Debat

Facitlisten er givet på forhånd

Forlig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskoleloven skal ændres, mener et flertal i Folketinget. Hvorfor? Fordi det står i regeringsgrundlaget. Det er løftet til vælgerne, og derfor skal det gennemføres til punkt og prikke. Da undervisningsministeren præsenterede forliget, udtalte han, at forliget ikke kunne undre nogen, for det var jo bare regeringsgrundlaget, der blev gennemført. Spørgsmålet er blot, om det er garanti for, at ændringerne vil give en bedre folkeskole.

Når facitlisten er givet på forhånd, er muligheden for den udviklende demokratiske samtale yderst begrænset. Danmarks Lærerforening har tilbudt undervisningsministeren at deltage i udviklingen og afprøvningen af en af de såkaldte adaptive it-baserede test på nationalt niveau. Denne form for test er aldrig blevet udarbejdet. Forslaget blev imidlertid afvist, fordi der i regeringsgrundlaget står, at der skal gennemføres et antal obligatoriske test i folkeskolen, og så var vores forslag om at sikre kvaliteten i eventuelle test ganske uinteressant. Den kendsgerning, at der ikke findes forskningsmæssigt belæg for, at nationale testprogrammer gennem grundskoleforløbet øger kvaliteten af undervisningen - snarere tvært­imod - betød heller ikke noget i forhold til regeringens løfte til vælgerne.

Når forskerne og praktikerne nu ikke står i kø for at blåstemple regeringsgrundlaget og de affødte lovændringsforslag, må støtten tilvejebringes på anden måde. Globaliseringsrådet, der er håndplukket af statsministeren, modtog en række anbefalinger fra regeringen, der i hvert fald på folkeskoleområdet er identisk med regeringsgrundlaget. Efter at rådet havde haft mulighed for at drøfte anbefalingerne, præsenterede regeringen så sine konklusioner på drøftelserne. De var tilfældigvis sammenfaldende med de anbefalinger, som regeringen i sin tid havde sendt til Globaliseringsrådet, men nu virkede det, som om rådet havde blåstemplet dem - når andre ikke ville! Budskabet bliver: Er nogen imod regeringens forslag, tager de ikke globaliseringens udfordringer alvorligt! Og det er der jo ingen af os, der vil beskyldes for.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I 200-året for H.C. Andersen må vi konstatere, at det fortsat er nødvendigt, at der er nogen, der tør stå ved, at kejseren ikke har tøj på. Medlemmerne af Danmarks Lærerforening har klart argumenteret for, at central kontrol og styring ikke er løsningen på folkeskolens udfordringer. Lad os håbe, at andre også får mod til at sige det højt!

»Er nogen imod regeringens forslag, tager de ikke globaliseringens udfordringer alvorligt! Og det er der jo ingen af os, der vil beskyldes for«