bør foretages. Forbundet har to bygningsingeniører ansat, der kan gennemgå skolerne.

Et besøg på en skole vil typisk foregå ved, at ingeniøren sammen med sikkerhedsrepræsentanten og pedellen udvælger nogle lokaler, hvor man måler kuldioxid-indholdet og luftfugtigheden, både før der kommer børn i lokalet og efter nogle timers brug. Ingeniøren vil også se på ventilationen, rengøringen og andet, der har betydning for indeklimaet.

Lars Tornvig regner med, at hvert besøg vil tage en dag. Dertil kommer rapportskrivning. Rapporten sendes til skolen. Astma-Allergi Forbundet vil tage 10.000 kroner for at gennemgå en skole på denne måde.

- Desværre kan vi nok ikke forvente, at skolelederen bare kan aflevere listen med mangler på rådhuset og så få pengene til forbedring af forholdene, siger Lars Tornvig.

- Men så kender de da problemerne og kan beslutte at gøre noget ved dem. Det er nogle bitre erfaringer, kommunerne høster nu, fordi de gennem årene har skåret ned på vedligeholdelsen og rengøringen på skolerne.

Lars Tornvig betragter ikke forbundets tilbud som en konkurrence til de rådgivende ingeniørfirmaer, der efter hans mening mest ser på vandskader.

- Der er mange andre problemer på grund af den manglende vedligeholdelse og nedskæringerne på rengøringen. Men hvis vi observerer en fugtskade, vil vi anbefale, at man henvender sig til et rådgivende ingeniørfirma. Så skal bygningen gennemgås meget grundigere og til en helt anden pris. Det, vi kan tilbyde, er at udarbejde en generel indeklimastatus ud fra vores erfaringer.

Træstøv og stegeos

Lars Tornvig nævner sløjd, fysik/kemi og hjemkundskab som nogle af de problematiske faglokaler.

- Stegeos irriterer kraftigt, og også træ- og metalarbejde stiller store krav til ventilation og rengøring. Der skal mere end åbne vinduer til. Ofte er arbejdet i et sløjdlokale nærmest af industriel karakter med meget træstøv. Hvis man satte en gruppe specialarbejdere ind i et sløjdlokale, som de ofte ser ud på skolerne, ville de nedlægge arbejdet.

- Det er ærgerligt, at der ikke er en instans, der varetager børnenes tarv på det arbejdsmiljømæssige område.

Lars Tornvig siger, at hvis han på et skolebesøg ser noget meget grelt, vil han overveje at ringe til Arbejdstilsynet.

Astma-Allergi Forbundet vil i øvrigt sende kampagnemateriale ud til skoler og daginstitutioner.