Anmeldelse

Tante Andantes jul / Glæd dig / Advent

Julemusikalske nyheder fra John Høybye, Benedicte Riis og Preben Andreasen dækker et bredt spektrum inden for julemusikken

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ikke for tidligt at vende blikket mod julerepertoiret, og inden for denne kategori befinder disse tre udgivelser sig.

Fakta:

Titel: Tante Andantes jul

Forfatter: Benedicte Riis

Illustrator: Jarl Egeberg

Pris: 220 kroner

Sider: 61 sider

Type: Hæfte

Forlag: Dansk Sang

Titel: Glæd dig

Forfatter: Eva Chortsen, Johannes Møllehave, Ester Traneberg, Jens Simonsen

Pris: 100 kroner

Sider: 26 sider

Type: Bog

Forlag: Dansk Sang

Titel: Advent

Forfatter: Jens Simonsen

Pris: 100 kroner

Sider: 37 sider

Type: Hæfte

Forlag: Dansk Sang

John Høybyes "Glæd dig" lægger sig tæt op ad den stil, der i mange år har været  komponistens varemærke: Velklingende korsatser, med et tilhørende lækkert akkompagnement. Her præsenteres ikke nye metodiske eller pædagogiske principper, men brugbare korsatser i "traditionel" Høybye-stil.

Værket er skrevet på bestilling til Ålborg Symfoniorkester, men i skoleverdenen bliver det givetvis klaveret, der skal være den drivende kraft i fremførelsen. De seks sange er en- og tostemmige, og det virker overkommeligt at bruge arrangementerne for børn fra 3.-4. klasse. Hvis ikke koret er rutineret, vil være mere realistisk at plukke i sangene og så undvære sammenhængen som alligevel er lidt tvivlsom tekstmæssigt. Med sange, der spænder fra "Nissen i tørvestakken" over "I kender vel Herodes" til "Glæd dig himmel", er den indholdsmæssige sammenhæng svær at se.

"Tante Andantes jul" er en julekalender med en sang til hver af de 24 decemberdage. Sange fra hele verden fra juleeventyr over evangeliet til nisser og trolde. Til hver dag hører et lille tekststykke, der fortæller om Tante Andante og julemandens tur rundt i verden.

Idéen virker lidt søgt, og for mig at se bliver resultatet af Riis' forsøg på at sammensætte 24 sange, en tvivlsom historie, input fra forskellige kulturer og forskellige danseforslag, et delvist mislykket og rodet projekt. Betragter man imidlertid sangene én for en, vil nogle fint kunne anvendes.

Sangene er en blanding af traditionelle danske sange/salmer, sange fra forskellige steder i verden og Benedikte Riis' egne kompositioner. Mange af sangene ledsages af danseinstruktioner, ligesom forslag til såvel et julespil i nisseverdenen som et traditionelt kirkespil er beskrevet.

Hvor "Tante Andante" henvender sig til de mindste klasser i skolen, henvender Preben Andreasen sig i "Advent" først og fremmest til kor, der fungerer i kirkemæssig sammenhæng. Satserne er for både SSA og SATB, de er becifrede og udskrevet som orgelakkompagnement. Det anføres, at klaver kan bruges i stedet. Hertil vil jeg tilføje, at flere af akkompagnementerne er umulige at spille i den foreliggende notering, men at den trænede pianist hurtigt vil finde ud af at vende akkorderne.

Der er stor forskel på arrangementernes sværhedsgrad; de enkleste bygger på parallelitet mellem to stemmer. Både disse og de sværere satser for blandet kor, er fint afstemte og vil klinge fint i kirkerummet.