Månelandingerne omkring 1970 var det foreløbige højdepunkt på de bemandede rumrejser.

Efter at Sputnik i 1957 var kommet helt bag på amerikanerne, udspandt der sig et kapløb mellem USA og USSR om at landsætte det første menneske på Månen. En hel verden fulgte de to supermagters succeser og fiaskoer. Den politiske prestige var enorm, mens det videnskabelige udbytte var til at overse.

Rumalderens historie går ikke længere tilbage, end at veteranentusiasterne har været med fra starten, som opsendelsen af Sputnik 1 får æren af at markere.

Bogens forfattere har gennem årene været flittige formidlere af information om raketter og rumfartøjer og om de fysiske og astronomiske principper, som skal til for at forklare satellitters og sonders færd i solsystemet. For eksempel har de skrevet adskillige bøger for både folkeskole og gymnasium.

Bemandede flyvninger giver høj prestige, tænk blot på, at en enkelt svensker i kredsløb var lige ved at vække broderfolkets gamle stormagtsdrømme. Men bogen påpeger, at det i virkeligheden er de ubemandede satellitter med specielle funktioner i forskellige kredsløb omkring Jorden, der har langt den største betydning. Ikke mindst er den revolution, vi har oplevet på kommunikationsområdet, helt afhængig af satellitter. Et andet eksempel er Hubbleteleskopet.

Begivenhederne, deres sammenhæng og samfundsmæssige og politiske betydning er bogens ærinde, mens det tekniske er dæmpet ned og holdt på et niveau, hvor alle kan være med.