Håber, børnene vil læse videre

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg gik ud af skolen i 2. klasse«, fortæller Juana Zunun Daleon. »Min familie var meget fattig, jeg gik barfodet i skole. Da min far døde, var der ikke råd til, at jeg kunne gå i skole mere, så jeg måtte ud at arbejde i kaffeplantagen. Vi var seks børn. Mine to brødre arbejdede i marken, og jeg lavede maden. Da jeg var 11 år, tog jeg arbejde i Guatemala City«.

Juana Zunun Daleon blev gift som 25-årig, har seks børn og er bestyrelsesmedlem for forskolen i Paquip. Hun arrangerer møder, køber ind til frokost og holder regnskab. Den ældste datter går i 6. klasse og skal måske fortsætte i gymnasiet i den større by Santa Clara. Det betyder, at hun vil komme sent hjem hver aften.

»Jeg taler quiché, og det var svært, da jeg kom i skole, hvor alt foregik på spansk. Det er meget bedre nu med forskolen, hvor børnene lærer meget og er forberedt på at komme i skole. De kan også få hjælp til lektierne. De lærer både spansk og at danse og synge, og de har naturfag. Det er slet ikke, som da jeg gik i skole, så jeg håber, de kan læse videre«, siger hun.

hl@dlf.org