Sannys død den 29. maj 2000 kom ikke bag på os. Selv om vi alle håbede til det sidste, at hun ville blive rask, ja så vidste vi nok også, at chancerne var små. Trods dette gik alt i stå på Vemmedrupskolen, da Sannys mand Poul Erik ringede og fortalte, at Sanny var sovet ind. Sorgen var stor.

Sanny var et menneske med et utroligt overskud, som hun blandt andet brugte på omsorg for de mennesker, hun havde omkring sig, hvad enten det var kolleger eller elever.

De sidste år underviste Sanny de store elever, og som klasselærer gav hun dem en uvurderlig ballast til deres videre liv i en meget broget verden. Hendes humør, indsigt og ikke mindst store faglige dygtighed har givet anledning til megen glæde for alle hendes elever. Sanny ejede den evne at kunne få også de svage elever til at blomstre op - en evne, som kom tydeligt til udtryk, når vi så Sanny sammen med de elever, der betød så meget for hende.

Sanny var centrum i et stort energifelt på lærerværelset. Omkring hende var der glæde, grin og et smittende humør. Folk, der befandt sig i Sannys energifelt, grinede tit og ofte - bare fordi man ikke kunne lade være. Selv i travle og stressede perioder var der tid til humor og latter. Sådan var Sanny bare. Der er ingen, der kan erstatte det tomrum, hun efterlader, slet og ret fordi Sanny var en ener.

At Sanny var fuld af humor, betød bestemt ikke, at hun ikke kunne se dybden. Det kunne hun, og hun gjorde det. Måske var det én af hendes allerstærkeste sider. At hun på en enestående måde formåede at komponere det alvorlige med det humoristiske.

I sin tid som tillidsrepræsentant ofrede Sanny kolossalt meget tid på erhvervet. Hun fremstod altid som sine kollegers loyale 'advokat'. Ingen var på noget tidspunkt i tvivl om, at hun stod bag en i svære tider. Det lå Sanny meget på sinde, at alle på lærerværelset havde det godt med hinanden, men også at man trivedes i sit job.

Vi tænker og føler med Poul Erik, Sannys mand, og hendes børn og svigerbørn. Vi ved, at tabet gør ondt, og at Sanny kæmpede for at få lov til at være her lidt længere sammen med netop dem og de fire børnebørn. Men vi ved også, at Sanny har givet sine kære mod til at komme videre, også uden at hun selv kan være med.

Der kan skrives fantastisk mange smukke ord om denne kærlige kvinde. Men ingen ord kan give os Sanny tilbage. Hun har fået fred, og selv om det er svært, må vi acceptere, at hun ikke længere er iblandt os.

Personalet på Vemmedrupskolen