Debat

Integration i folkeskolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den vidtgående specialundervisning har den sidste tid været til heftig debat, ikke mindst i fagkredse, idet undervisningsministeren inden længe skal tage stilling til denne undervisnings fremtidige placering. I dag er den såkaldte paragraf 20, styk 2-undervisning placeret i amternes regi, men ikke mindst Kommunernes Landsforening har peget på det hensigtsmæssige i at lade kommunerne overtage også denne undervisningsopgave. Brugerne til de nuværende specialskoler med videre er meget bekymrede over perspektivet ved at udlægge denne meget 'ekspertise-prægede' undervisning til den enkelte kommune eller til kommuner, idet der forventes et vist samarbejde mindre kommuner imellem, og brugerne frygter kassetænkning og tab af undervisningsekspertisen.

Debatten i medierne har dels gået på 'eksplosionen' i ansøgninger til amterne om ressourcer til denne paragraf 20, styk 2-undervisning og dels på, om der i denne ansøgningsmængde er tale om 'et politisk slagsmål' mellem kommunalpolitikere og amtspolitikere. Sluttelig har debatten kørt på, at folkeskolen mere end nogensinde skulle udskille elever til specialskoler, og at lærerne er blevet dårligere til at undervise elever, som falder uden for de gængse normer. De sidste påstande er uhyrlige og helt i modstrid med virkeligheden gennem de senere år, hvor folkeskolen har integreret mange elevgrupper i normalundervisningen, som bestemt ikke tidligere blev undervist i normalundervisningen. Dette sammenholdt med, at lærerne faktisk ikke i dag har de samme muligheder for at sende vanskelige elever på specialskoler, da amterne gennem de senere år har nedlagt utallige specialskoler til elever med forskellige vanskeligheder. Integrationen i folkeskolen er ikke kun sket omkring flersprogede elever, hvorimod mange vanskelige elever i dag undervises i normalundervisningen af en utrolig engageret og dygtig lærergruppe, som ikke altid har fået de fornødne ressourcer. I en tid har det nærmest været uhørt ikke at integrere samtlige elever i normalundervisningen, men måske kunne netop denne her debat sætte spørgsmålstegn ved den næsten totale integration i folkeskolen, en integration, hvor vi måske netop svigter de allersvageste elevgrupper.

Bjarne Danielsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

skoleinspektør, Brande