Anmeldelse

Noget på spil

Femtone prima vista for klaver - med akkompagnement i alle dur- og moltonearter

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dette hæfte er udsendt med det klare formål at hjælpe klaverelever, der ofte har en rytmisk tilgang til musik, med at lære at spille efter noder.

Situationen er velkendt: Eleven er ret fortrolig med at spille akkorder, men nodelæsningen går meget trægt, han/hun skal gang på gang stave sig igennem melodien, og sammenhængen, flowet, fortaber sig. Måske taber eleven helt modet efter en tid med alt for små fremskridt.

Forfatteren har mange glimrende modtræk: 24 små, velklingende melodier i hver sin toneart, det vil sige, at hæftet igennem spilles i 12 durtonearter og 12 moltonearter. Ingen af melodierne har mere end fem forskellige toner, det vil sige, at der er en finger per meloditone. Heraf læres gode læse- og spillevaner, mulighed for blindspil med mere. Alle melodier strækker sig over otte takter, hvilket har flere umiddelbare fordele; det er nemt at bevare overblikket, og falder man ud, er det nemt at komme ind igen. Stykkerne er komponeret så de lægger op til gentagelse, til at køre i ring.

Til alle de små melodier, der er noteret på hæftets højre side, findes på venstre side en ledsagende klaversats beregnet på at blive spillet af læreren eller af en dygtig elev. Ved selvsyn og spil med en elev har jeg konstateret, at melodierne og satserne er særdeles velklingende, og hvad der er lige så vigtigt: De virker meget motiverende for eleven.

På en vedlagt cd er lærerens akkompagnement indspillet, således at eleven vil kunne øve selvstændigt. Helt i tråd med en af bogens bærende ideer gentages akkompagnementet til hver enkelt sang så tilpas mange gange, at der er plads til, at eleven kan lave fejl, måske gå i stå, og alligevel nå ind i stykket og opleve det flow, der ligger i gentagelsen.

Et meget anbefalelsesværdigt og brugbart hæfte.