Flere fag skal have et løft

Linjefagssatsning skal løfte skolerne i Lemvig og Struer Kommuner

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der ligger både strategi og visioner bag Lemvig og Struer Kommuners satsning på at give lærere flere linjefag.

»Vi har et behov for, at vores folkeskoler bliver opkvalificerede i en række fag. Det håber vi bliver dækket ved at give lærere et ekstra linjefag. Planen er at fortsætte med andre fag, så vi hen ad vejen kan tilbyde mange denne efter- og videreuddannelsesmulighed«, siger skolechef i Lemvig Kommune Gunnar Nordestgaard.

Den overordnede vision er at løfte det samlede faglige niveau.

»Det er forhåbentlig ikke kun den enkelte lærer, der får gavn af det« siger skolechefen. »Vi vil gerne have, at de lærere, der mødes på linjefagsuddannelsen, kommer til at udgøre et netværk, der ved fælles kræfter kan løfte hele faget, så samtlige skoler får gavn af det«.

Initiativtager til linjefagsprojektet kommer fra Lemvig-Struer Lærerkreds. Kredsformand Niels Dragersdal siger:

»Vi er meget interesserede i at komme væk fra en model, hvor efteruddannelse er noget, der foregår nogle timer efter skoletid. Det så vi en mulighed for ved at opfordre kommunerne til at søge om midler fra ministeriet og koble SVU-midler på. Det vandt gehør«.

Når de to vestjyske kommuner har valgt at lade lærere tage et linjefag på hel tid, hænger det sammen med, at de gerne vil gøre uddannelsestilbuddet mest muligt attraktivt. Det skal gerne få lærere, der ikke står på spring for at komme på skolebænken, til at deltage.

»Alle pladser skal fyldes op. Det kan godt knibe, når vi kommer til de mindre fag, fordi det kun er få kommuner i området, der er gået med. Derfor kan det ende med, at vi må sende lærerne lidt længere væk«, siger Gunnar Nordestgaard.

Jan Kaare