Debat

Studerende på deltid

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tænk, hvor blev jeg glad, da jeg så, at man i Folkeskolen nummer 19 havde givet plads til to indlæg omkring blandt andet de studerendes mangel på fremmøde på lærerseminarierne.

Det lunede på sin vis lidt, at andre havde problemer af samme art som jeg, og at de følte dem lige så presserende.

Jeg er tredjeårs-studerende på Københavns Dag- og Aften Seminarium (KDAS) med linjefagene matematik og idræt. Fremmødet er på disse hold ofte begrænset til en tredjedel af de tilmeldte studerende. Dette har bevirket, at vi på idræt er nogle, der gennem det sidste halve år har brugt en del tid på at appellere til vore medstuderende om at komme til undervisningen, da denne ikke kan gennemføres på tilfredsstillende vis, når der kun møder fem-seks studerende. Vi har dog ikke opnået andet end spild af tid og irritation.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I KDAS' studieordning står der blandt andet 'Samarbejde, dialog og formidling er vigtige aspekter af læreruddannelsen'. Nogle får i hvert fald ikke disse aspekter med i særlig høj grad.

Det bekymrer mig derfor, når formanden for Rektorforsamlingen Knud Erik Bang afviser manglen på fremmøde, når to studerende fra forskellige seminarier er trådt frem og prøver at synliggøre problemet. Når han så ydermere undskylder de fraværende studerende med, at de har så mange gøremål, gøres vi andre, der tager studiet seriøst, jo nærmest til grin, fordi vi klarer andre gøremål uden for skoletiden.

En ting er så, at de fraværende studerende er til stor irritation gennem studietiden, men det er også kommende kolleger. Dette kan virke skræmmende, for hvis deres ansvarlighed på studiet også er et udtryk for, hvordan de vil virke i lærergerningen, så vil jeg gerne have mig dem frabedt.

Med håb om et fremtidigt større fremmøde på læreruddannelsen.

Lotte Durck

Københavns Dag- og Aften Seminarium