»Børnene her har vænnet sig til at gå i skole og synes, det er sjovt. De skriger ikke, som de børn, der ikke har gået i forskole«.

Det er læreren i 1. klasse, der forklarer. For hende er det en stor hjælp, at børnene har vænnet sig til at komme i skolen, og at de kan tale noget spansk, når de begynder. Hun fortæller, at børnene også har lært at samarbejde i forskolen, at de kan tegne og kender lidt til tal og bogstaver.

Nogle har gået i op til en time for at komme hen til skolen i Paquip - en landsby i Sololá-distriktet.

Forskoleklassen er i lokalet ved siden af. Her sidder børnene i små grupper og arbejder. Dagens opgave er at klistre små farvede papirkugler på en tegning af en bus. Først har de talt om forskellige transportmidler - bil, båd, bus, tog og fly. Det er svært med toget, fordi ingen af dem har set et.

Hver elev får et stykke silkepapir og en tegning af en bus. De bliver instrueret i at rive silkepapiret i små stykker, nulre det til papirkugler og lime dem på tegningen. Undervejs taler de om farverne på silkepapiret.

Papirkugler i forskellige størrelser dyppes i lim og sættes møjsommeligt på tegningen. Når børnene begynder i forskolen, har mange af dem hverken set en blyant eller et kladdehæfte før. De kan ikke holde på en blyant og har aldrig prøvet at tegne.

Forskolen virker

Foruden at rive silkepapir og nulre papirkugler indeholder dagens program sange og bevægelse.

»Op, ned, ned, ned, op«, læreren driller, mens børnene står og løfter hænderne op over hovedet eller sætter hænderne i gulvet. De prøver også at skifte mellem at være dværge og giganter.

En sang fortæller, at Pedro kan vise dig, hvordan man vrikker med hofterne. Alle synger, Pedro vrikker, og bagefter vrikker alle med hofterne. Næste sang handler om øjne, ører, næse og mund. Børnene synger godt igennem.

Det er organisationen Vivamos Mejor, der finder frem til de tosprogede lærere. Det er vigtigt for dem, at det er lærere, der er gode til at stimulere eleverne og også taler børnenes sprog. Lærerne skal også være i stand til at blive integreret i landsbyen.

»Forældrene er blevet kraftigt involveret i projektet med forskolen. Derfor virker det«, mener Juana Enilda Mendoza fra Vivamos Mejor.

»Det er vigtigt at få uddannet børnene, og at de oplever, at det er sjovt og rart. Vi har en undersøgelse, der viser, at det virker. Børnene har det bedre og går længere tid i skole, når de har deltaget i forskolen. Det har især hjulpet på pigerne, der tidligere droppede hurtigt ud af skolen«.

Undersøgelsen er fra 2003, hvor de første forskoler havde eksisteret i nogle år. Den viser, at 90 procent af de børn, der har gået i forskole, bliver i grundskolen, som varer seks år. De møder regelmæssigt op i skolen, er mere aktive og deltager i højere grad i aktiviteterne i landsbyen.

Det er meget positive resultater i et land, hvor det normalt kun er 20 procent af mayabørnene, der gennemfører den seksårige grundskole. Og det er på den baggrund, at Vivamos Mejor har udviklet projektet i Sololá-distriktet og fået støtte af U-landskalender 2007 i et samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.

Etableret forskole

I Paquip har forskolen eksisteret i flere år. Klasselokalet er udsmykket med papirklip og tegninger, og der er legetøj på reolerne. Mange af landsbyens børn kommer i forskolen. De fleste er indskrevet, men en enkelt lille pige kommer her hver dag med sin storesøster uden at være indskrevet. I landsbyen er der kun en lille gruppe børn, der ikke deltager i forskolen.

Forældrene betaler et mindre beløb for hvert barn, og Vivamos Mejor betaler de materialer, som forskolen bruger. Men organisationen arbejder bevidst på at få undervisningsministeriet til at overtage projektet. På længere sigt vil Vivamos Mejor ikke betale, da undervisning jo er ministeriets ansvar. Så når en forskole har eksisteret i tre år, skal ministeriet helst overtage.

Ideerne fra forskolen har allerede smittet lidt af på skolen. Forældrene fortæller, at der er kommet mere sang og kreative aktiviteter ind i skolen, der ellers indeholder en del udenadslære og meget traditionel klasseundervisning.

Lærer bogstaver og normer

Raquel Ajsoc Dionicio er forskolelærer i Paquip. Hun kommer fra en større landsby i området og er læreruddannet. Hun taler både lokalsproget quiché og spansk.

»Det er et meget tilfredsstillende arbejde at være lærer. Man skal have stor kreativitet og tålmodighed for at arbejde godt med børnene. De yngste her er tre et halvt år og skal være her i to måske tre år. Der sker en stor forandring på den tid«, siger Raquel Ajsoc Dionicio.

»Børnene er stille og generte, når de begynder, men efterhånden tør de mere. Det vigtigste er, at de deltager i aktiviteterne. For eksempel lærer de at kombinere farver og skrive deres første bogstaver«.

Det skal være sjovt at gå i skole. Det er udgangspunktet. Hun fortæller, at de sommetider låner et tv og viser en dvd for børnene eller hører musik og danser.

»Vi lærer børnene normer, hvordan man opfører sig, hvordan man spiser pænt og vasker hænder. Jeg skriver en årsplan for arbejdet i forskolen, og undervejs evaluerer jeg mit arbejde. Ser på, hvad der virker, og hvad der ikke fungerer godt, så jeg kan ændre på noget«, siger Raquel Ajsoc Dionicio.

For eksempel er der en pige i klassen, der ikke kan tale. Men pigen har sjældent problemer med at kommunikere med tegnsprog og lyde, og hun deltager aktivt.

Læreren fortæller, at hun lærer meget af arbejdet med pigen, og at hun også taler med sin bror om det, fordi han arbejder med specialundervisning.

Medarbejderne fra Vivamos Mejor har flere gange talt med pigens forældre og har nu endelig fået lov til at følge pigen og hendes bror til en læge for at få undersøgt, hvad der kan være i vejen. Hendes bror taler heller ikke.

Samarbejdet med forældrene er vigtigt, og læreren understreger, at hun gerne forklarer ideerne bag undervisningen, hvis forældrene ikke umiddelbart forstår det. Lærer og forældre er også sammen om at arrangerer fester og holde klasselokalet rent.