Igen en sommer, hvor medierne har været ude efter lærerne. Specielt dansklærerne står for skud, og det er ikke spor overraskende, at det gælder elevernes færdigheder - deres påståede manglende evne til at læse og skrive.

Man hører til gengæld ingen glædesytringer over, at eleverne nu gennem et anderledes og langt mere udfordrende arbejde med skriftlig fremstilling kan bevare deres skrivelyst og få langt mere bevidsthed om sprogets mange muligheder, eller at en ny litteraturpædagogik giver langt flere elever end før en reel mulighed for at få del i den tilværelsestolkning, som litteraturen rummer, i en tid med kaos og forvirring. Og hvor skulle medierne også kende denne udvikling af danskfaget fra?

Det ville jo kræve en vis research i skolen og en positiv, men mindre sensationspræget interesse i stedet for et indimellem bevidstløst opkog af gamle nyheder, for eksempel af den berømte læseundersøgelse.

Dens resultater trækkes nu for tredje år i træk frem og anvendes som udtryk for dansklærernes uduelighed. Det er, som om det ikke er gået op for medierne, at denne fatale læseundersøgelse faktisk blev taget meget alvorligt af lærerne: Forskningen er blevet intensiveret, udviklingsarbejder er igangsat, lærerne deltager i mange læsekurser, og den enkelte dansklærer er langt mere opmærksom på fænomenet læsning i sin klasse. Debatten i medierne gjorde sikkert nytte i sin tid. Men med den evindelige gentagelse er den kun egnet til at slå lærerne i hovedet.

Der kan derfor nok være grund til at forsøge at rede nogle tråde ud og undersøge, hvad det egentlig er for et dilemma, dansklærerne står i.

Jeg tror, at mange dansklærere oplever et pres fra to sider og derfor med rette føler sig klemt. På den ene side set stiller offentligheden et krav om, at alle eleverne får en grundigere færdighedstræning og nærer mistillid til, at der bruges tid nok på disse fundamentale ting. Informationssamfundet stiller nu engang store krav til læsekompetencen, større end de fleste havde forestillet sig. Forældrenes usikkerhed er på den måde forståelig nok, og de videregående uddannelsers krav rimelige.

På den anden side set rummer den nye skolelov en række krav, som ikke umiddelbart synes at være i harmoni med kravene til færdighedsindlæringen. I skoleloven stilles en række idealer op med fokus på elevernes ansvar for deres egen læreproces og en ændret lærerrolle. Læreren skal i mindre grad være formidler af et stof, men snarere være den, der iscenesætter undervisningssituationer, hvor eleverne arbejder aktivt og selvstændigt, helst i tværgående projektforløb. Undervisningen skal være differentieret, og den enkelte elevs læreproces skal følges nøje. Det er en række indlysende rigtige principper, der imidlertid alt for ofte som her præsenteres i almen abstrakt form, og den enkelte lærer må så selv relatere principperne til det konkrete fags erkendemåder og stofområder.

Funktionsløs træning

Og det er ikke så ligetil. Det kan for eksempel sagtens lade sig gøre at igangsætte et relevant og spændende emnearbejde med værksteder, hvor eleverne er aktive, men hvordan sikrer dansklæreren sig, at alle eleverne nu også samtidig får anvendt og udbygget deres læsekundskaber og stavefærdigheder.

I den efterfølgende periode griber mange lærere derfor til at lave et kursuslignende forløb, hvor danskfærdighederne trænes på en ganske funktionsløs måde med et totalt indholdstomt materiale.

Eleverne er bestemt også aktive i dette forløb, for de har ansvaret for at blive færdige med materialet og nå det rette facit, men hvor meget kvalitet er der i et sådant forløb? Det er i hvert tilfælde slet ikke i tråd med fagets egen udvikling, og det ved dansklærerne godt.

Derfor bliver det vigtigt, at dansklærerne får tid og ro til at udvikle nogle arbejdsformer, der i tråd med danskfagets egen udvikling kan sikre, at eleverne lærer de fundamentale færdigheder, samtidig med at lærerne selv får en mulighed for at forholde sig åbent og kritisk til de nye former for læring og ændringerne i lærerrollen. Dette stiller store krav til dansklærernes faglige og pædagogiske kunnen og en evne til at forbinde de to ting.

Det er imidlertid en udvikling, der er i gang. Formålsparagraffen for dansk sætter sproget i centrum for faget. Det er gennem sproget, eleverne skal have mulighed for at udvikle deres personlige og kulturelle identitet. Eleverne skal både have en bevidsthed om sproget og en evne til at bruge det. Kernen i faget er således sammenhængen mellem en teksts indhold og udtryk, og det er helt afgørende, at netop denne sammenhæng bevares i arbejdet med faget, så eleverne ikke udelukkende arbejder med indholdssiden, når det drejer sig om emnearbejde og litteraturundervisning, og med formsiden, når det drejer sig om færdighedstræningen. Faget er en helhed.

Det er med rette blevet fremhævet, at eleverne skal undervises i læsning gennem hele skoleforløbet, men det at udvikle en funktionel læsekompetence sker jo gennem utrolig mange af de aktiviteter, som foregår i danskundervisningen, så dansklærerne arbejder i virkeligheden med sider af læsningen hele tiden, men har måske ikke gjort det tilstrækkeligt klart for sig selv og for eleverne. Arbejdes der bevidst med relationen indhold - udtryk, vil mange danskaktiviteter støtte læseprocessen.

Når eleverne har læseproblemer på mellemtrinnet og måske også i de ældste klasser, skyldes det ofte en manglende evne til at bruge hensigtsmæssige læseformer set i forhold til den genre, der er tale om. Det kan nemlig være nødvendigt at vide noget om forskellige genrers komposition, syntaks og ordvalg. Hvis eleverne imidlertid lærer at give hinanden respons på de tekster, som de selv har skrevet, får de efterhånden et øget kendskab til teksters opbygning, til sætningsstrukturer, til ord og orddannelse, og alt dette er en støtte til læsningen. Når eleverne fortæller og samtaler, udvikles deres begreber ligeledes, og dette er af fundamental betydning for læseforståelsen.

Ingen grund til panik

Eleverne (og deres forældre) må således vænne sig til, at 'rigtig dansk' ikke er et isoleret arbejde med sprogets formside med isolerede ord uden kontekst, men er en fordybelse i de tekster, som de læser, eller selv skriver, og en sådan færdighedstræning kan godt finde sted, når klassen har projektarbejde, så danskfaget ikke bliver brugt lemfældigt i forbindelse med denne arbejdsform.

Det nye faghæfte udfolder disse intentioner om danskfaget, mere end det er muligt at gøre her. Faghæftet giver imidlertid mest af alt udtryk for en udvikling, der allerede er i gang i skolerne. Det er på mange måder en nedskrivning af en gældende praksis. Derfor er der ikke nogen grund til panik. Det gælder lige nu om, at dansklærerne slår koldt vand i blodet og tror på sig selv og på værdien af det arbejde, de hver dag udfører i skolen, og naturligvis også på de muligheder, de har for også at udvikle og forbedre deres undervisning. Men det sidste sker unægtelig bedst med en 'udfordrende tryghed' som baggrund.