Efter en valgkamp, hvor partierne har lovet mere frihed til folkeskolen, må den nye regering hurtigt sørge for, at alle skoler i alle kommuner kan være med i “frihedsklubben”.

Sådan lyder det fra forsker og erhvervspsykolog Lykke Mose, der skriver ph.d. om frihedsforsøget på skoleområdet i Esbjerg Kommune. Hun mener, at det går for langsomt med at sætte landets øvrige folkeskoler fri, og det ærgrer hende. For hendes forskning viser, at den politiske styring har skabt en skole, hvor ledere og lærere ikke laver skole på den måde, som de egentlig vurderer er bedst for eleverne.

“Der er en klar tendens til, at man i byrådene, hos skolecheferne og ude på skolerne afventer politikerne og dermed lader sig styre af deres udmeldinger frem for at sætte sig ned og sige: ’Uanset hvad der kommer fra Christiansborg, hvad er det så, vi har brug for at gøre for at skabe den bedst mulige skole, med det udgangspunkt vi har i dag?’ Det gør, at man i alt for høj grad laver skole med blik for styringen i stedet for eleverne”, siger hun.

Lykke Mose har siden 2017 undersøgt den politiske styrings effekt på elevmotivationen.

Hun har interviewet 100 elever og deres lærere, ledere og chefer om deres erfaringer med elev- inddragelse og motivation.

Det er de foreløbige analyser, hun trækker på, når hun siger, at der ikke er nogen tid at spilde. Hendes forskning viser, at der er en række negative sideeffekter af styringen, som presser og stresser hele vejen fra eleven op til skolechefen.

Skole kæmper for mere frihed: ”Vi skubber til rammerne ved rent faktisk at gøre det”

“Vi har formålsparagraffen for folkeskolen, men fra forskningen ved man, at resultatorienteret styring kan forstyrre, så du kommer til at fokusere på delmål. Derfor fylder reformens tre delmål om at løfte eleverne i dansk og matematik rigtig meget, fordi det er noget, man konkret måler på med de nationale test. Til gengæld er trivselsmålet ikke på samme måde blevet særlig fokuseret, og derfor fylder det mindre”, siger hun.

Ifølge Lykke Mose har styringen siden det første Pisa-chok desuden forfladiget skolens faglighed til at være smeltet sammen med karakterer, så gode karakterer er ensbetydende med høj faglighed. Og med digitaliseringen og undervisningsplatforme har man flere steder fået en undervisning af dårlig kvalitet. Som hun udtrykker det:

“Flere timer med Alinea giver ikke mere læring. Tværtimod”.

Lærere bruger tiden forkert

Lykke Mose har interviewet flere lærere, der siger, at de faktisk gør noget andet, end hvad de selv vurderer er bedst. Men de kan ikke komme ud af det, for der er ikke tid til det. Som eksempel peger hun på et interview med en erfaren udskolingslærer, der er optaget af at nå det stof, eleverne kan komme op i til afgangsprøven.

“Læreren er så optaget af at nå igennem det hele med eleverne, at han siger: ’Jeg er faktisk holdt op med at spørge eleverne, hvad de synes er en god måde at lære på. For ti år siden var det ellers et spørgsmål, jeg tit stillede eleverne’”. Læreren kaldte selv sin egen fortælling for “beskæmmende”, men han følte ikke, at han havde tid til at gøre det på andre måder.

Det er ikke kun hos lærerne, at styringen sætter sit store præg. Flere lærere fortæller Lykke Mose, at deres elever er blevet dårligere til at tænke kreativt.

“Eleverne tænker i høj grad på, hvad der har relevans for deres karakterer, og de har svært ved at se værdien, hvis ikke det handler om at blive dygtigere til at stave og regne”, siger hun.

På forvaltningsniveau har Lykke Mose interviewet en skolechef, der fortalte om paradokset i at fritage elever med læsevanskeligheder for afgangsprøverne eller lade dem gå op for at øve at gå til prøve.

