Anmeldelse

Læs højt om Påsken / Læs højt om Pinsen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er glædeligt, at der stadig kommer flere gode bøger, der bruger den læsepædagogiske metode med stor bog/lille bog. Der findes spændende eventyrbøger, og nu også bøger om både julen, påsken og pinsen. Bogen om julen udkom for over et år siden, men bøgerne til påsken og pinsen er helt nye, og det vil være godt, hvis de vil blive flittigt brugt i indskolingen - allerede fra i år. På Alineas hjemmeside er der en side, hvor man kan downloade de pædagogiske tanker bag brugen af stor bog/lille bog, samt små forståelsesopgaver til bøgerne, der hver er på henholdsvis 16 og 32 sider. Ja, passionshistorien er lang, blodig og detaljeret, så den kan ikke gøres meget kortere.

Det er lidt svært at finde ud af, om de fyldige bibelcitater bagest i bøgerne fra Markus-evangeliet og fra Apostlenes Gerninger er tænkt som lærerens egen baggrundsviden eller som noget, læreren eventuelt kan læse op for børnene. Det sidste håber jeg ikke er tilfældet, da sproget er alt for svært for indskolingsbørn. Desuden er der nogle rigtig flotte og dejlige påske- og pinsesalmer trykt forrest i begge bøger, og det er jo skønt at synge sammen i klassen, men er der ret mange af lærerne, der kender Grundtvigs salmer: "Opstanden er den Herre Krist" og "Fra Himlen kom den Helligånd"? Personligt ville jeg havde foretrukket "Hil dig, frelser og forsoner" og "I al sin glans, nustråler solen"; men det er jo en rent subjektiv betragtning.

Billederne i bøgerne er igen tegnet dejligt af Sussi Bech. For min skyld måtte hun gerne male en hel børnebilledbibel. Jeg kan bare så godt lide hendes tegninger. Sværhedsgraden i læseletbøgerne rækker nok ud over 1. klasse, så måske snakker vi helt op i 2. eller 3. klasse? Men man kan jo altid begynde med at læse den store bog op i for eksempel 1. klasse, og så kan de læse selv - og sammen - i de næste klasser. Bøgerne skal i alt fald varmt anbefales, og jeg vil fluks ud og læse dem op for nogle søde børn!