Regeringen har fremlagt et regeringsgrundlag, hvor der også peges på en revision af læreruddannelsen. Denne indstilling bunder i Pisa-resultaterne specielt de manglende faglige kvalifikationer hos vores elever og i, at de nuværende fire linjefag ikke har vist sig at være velfungerende på seminarierne. Regeringen lægger op til at dele såvel dansk som matematik i to dele, en for begynderundervisningen og en for udskolingen.

Det er en rigtig dårlig idé. Jeg er ikke enig i, at det vil give bedre lærere i folkeskolen. Jeg tror på, at for at få dygtige og motiverede lærere skal de have en hel uddannelse i såvel dansk som matematik. Det brede teoretiske grundlag er der brug for i begge ender af undervisningen. Jeg vil derfor appellere til, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag, at de lærerstuderende vil tage sagen i egen hånd og altid vælge såvel dansk 1 som dansk 2. På den måde vil den enkelte kommende lærer sikre sig det bedste fundament for sin undervisning i faget. Dette forslag om at dele såvel dansk som matematik i to linjefag og samtidig kræve, at de studerende skal have enten dansk eller matematik, betyder reelt, at de studerende kun får tre linjefag. Når jeg er modstander af denne opdeling af dansk og matematik, er det ikke samtidig en modstand mod, at den enkelte lærer kan have stor lyst/interesse i at specialisere sig enten i begynderundervisningen eller i udskolingsundervisningen. Jeg tror bare på, at den enkelte lærer vil have meget bedre forudsætning for at foretage det valg efter at have undervist i virkelighedens verden gennem en årrække. Det er jo ikke unormalt i dag, at mange lærere i såvel dansk som matematik foretrækker at undervise enten de små eller de store elever og det er helt fint.

Noget, jeg vil pege på, der mangler i læreruddannelsen, er undervisning i skole-hjem-samarbejde. De lærerstuderende får slet ikke tilstrækkelig uddannelse i skole-hjem-samarbejde og samarbejdet med forældrene. I betragtning af hvor meget det kan fylde hos en nyuddannet lærer at skulle forholde sig til såvel nye elever som forældre, har jeg altid undret mig over, hvorfor der ikke undervises meget mere i det, der hedder forældrekontakt. Samarbejdet med forældre, hvor der er problemer af den ene eller anden slags, fylder meget hos såvel læreren som eleven og forældrene. Der skal sættes meget kraftigere ind i forhold til at fortælle de lærerstuderende, hvor vigtigt det er for dem selv at kunne håndtere forældresamarbejdet professionelt. I alle samarbejder har begyndelsen stor betydning. Det har afgørende betydning, om skole-hjem-samarbejdet indledes på en måde, så parterne omkring barnet føler, at de taler om det samme.

Det er baggrunden for, at jeg også ønsker, at lærerstuderende skal mere i praktik. De skal simpelt hen ud at prøve det i skala et til et, det at prøve at deltage i et forældremøde og en skole-hjem-samtale kan være guld værd for den videre uddannelse. Kun ved at tage diskussionerne mellem forældrene og klasselæreren helt fra skolestarten bliver der etableret et godt klima for det samarbejde, som skal vare ti år mellem forældrene og skolen. Der skal være respekt for hinandens roller, og det skal afklares, hvem der har ansvaret for hvad. På godt dansk hedder det forventningsafstemning mellem skolen og hjemmet, og denne problemstilling skal der altså sættes noget mere tid af til i læreruddannelsen.

Til sidst: Jeg savner også det gamle speciale c, et linjefag i specialundervisning.

Thomas Damkjær Petersen er formand for forældreorganisationen Skole og Samfund