“Chefen var opmærksom på, at det første ville pynte på resultaterne, der bliver offentliggjort og vurderet af for eksempel kommende forældre, det andet ville give god træning til eleverne. Skolechefen valgte det sidste, men det viser, hvor meget styringen fylder i alles bevidsthed”, forklarer Lykke Mose.

Start med begrænset frihed

I den optimale verden så Lykke Mose gerne, at man afventede flere erfaringer fra forsøgskommunerne Holbæk og Esbjerg. Men hun er kommet frem til, at mere frihed simpelthen ikke kan vente. Men friheden bør ikke være så stor som i de to kommuner.

“Jeg kan se, at frihedsskolerne bakser med at finde fodfæste i forhold til en ny form for samarbejde med skolebestyrelsen, forvaltningen, lokalpolitikerne og ministeriet. Dér ville det være smart at drage nytte af deres erfaringer. Men der er godt nok mange børn, der har brug for en bedre skole nu, så der er hårdt brug for, at skolerne i hvert fald frisættes på nogle områder.

Lykke Mose har en klar opfordring til politikerne: Bed alle skoler kigge på, hvordan de skaber et skoleskema, der giver tid til fordybelse i fagene, færre lærerskift og ikke mindst fleksibilitet til at udvikle og tilpasse undervisningen løbende – sammen med eleverne.

“Og lad så skolerne droppe kravet om, at alle timer skal varetages af en lærer, der er uddannet til at undervise i faget. Giv skolerne frihed til selv at bestemme skoledagens længde, så skolerne kan tilpasse den efter eleverne og lave tolærerundervisning. Og fjern indberetningspligten til ministeriet om, hvor mange timer hver af skolens klasser har i hvert af skolens fag. For dokumentationskravet suger helt afgørende energi ud af skolerne og gør det mindre fleksibelt at lave om på skemaerne”, siger hun.

Skoler kan sætte sig selv fri

Men skolerne skal ikke sidde og vente på, at politikerne løsner grebet. Skolerne kan selv gøre mere inden for de nuværende regler. For stort set hele vejen rundt på frihedsskolerne lyder det, at mange af deres nye indsatser faktisk også var mulige, før de var frisat. Og så har Lykke Mose også fundet eksempler på skoler i andre kommuner, der er lykkedes med at se ud over styringen – som for eksempel i Skanderborg Kommune, hvor Mølleskolen har en ugentlig projektdag for alle elever hele året.

“De skoler er kendetegnet ved, at man har sagt: ’Vores formål er, at eleverne skal være motiverede, og de skal have lyst til at lære, når de forlader skolen. Og så må det være på bekostning af, at det kan gå ud over karakterniveauet’”, siger hun.

Ifølge Lykke Mose har de pågældende skoler omlagt undervisningen til læringsformer, de oplever, der passer til eleverne.

“Nogle arbejder med projektorienteret undervisning som et fast spor og flere håndværksagtige fag, mens andre giver eleverne en stemme i, hvad det er for nogle fag, de vil have”, fortæller hun. “Og, ikke overraskende, er afgangskaraktererne ikke faldet, selv om de har haft mindre fokus på at nå igennem alt stoffet”.

Lykke Mose har derfor et lige så klart budskab til landets skoler og kommuner som hendes bøn til Christiansborg om mere frihed.

“Der er ikke tid til at vente på mere frihed. Det kræver en leder med overskud og mod og en medarbejdergruppe, der er med på det”, siger hun.

Alligevel er forskeren overbevist om, at forandringen kan ske, hvis skolerne står fast på, at det er den rette vej.

“Hvis du har en leder og en medarbejdergruppe, der er gode til at sige: ’Det er det her, vi står for’ – og forklarer, hvorfor det pædagogisk giver mening, så bliver forældrene mere rolige – ikke mindst når de kan se, at deres børn er glade for at komme i skole”.